Grand Kursus
Med næstekærligheden begynder et nyt lys at gennemtrænge verden
493.
Tilbage står endnu det nationale, det med at landene har deres egen regering, og at de har deres egen selvbestemmelsesret osv.
Religionen har for længst lært os, at vi ikke sådan kan leve for os selv.
Vi skal lære at elske vor næste.
"Den, der har to kjortler, må dele med den, der ingen har", sagde Kristus, som netop var i Guds billede, i Guds bevidsthed, i den bevidsthed, der skal blive gældende.
Det hedder også, "enhver er sin næste nærmest", og når man skal elske sin næste som sig selv, kan der jo ikke gives et højere mål.
Det er altså loven, og der er ingen mulighed for at slippe udenom.
Selv om det naturligvis for visse mennesker ikke er med stor glæde, så går det alligevel i den retning.
En masse tvangsforanstaltninger betinger jo, at vi må hjælpe vor næste.
Hvad er skatteprincippet for noget?
Er det ikke penge, der skal betales, fordi de skal gå til hjælp til vor næste?
For disse penge skabes der dejlige og gode forhold i landet, der bygges f.eks. veje, skoler, læreanstalter, alderdomshjem, og der gives invaliderente osv.
Disse penge er altså ikke blot for en selv, men også for ens næste.
Når man begynder at iagttage det fra den ene ende til den anden, er det ikke vanskeligt at se, at alt det gamle er i opløsning.
Alt det, som var gældende førhen, som var urokkeligt stadfæstet, som måtte være det højest ideelle, er under opløsning, og nye principper kommer til syne her og der.
Et vældigt lys begynder at gennemtrænge verden.