Grand Kursus
Spøgelser og fantomer. Mørke lag af tankemateriale bliver suggereret væk af skytsengle
465. Man kan f.eks. føle, at tiden står stille. Men man mærker det, som om det er en evighed. Det får aldrig ende. Himlen er grå, mørk og sort med torden og lynild osv. Somme tider vader man i dynd og synker ned og synker ned og kan ingen vegne komme. Man kan se terræner deroppe, hvor der er solskin, men så er der nogle lodrette klippemure, man ikke kan komme op ad. Det kunne virke, som om at alt dette er skrækkeligt. Men det har en guddommelig betydning, for desto hurtigere kommer disse væsener til at blive ulykkelige. Det er jo meningen, at de skal bringes til at forstå, at her trænger de til hjælp. Her kan de ikke klare sig selv. Her skal de råbe efter hjælp, og det kommer de til. Lige så snart de føler, at de er ulykkelige, at de er hjælpeløse, begynder det at klare op i deres sindelag. Så kan skytsenglene træde til, og så bliver de hjulpet. Så bliver der fortalt dem, at de ikke er på det materielle plan mere. Det bliver fortalt dem, at det er et tankeplan, og så får de lært at se, at materien lystrer tanken. Det er deres egne forestillinger, de har vadet i. Det eksisterede ikke andre steder, det var deres egen mørke bevidsthed, de vadede i. På tilsvarende måde bliver verden lys omkring dem, når bevidstheden forandrer sig til det lyse. Der sker så det, at skytsenglene lammer tænkeevnens særlige organer for mørke tanker. Det mørke lag af tankemateriale bliver suggereret væk. Det virker som en figur, det har menneskets form. Det kan skytsenglene suggerere af, og det er det, der undertiden kan gå omkring som et spøgelse. Det er et fantom. Når det er skilt ud fra selve ånden, så er det jo et fantom. Men det er en bølgeart. Derefter kan væsenet ikke huske noget om de ting, det var bitter og vred over. Det kan være et ægteskab, det er vred over. Det kan være noget helt andet. Det kan have begået selvmord osv., men det kan væsenet ikke huske spor om. Det er taget helt væk. Foreløbig kan det ikke huske det mindste om alt dette. Derpå er det optaget af humane ting alt efter dets egen udvikling i humanitet.