"De vide ikke, hvad de gøre"
430. Denne skrækkelige Gud sender næsten alle mennesker til helvede, kun en meget lille del bliver frelst, og det er endda på betingelse af, at Jesus, hans søn, kunne blive korsfæstet. Dette skrækkelige gudebillede får altså sin undergang, fordi et menneske i kød og blod kan vise en så vældig humanitet, at han midt i den største kulmination af lidelser kan vise, at han er i den samme ro og fred, har den samme kærlighed, det samme ønske og den samme forståelse: "De vide ikke, hvad de gøre". Gud ved da også, at de ikke ved, hvad de gør.
      Der er meget, der er blevet demonstreret i denne korsfæstelse. "De vide ikke, hvad de gøre" blev verdens frelse, det blev modellen. Det er dette grundlag, menneskene skal leve på hver dag over for alt det, som er generende. Det, der er generende for mennesker, kan være ond vilje osv. Det skyldes alt sammen, at "de ikke ved, hvad de gør". De ved det måske nok teoretisk, men de ved det ikke sjæleligt. Derfor er det, at man skal have denne holdning.
      For at få denne holdning gælder det om hele tiden at være bevidst i Gud, aldrig at tage bevidstheden fra Gud, i enhver situation at have forbindelse med Gud, hver dag, hver time. Denne forbindelse kan man nemlig have, blot ved at rette tanken imod Guddommen, og Guddommen hører det. Gud hører det også ved materielle væsener.