Grand Kursus
Den fysiske verden
460.
Den fysiske materie er derimod egnet til at udvikle bevidsthed, fordi den skal overvindes.
Derfor bliver vi inkarneret i den fysiske materie, hvor det er en livsbetingelse at overholde særlige bestemte love.
Hvis vi ikke gjorde det, ville vi dø.
Vi ville ikke kunne blive ved at leve.
Til at begynde med i denne spiral var vor åndelige bevidsthed degenereret.
Vi kommer jo herned for at udvikle bevidsthed.
Den bevidsthed, vi havde før, er degenereret og er nu omtrent nede på nulpunktet eller i al fald på et latent stadium.
Det er derfor, at plantevæsenerne ikke har megen bevidsthed.
Det betyder jo ikke, at det er væsener, der lige er begyndt i denne spiral.
Det er væsener, der har haft kosmisk bevidsthed og har været højt udviklede i tidligere spiraler.
Derfor må man inkarnere i fysisk materie, for den lystrer ikke tanken.
Den skal overvindes, og det foregår ved, at man lærer at overholde loven for tænkning.
Loven for tænkning kender vi som logik, al tænkning må foregå logisk.
Det gælder ikke blot, når vi skal bygge noget op i den rent materielle materie, men også i vor væremåde.
Alt, hvad vi udløser af energi, må være logisk, og det er det, det skorter på i menneskehedens væremåde.
Menneskenes måde at være på over for deres omgivelser, deres medmennesker, dyr og planter, samt deres forhold til himmelrummet, til stjernerne og mælkevejene, og dermed til Gud, må være logisk.
Der er ikke et eneste felt i universet, hvor man retter sin tanke, der er fri for denne lov.
Retter man tanken på Gud, må den være logisk.
Retter man tanken på et mælkevejssystem, må den være logisk.
Retter man tanken på et menneske, må den være logisk.
Ligegyldigt hvor vi retter tanken, må den være logisk.
Der, hvor den ikke er det, er vi ikke i kontakt med livet, der kan vi ikke opleve det virkelige liv.
Derfor er der noget, der hedder udvikling.
Det sker ved, at vi er inkarnerede her i den fysiske materie, hvor det er en livsbetingelse at komme til at tænke logisk.
Den eneste vej ud af den fysiske materie, ud af lidelserne, ud af smerterne, ud af katastroferne, ud af sorgerne, ud af bekymringerne, er dette at tænke logisk.