Grand Kursus
Fysisk og psykisk bønhørelse
431.
Der kan være forskellige former for hjælp, vi trænger til, og der går vi til vore venner for at se, om de kunne hjælpe os i denne situation.
Det sker jo som regel, hvis det er rigtige venner.
Hvis de kan det, får man jo hjælp.
Der behøver man ikke at henvende sig til noget usynligt, og derfor mener menneskene, at det er ikke en hjælp fra Gud, det var jo ham der og hende der, som hjalp mig.
Men se, der er jo også en masse situationer, hvor hjælpen ikke er fysisk.
Der er mange situationer, hvor det er noget, som slet ikke kan gøres for penge.
Selv om man har penge, kan man ikke blive fri af den ubehagelighed, man nu er kommet i.
Der er det, at bønnen er et glimrende middel.
Et sådant menneske kan f.eks. være i en økonomisk situation, hvor det måske står foran en fallit, og det går hen til nogle mennesker og søger at få lån eller på anden måde at blive reddet ud af situationen.
Men der er ingen, der vil hjælpe, det er for risikabelt.
Der er ingen, der har så meget sympati eller kærlighed, at de vil hjælpe denne mand.
Han står der og kan ikke klare det alene, og tilsyneladende er der ikke et eneste menneske, der vil hjælpe ham.
Hvad så?
Jamen så er der denne automatfunktion.
Selv om han er fritænker eller ateist eller slet ikke tror på nogen Gud, kommer denne automatfunktion alligevel: "Det kunne dog være".
Der går altså en tanke imod Forsynet, og somme tider kan denne tanke være meget stærk.
Nu skulle man jo tro, at der da ikke kan være noget i det at rette sin bevidsthed lige ud i luften, og det er jo det, der holder mange mennesker tilbage.
Der er mange, som jeg har talt med, der siger: "Jamen det er da lige ud i luften, det kan jeg da ikke, det kan da ikke nytte noget".
Men det "i luften", hvad er det?
Der er ikke noget tomt rum, her igennem denne sal er der jo et kolossalt liv.