En stjernegruppe
413. Ude i verdensrummet har man kunnet iagttage og fotografere sådanne figurer, stjernetåger, som man kalder det. Det er jo sammensætninger af vældige sole og planeter, der igen er det samme som atomer i makrokosmos. Men hvorfor i alverden er der et hjerte her? Hvorfor er der sådan nogle mærkelige figurer? Vi må her forestille os det rigtige. Med vor tanke, vor intelligens, kan vi jo vandre uden for det jordiske plan. Der kan vi vandre uden for tid og rum. Det må vi lære at gøre. Vi kan vandre ud i verdensrummet.
      Vi kan indstille os på, at det er en organisme, som vi blot ser i dens egen atomtilstand. Der ser vi lemmer og organer i den. Det er altså et levende væsen, der fra det tilsvarende mellemkosmos kan iagttages som et levende væsen med en organisme. Det lyder ganske fantastisk, men ikke desto mindre er det tilfældet. Jo mere, man vil iagttage det, desto vældigere vil man komme til at se, at det er rigtigt. Hvad i alverden skulle det ellers være? Hvorfor disse vældige kræfter i de og de svingninger? – Så kolossale kræfter! Skulle disse gigantiske områder vandre og ligge her i verdensaltet til ingen verdens nytte?
      Men det er ikke blot det, at det er et enkelt stort væsen, men der er også myriader af kloder, sole og mælkeveje, hvor der er beboede verdener. Vi skal lære at se, at alle levende ting er inde i større levende ting, at levende væsener er inde i større levende væsener. Det er det, vi kommer til at lære at se, når vi bliver fortrolige med stjernesystemerne, med mælkevejssystemerne. Vi ser det altså bare i dets atomtilstand. Vi er så mikroskopiske over for mælkevejenes mellemkosmos, som jo for os er makrokosmos. Men for makrovæsenets eget jeg befinder det sig i et mellemkosmos, hvor det kan se sine lemmer og sine organer, hvor det har sin livsbetingelse og sin væremåde, ligesom vi har i vort mellemkosmos.