Grand Kursus
Automatskrift og besættelse af ånder
468.
På skærsildsplanet er der en masse væsener, som endnu slet ikke er vendt imod den åndelige verden, de er måske ikke ulykkelige, men de er voldsomt indstillet på at udnytte og besætte fysiske mennesker.
Det kan være væsener med perverse anlæg, eller væsener, der er drankere osv.
Drankere vil meget, meget gerne besætte drankere her på dette plan, for så kan de ligesom nyde dette drikkeri.
Når det fysiske menneske nyder alkohol og drikker sig fuld, kan det åndelige væsen besætte dets legeme og også nyde det.
Det kan også være væsener med seksuelle abnormiteter og perversiteter, der kan besætte mennesker.
Sådan er der jo meget, men jeg kan ikke nå at komme ind på alle disse detaljer, men sådan er hovedprincipperne altså derinde.
Men til sidst bliver disse væsener også ulykkelige, for det er ikke en tilværelse, der fører lykke med sig.
De får jo aldrig noget særligt lys, nogen glæde eller noget af den virkelige oplevelse af livet på den måde.
Så bliver de også hurtigst muligt ført til ulykke og lidelse derinde, så de kan komme til at råbe om hjælp.
Derfor skal man passe på med dette plan og ikke lade sig tage i besiddelse, f.eks. ved automatskrift; det er noget af det letteste for ånderne at få fat i en hånd.
Det er nogle af de nemmeste eksperimenter, og en masse mennesker bliver forført på denne måde.
Pludselig tager en ånd hånden, så den skriver automatisk, og så er det jo gerne store løfter om vældige missioner, der ligger til én, og man skal det og det.
Jeg har erfaringer for, hvordan sådanne mennesker kan blive besatte, fordi jeg har måttet hjælpe enkelte ud af denne besættelse.
Så det er ikke meningen, at det skal være på den måde.