Grand Kursus
Den hellige ånd over apostlene
410.
Vi læser om den hellige ånd i Bibelen.
Billedet viser den hellige ånd, der kom over apostlene.
Jesus var fyldt af den hellige ånd, alt i hans bjergprædiken, alt hvad han sagde, var den hellige ånd.
Ånd er bevidsthed, bevidsthed er viden, og når der er tale om en hellig ånd, så er det hellig viden.
Jesus var hele tiden i hellig viden, og det vil altså sige, at han hele tiden var i Guds bevidsthed.
Han var hele tiden i det, der var absolut sandhed, det, der var absolut rigtigt, og det vil igen sige, at han hele tiden var på det faste punkt.
Der var ingen, der kunne få ham fra det faste punkt, og derfor sejrede han i alle situationer.
I Bibelen læser vi også om, hvordan denne kraft kom over apostlene.
Så den er til stede.
Hvad er det, videnskaben kalder kosmiske stråler?
Hvad er verdensrummets tomrum?
Det er jo fyldt med kraft.
Hvor skulle solens kraft komme fra?
Hvor skulle atomernes kraft i vort legeme komme fra?
De kommer fra ånden, fra det, der danner vor bevidsthed, og så er det jo om at gøre, at denne bevidsthed bliver fyldt med hellige tanker, hellig viden, fyldt med sandhed, fyldt med det rigtige.
Det er det, der sker, når man virkeligt indstiller sig i bøn.
Da kommer man i forbindelse med denne kraft.
Man må bede uselvisk, det kan ikke nytte, at man beder om, at Gud skal straffe ham eller hende der.
Hvis man beder om det, laver man sort magi, så kan der være mørke væsener, der kommer og sætter sig i forbindelse med os.
Hvis man mentalt set ikke er særlig godt garderet, kan det ende med, at man virkelig bliver besat, besat af mørkevæsener fra det andet plan.
Men når man beder om, at man må kunne gøre det rigtige og det, der er Guds vilje, så behøver man ikke være bange.
Det er denne indstilling, man skal have.
Man skal bort fra alt det, man så vældigt begærer, for det er meget ofte sådan, at det, man begærer, er den rene undergang for en.
Men det kan menneskene jo ikke altid selv se.
Derfor kan man godt bede om, at man gerne ville have det der, men man må hele tiden føje til, hvis det er Guds vilje.