Visdomsriget og den guddommelige verden
470. I visdomsriget er intelligensen det bærende bevidsthedslag. Når væsenerne er færdige i den humane sfære, menneskerigets sfære, kommer de ind i visdomsrigets sfære, hvor de så kommer til at præstere deres tilværelse igennem deres skabeevne. De store kunstnere kan jo lave en vældig skabelse, og mindre kunstnere kan jo så kun lave mindre skabelser. Men altså, der er ingen jalousi, alle får deres lille krukke fyldt med glæde, om jeg så må sige, og når en krukke er fyldt, kan der ikke være mere i den, så flyder den over. Så en lille krukke er lige så lykkelig som en stor krukke, når bare krukken er fuld; og det bliver den. Alle vegne får man sin krukke fyldt; der er ikke noget at være ked af.
      Visdomsriget er altså den primære verden. Der findes det højeste resultat af det, vi har lært hernede. Det er den specielle verden for tankens skabelse, og der kommer man så til at leve en tid på den skabeevne, man har.
      Men man har jo også noget mere, man har intuitionsevnen, og det vil sige evnen til intuitivt at kunne sætte sig ind i det ene og det andet, hvor tingene kan komme som færdige resultater. Der er en særlig slags forbindelse med universets bevidsthed, og der er altså en verden direkte for det. I samme grad som man har udviklet intuitionsevnen, vil man på dette plan være i stand at se de tankearter, de modeller, der er dannet til kommende menneskeheder, til kommende dyrearter, nye kloder osv.
      Hvis man er højt udviklet, kan man se sin egen tilværelse helt ned igennem livene, da man stod som træ i skoven, eller senere, da man var et vilddyr i skoven, og så videre. Alt det er tilgængeligt for mennesket derinde i dette plan, alt efter som væsenet er udviklet, alt efter som det er trænet op her på det materielle plan. I slutningen af den guddommelige verden degenererer vor tilværelse, og vi går så mere og mere ind i erindringen.