Grand Kursus
Døden og den åndelige verden
437. Dette at dø er jo navnlig det punkt, de fleste er bange for. Dette at dø er ikke at tabe bevidstheden. Det er rigtigt, at vi ikke kan bruge de fysiske apparater, vi kan ikke høre fysisk, og vi kan ikke se fysisk, men vi lever alligevel. Nu er det jo i særlig grad på det åndelige plan, at vi sanser og iagttager, for nu er bevidstheden fundamentalt ført over på det åndelige legeme, som skal bære bevidstheden. Når det fysiske legeme ikke længere kan bære oplevelsen, begynder vi at opleve inde på det åndelige plan. Men hvad er det så, man oplever derinde?
      Den åndelige verden er en ejendommelig verden, for der er vi blevet befriet for den tunge fysiske materie. Der er vi i en så fin materie, at den lystrer tanken. Jeg ved ikke, om De kan forestille Dem, at der ikke er nogen tyngde, at der er ikke noget, der tynger en ned, man vejer ikke noget. Menneskene tror, at det er det, de kan gøre ude i verdensrummet. De tror, de kan rejse igennem verdensrummet med deres fysiske legeme, men det kan man ikke. Det bliver åndeligt, man kommer til at rejse der.
      I den åndelige verden er der ingen tyngde, der er tyngden forandret til at være kvaliteten af vor tanke. Efter døden er det kvaliteten af vor tanke, der bestemmer vor bevidsthed og hvilke tankearter, vi så skal være imellem. Vi må være iblandt tankearter, bevidsthedsarter, der er af samme slags.
      Der opstår da den tilstand, at vi ser vore tanker, og derved indser vi, hvor fuldkommen denne tilværelse er. Her er bevidsthedsoverføringen direkte fra det ene menneske til det andet, den skal ikke laves om til lyd, skrifttegn eller lignende. Her i vor verden er overføringen af tanker ikke så fuldkommen. Hvis den kunne overføres direkte, uden at vi behøvede at sige noget, var den jo fuldkommen, men det kan ikke lade sig gøre på det fysiske plan. Når vi derimod er på det åndelige plan, behøver vi ikke at tale og skrive. Når menneskene dør, taler de jo i begyndelsen, men de opdager hurtigt, at det behøves ikke, for dem, man taler til, har allerede set tankerne. Tankerne står i rummet.