Materien i den åndelige verden lystrer tanken
464. Det er mit ønske med disse analyser om døden at få menneskene til at forstå, at det er en velsignelse at dø, når det sker på den rette måde, for så er det indgangen til en lysets tilværelse. Det er rigtigt, at der eksisterer noget i retning af helvede og skærsild, men det er ikke andet, end hvad man bilder sig selv ind.
      Den tro eller den forestilling, som man har dannet sig, kommer man til at lide under. Når det er sådan, at materien i den åndelige verden lystrer tanken, kan man jo nok forstå, at hvis man nu går med en hel masse mørke tanker, så bliver det sådan. Når mennesker danner billeder her på det materielle plan, er det jo bare tanker, omkring sig ser de stadig alle de materielle realiteter. Derfor bliver tankerne ikke af så stærk virkning, som de gør på det åndelige plan. På det åndelige plan ser de kun deres tanke, og disse tanker former materien efter den struktur og den stemning, de er i. De kan være bitre og vrede på Forsynet, naturen og andre mennesker. Hvis de nu dør under en sådan epoke, hvor de er bitre og vrede, er de helt anderledes stillet, end de var her på det fysiske plan. Da vil de være meget dårligere stillet, for her i den fysiske verden er der så meget, der kan hjælpe dem ud af denne mørke tilstand. Men det er der ikke inde på det åndelige plan.
      Vi skal huske på, at i den åndelige verden er der ingen tyngde, man er ikke bundet til jorden, man er fri. Man er bundet til kvaliteten af sin tanke. Alting er bølgelængder, alting er sammenfiltret ligesom de forskellige radioudsendelser på antennen. På en antenne er jo alle jordens udsendelser, men ikke desto mindre er de isolerede, så man kan trække hvert eneste orkester ud med dets fløjter, harpe osv. Alt det kan trækkes ud, skønt udsendelserne altså er fuldstændig inde i hinanden, de tager intet rum op, så at sige. Sådan er tilværelsen på det åndelige plan. Det er en tanketilværelse, og derfor er der kun vor stemning.
      Hvis man er i dårlig stemning, når man dør herfra, hvis man er bitter og vred, hvis man synes, det hele er skrækkeligt, jamen så danner disse materier sig jo til på en skrækkelig måde. Det, vi tænker, bliver til billeder. De kan nok se, hvor vældig nødvendig denne advarsel er: "Man skal ikke lade solen gå ned over sin vrede". Det er rigtigt, for inde på det åndelige plan er det ikke blot det, at man kommer sammen med ligesindedes tanker, men disse væsener er på akkurat samme bølgelængde som dem, der er vrede og bitre, dem, der er egoister, dem, der sparker: "Det kommer ikke mig ved, din sorg må du selv om". Sådan noget kommer man til at møde.