Grand Kursus
På frugten skal vi kende træet
46.
Den, der dømmer andre ondt, er selv uvidende og naiv.
Vedkommende tror faktisk, at pludselig, hokuspokus, kan en løve laves om til et lam eller omvendt.
Det ville ikke være mere tåbeligt end den indstilling, vedkommende selv har til andre mennesker.
Således er menneskene bundet i tåbelige indstillinger, og det er åndsvidenskabens opgave at hjælpe dem ud af disse forestillinger.
Åndsvidenskaben skal have dem ud af forestillinger om straf og gengældelse, had og hævn, ikke blot for dem, det går ud over, men også for deres egen sundheds skyld.
I vore dage bliver der gjort så meget for at finde ud af, hvad der er den rigtige føde.
Nogle mener, at man skal spise på den måde, og andre mener, man skal spise på en anden måde.
Det kan også begynde at blive bånd, der binder menneskene.
Så længe det ikke er videnskabelige fakta, men kun tro, indbildninger, forestillinger og hypoteser, er man bundet i bånd, der kan føre til ulykke, sygdom og lidelse.
Får man den tanke, at det er sundt at spise det og det, så er det måske det skrigende modsatte, og det viser sig, at man ikke opnår sundhed, men sygdom.
Man kan have moralske forestillinger om, hvordan man skal behandles i bestemte situationer.
I stedet for at tilgive, siger man, det manglede bare, at man skal finde sig i det.
Men det er også et bånd, der ikke har rod i nogen fornuft, der ikke har rod i livets mening.
Et sådant bånd bringer menneskene i ulykke.
Menneskene handler ud fra de fejlagtige forestillinger, der binder dem, men de kan jo ikke gøre andet.
Vi skal bare lære at forstå, at på disse frugter skal vi kende træet.
Når vi kender træet, så dømmer vi ikke forkert.
Vi venter ikke at høste bananer på et æble- eller blommetræ eller det omvendte.
I et sådant tilfælde ved vi udmærket, at hvert træ bærer sin frugt.
Men hvorfor i alverden skal man så gå med til sådanne tåbeligheder, når det drejer sig om at bedømme menneskene?
Hvorfor tror vi, at alle skal bære bananer eller appelsiner, blommer og vindruer?
Det er da tåbeligt at tro.
De kan ikke bære frugter, som de ikke er nået til at kunne bære.
Vi kan se, at indstillingen til vor næste er inde i en ny fase.
Den fejlagtige indstilling til næsten må ændres, og det vil ske i takt med humanitetens udvikling.