Løve overfalder zebra
406. Billedet viser en zebras angstskrig. Det virker bedre, når man ser det. Vi ser zebraen skrige, men det er en naturlig proces, der finder sted, for det er en livsbetingelse for løven, at den skal have animalsk føde. Der er ikke noget, der hedder barmhjertighed, løven har ikke humane tendenser. Det kender den intet til – endnu. Der er jo den forskel mellem den og os, at alle de lidelser, vi er gået igennem, siden vi var på det dyriske stadium, har bevirket, at vi har en større eller mindre grad af human evne.
      Vi ser, de andre zebraer flygter, så hvorfor skriger denne zebra? Hvem skriger den imod? Ja, den ved det ikke, men det er en automatfunktion, der udløses. Det er ganske rigtigt, at skriget er meningsløst på det fysiske plan, men der sker det, at dette væsen bliver hjulpet på det åndelige plan. Det er inde i en unaturlig død, og det er altid svært for væsener at dø, når de ikke er modne til det. Det er noget, man skal modnes til, ligesom så meget andet. Skrigene hjælper væsenet øjeblikkeligt, når dets lille sjæl kommer ind på det åndelige plan. Det er noget, vi kan komme til senere.
      Skriget er en automatfunktion hos dyret, og det viser begyndelsen til det, menneskene kalder bøn. Det er begyndelsen til den indstilling, at der er et Forsyn. Det er ikke noget, der er opfundet intelligensmæssigt eller noget, som den og den har opfundet eller tænkt, at det kunne være sådan. Det er en realitet, man har denne automatfunktion i sig. Som vi ser, skriger menneskene også, hvis de uventet kommer ud for et eller andet, men de er nået længere frem, fordi de kan forme deres bøn, deres indstilling til Forsynet.