Grand Kursus
Afdøde mennesker kan høre bønner og være skytsengle
467.
En mor kan godt blive skytsengel for sit barn eller barnebarn, der lever her på det fysiske plan, længe efter at hun er død.
Man kan også blive skytsengel for venner i den fysiske verden, efter at man selv er kommet ind på det åndelige plan.
Det er altså disse væsener, der befordrer bønhørelsen i alle situationer.
De er til stede, de er alle vegne, men det er ikke sådan, at det er stedbestemt, det er bølgelængder.
Det, at man her kan høre Paris igennem radioen, betyder ikke, at Paris ligger her, men det betyder, at man har den samme oplevelsestilstand.
Den er ikke stedbundet.
Sådan er det også med den åndelige verden.
Der kan være en forbindelse til den afdøde, en mor, en kær ven eller veninde, ligegyldigt om væsenet på det fysiske plan er her eller i Amerika.
Om der er forbindelse afhænger ikke af, hvor man er i verden.
Det er ganske ude af sagaen, hvor væsenet er her i verden.
Det er bølgelængder.
Det er menneskets bølgelængde.
Kan det komme på den, kan det ramme dette menneske og sende det gode tanker.
Nu er det jo sådan, at menneskene endnu ikke er så udviklede til at modtage den slags impulser, og de skal heller ikke være det, for så kunne de også modtage impulser fra væsener fra det andet plan, nemlig inde på skærsildsplanet.