Når mennesket medvirker i sin egen skabelse
48. Når nu der er tale om, at mennesket skal føres videre i udviklingen, skal det bort fra den forestilling, at Gud ikke eksisterer. De mener, at det er tåbeligt at tro, at der er en Gud til. Det kan man da ikke vide, det kan man ikke bevise. Det er naivt at tro på, at der skulle være et sådant væsen, mener de. Men det er også et bånd. Disse mennesker er bundet på hænder og fødder, på hjerne og det hele. De må ud af dette bånd, så de bliver frie, for det, som de skal nå frem til, er jo suverænitet, således at de bliver selvseende, så de ikke bliver ofre for andres indbildninger, andres overtro, andres forestillinger, andres autoritet. Det er jo alt det, der laver bånd, og det skal man efterhånden vokse frem til at blive fri af. Det sker alt sammen, efterhånden som man begynder at forstå livet, og man selv begynder at kunne medvirke til sin egen skabelse.
      Hvad vil det så sige, at man selv skal være med i sin egen skabelse? Det går til på en meget nem måde. Det går ikke til som tidligere, hvor det hed: "Du skal ikke stjæle. Du må ikke bedrive hor. Du må ikke slå ihjel". Sådan hedder det ikke mere. Det er mennesket vokset over, nu er det så at sige ikke et lille barn mere. Nu begynder det at blive et menneske, der skal have ansvaret for sig selv. Nu bliver det ikke sagt udefra, du skal gøre sådan og sådan, nu skal mennesker begynde at se, jeg må ikke stjæle, fordi det er tåbeligt.
      Menneskene begynder at opdage, at det er forfærdeligt naivt at stjæle. De opdager, at det er tåbeligt at bagtale andre, for de kan jo ikke være anderledes, end de er. De må jo gø, ligesom hundene må gø. Menneskene må også udføre en slags gøen, når de ikke er nået længere. Det at bagtale er en slags gøen. Hunde gør ad fremmede mennesker, de gør ad det, de ikke forstår, ad det, de synes er mærkeligt. Sådan gør mennesker også, men de bruger ord og sætninger, og sommetider er disse ord dødbringende og dræbende.