Den angrende soldat
407. På dette billede af den angrende soldat ser vi, at det samme går igen. Hvorfor går det nu igen? Hvad er det for en mærkelig kraft? Hvis det kun var noget udefra, ville det aldrig få denne magt. Hvad er det, der gør sig gældende? Det er, at han nu opdager, at han manglede noget. Han kom til at gøre noget, der lukkede ham ude fra den normale lykkelige tilstand, den normale lykkelige livsoplevelse.
      Han har myrdet sin næste, og det skulle jo altså efter krigsbegreberne være en vældig heltedåd. Men vi ser, at det bliver det ikke ved med at være. Alle soldater, alle der myrder og dræber, vil komme til det stadium, det er uundgåeligt. De vil alle komme dertil. Der er det jo så, at den fortabte søn går i sig selv. Han opdager, at dette at æde sammen med svinene, dvs. at anvende dyrets metode, at dræbe sin modstander, at blive den stærkeste, at slå ham ud, er ingen tilværelse. Det er rædselsfuldt, og det er det, der får ham til at opdage, at det var meget bedre hjemme hos faderen. Selv faderens daglejere havde det meget bedre, og nu ønsker han af al magt, bare han måtte blive det. Det er billedet på menneskehedens historie.
      Denne situation kommer alle til. Det er ikke altid, at det er den nævnte situation, det kan også være andre ting. Det kan være et menneske, der har stjålet eller bedraget et andet menneske, og så fortryder det. Der er så mange handlinger, menneskene efterhånden kommer til at fortryde, og det betyder, at de møder vendepunktet. Her drejer de og går frem til faderen. Det er jo det, vi ser på billedet, det er denne indre kraft, der stiler imod det større. Når et menneske bliver hjælpeløs her i denne verden, har forfejlet sit liv, så er der denne tendens, der nu bringer det til sådan rent sjæleligt at råbe imod Guddommen, ligesom den automatfunktion, der før bragte dyret til at skrige. Denne soldat skal nok blive lykkelig. Det er glimrende, når man når dertil.