Den fysiske tilværelse er ikke den fundamentale tilværelse
463. Der, hvor man ikke er dygtig nok, der, hvor man er uvidende, kommer man til at opleve lidelserne. Derfor må man forstå, at denne fysiske tilværelse ikke er den fundamentale tilværelse. Den fundamentale tilværelse er den åndelige tilværelse. Det er i den fysiske tilværelse, vi må have lidelserne og få virkningerne af vore fejltagelser.
      Er det ikke guddommeligt, at vi ikke skal leve i denne tilværelse hele denne vældige epoke, disse tusinder af liv, disse millioner af år, der går for at uddanne dyret til menneske? Er det ikke godt, at det ikke foregår i et stræk, men at det er delt i mange bitte småbidder, således at vi får lejlighed til at komme ind på det åndelige plan og opleve denne lystilværelse? En lystilværelse, der er ganske vældig i forhold til det, vi er i stand til at opleve. Hvor meget, vi kan opleve, afhænger af, hvor langt vi er kommet i logisk tænkning på det materielle plan.
      Derfor er det, at vi med mellemrum må dø og afbryde den fysiske tilværelse. Men det er da også guddommeligt, at vi, når vi får ødelagt vor krop, kan slippe en sådan defekt krop. Man kan stå fri og fuldkommen og føle sig ganske vidunderlig sund og dejlig, der kan være lykke og glæde omkring en. Det er jo herligt, at der ligger det bag ved ulykkerne, bag ved lidelserne, bag ved de unaturlige dødsprocesser. Det er da glimrende.
      Vi kan lære, at den materielle tilværelse ikke er det fundamentale. Hvorfor skal et barn fødes og allerede dø i fødslen? Nogle dør to måneder gamle, andre syv år, tredive år gamle. Man kan tydeligt se, at hvis det var det fundamentale, var det jo en forfærdelig mislykket tilstand, Gud skabte i verden. Men der er ikke noget mislykket. Det at dø for tidligt giver også erfaringer, og det er også noget, der er resultat af ulogisk tænkning.