Grand Kursus
Livets sprog og naturens skabelser
42. Livet fortæller det hele, meget mere end det, der står i Bibelen. Livet kan ovenikøbet fortælle, hvor der er store fejl og usandheder i de hellige bøger, og hvor de vise eventuelt også tager fejl, for livet taler kun den absolutte sandhed.
      Den, der kan læse i en bog, kan finde ud af, hvad den indeholder. Der kommer en og læser et eventyr i en bog, og når dette menneske går igen, er eventyret med. Tusinder af mennesker kommer og læser den samme bog og går bort med eventyret. Selv om tusinder af mennesker går bort med eventyret, vejer bogen stadig lige meget. Den er ikke blevet lettere. Man kunne jo tro, at den blev lettere og lettere, men det gør den ikke. Bogen kan ikke ophøre; så længe den fysiske materie ikke slides op, kan den blive ved med at fortælle sit eventyr.
      Hvad er det, man går bort med? Ja, et eventyr. Men hvad er et eventyr for noget? Det, man læste i bogen, var ikke noget synligt. Man kan altså ikke komme uden om, at der er en åndelig verden. Det er jo de tanker, der var i bogen. Det var tanker, som dannede en hel verden, en hel oplevelse. I eventyret var der personer, trolde, hekse og feer, der var onde, og der var gode. En hel verden blev rullet op, og den går man bort med, når man har læst bogen, og den er stadig lige tung. Det er noget af det første, der begynder at vise, at der er ting til, der ikke er fysiske. Vi har alle en fysisk krop, som vi går rundt med, men vi har også bevidsthed, vi har tanker. Vi ved altså, at vi har en hel masse erindringer om oplevelser, vi har haft i vor barndom, ungdom osv. Vi har en hel verden af oplevelser, som vi kan tage frem. I stille stunder kan vi begynde at opleve dem på ny, og der viser de sig som regel meget, meget skønnere. Men det er ikke noget, man kan se. Den, der sidder ved siden af, kan da ikke se, hvad vi tænker, eller se, hvilke drømme vi går tilbage til i dette vore minders land. Det er også psykisk.
      Man vil se, at alle levende væsener har noget psykisk bag sig. Vi må tænke, før vi handler. Huse, der bliver bygget, tøj, der bliver syet, alt, hvad menneskene skaber, er først blevet til i denne åndelige verden, tankeverdenen. Ser vi på vor organisme, vil vi se, at den er bygget op efter et vældigt logisk system. Vi har disse tusinder af organer, der virker sammen, både mikroskopiske organer og større og mere fremtrædende organer, kirtelfunktioner osv. Det hele arbejder fuldkomment sammen.
      Naturens skabelser er ikke bare på højde med, de er endnu højere end de logiske skabelser, menneskene kan frembringe. Men en sådan logisk skabelse kan da ikke blive til af sig selv. Det er udtryk for, at skabelsen først har været til på et andet plan. Alt det, vi ser, er manifesteret bevidsthed, uanset om det er et træ, en klippe, havet, eller det er sol, måne og stjerner. Alt i naturen er udtryk for bevidsthed. Der var tanker til, før alt dette blev til på det materielle plan. Intet kan blive til på det materielle plan, uden at det først kommer fra den åndelige verden. Det er ikke omvendt.