Grand Kursus
En logisk og videnskabelig holdning til livet
47. Man skal ikke tro, at tale, prædikener eller foredrag kan lave verden om. Jeg kan ikke lave mennesker om med mine foredrag og mine analyser, men jeg kan vise dem, hvordan livet er ved at lave dem om. Men ved det jeg fortæller, kan menneskene selv begynde at hjælpe naturen med at lave sig selv om. Det er det, videnskab kan gøre.
      Når der er tale om den hellige ånd, er det ikke en person, men en viden, der skulle komme. Det var en hellig bevidsthed, der skulle komme over menneskene, en hellig bevidsthed med hvilken de kunne forstå den virkelige sandhed, som de ikke forstod tidligere. Det er klart, at det er det eneste, der kan få hele menneskeheden til at få det samme syn, den samme indstilling. Der er ingenting, der kan standses, før menneskene når dette facit.
      Politik kan blive ved med at arbejde sig frem, men der, hvor politik er forkert, vil det afsløre sig. Der, hvor religiøse indstillinger er forkerte, vil det afsløre sig. Der, hvor moralske forestillinger er forkerte, vil det afsløre sig. Vi har set, at en masse moralske forestillinger i fortiden har ført menneskene ind i unaturlige tilstande. I middelalderen og længere tilbage i tiden har menneskene levet i moralske forestillinger, der den dag i dag præger mange mennesker. I dag går nogle rundt som psykopater, fordi de tidligere levede efter fejlagtige moralske begreber.
      Nu gælder det om, at man bliver lige så logisk på det psykiske område, som man er på det fysiske område. Når man skal bygge et hus eller en bro, ved alle, arbejder såvel som bygmester, arkitekt og ingeniør, at det skal være logisk, man må følge planen nøjagtigt, ellers går det galt. Der er ingen vej udenom. Men menneskene skal også komme til at vide, at man bygger sin skæbne op i det daglige liv. Opbygningen af skæbnen er meget større end opførelsen af et hus, en bro eller en flyvemaskine, eller hvad det nu er, man arbejder med. Man opbygger sin skæbne med sin levevis og sin væremåde. Med sit forhold til ham og til hende, med sin indstilling til naturen og livet, bestemmer man sin skæbne, om man skal blive lykkelig eller komme ud for lidelser, om man skal blive syg eller være sund. Så vigtigt er det, hvad vi tænker.