Hvad de kosmiske analyser viste os
527. Vi har igennem de kosmiske analyser set, hvordan det i mikrokosmos er akkurat ligesom i makrokosmos. Vi har således set, at der findes et andet kosmos, et kosmos, der for os kun er synligt som lysende punkter. Vi har set et mikrokosmos, der ligeledes er en samling af lysende punkter, og så har vi ovenikøbet det kosmos, som vi selv er født i, nemlig mellemkosmos, hvor hele sceneriet kommer frem, næsten som om det var på et vældigt kæmpeteater. Ser vi tingene bag ved kulisserne, ser vi jo ikke andet end kaos, forvirring osv. Ser man det fra tilskuerpladserne, kan det blive det mest henrivende, glædesbefordrende og livgivende skuespil, man kan se.
      Her i mellemkosmos vil vi komme til at se hele verdensaltet som et sådant skuespil, når vi kommer til at se det med Guds eget syn. Det er nemlig den beregnede tilskuerplads, hvorfra hvert eneste væsen lige fra mikrovæsen og til makrovæsen skal komme til at se det, fordi det er den primære tilstand. Før man sidder på dette udsigtspunkt, har man ikke det rigtige billede af tilværelsen. Da ser man bare en hel masse kulisseforeteelser, der arbejder og fungerer. Der sker det og det og det, men hvad det er, og hvilken rolle, det har at spille i det store spil, ved man ikke.
      Derfor er det, som verdensaltet fortæller igennem de kosmiske analyser, en vældig stor livsbetingelse for menneskene fra nu af og fremefter. De kosmiske analyser er lavet for alle de mennesker, der ikke kan få deres intellektuelle hunger tilfredsstillet på anden måde. De er mætte. De kan ikke få forklaring nok igennem den materielle videnskab, og religionen kan slet ikke hjælpe dem. De er blevet klar over, der må være noget mere til. De er med deres humane talent og intellektuelle begavelse hævet op over de forklaringer og de foreteelser, de bliver vidne til igennem selv den største materielle videnskab. De føler og fornemmer: Det er ikke forklaring nok! For dem er det umådeligt store univers stadig dødt.
      Igennem de kosmiske analyser har vi hele vejen arbejdet med levende ting. Der har ikke været noget som helst, der var dødt. Alting var levende. Vi ved, at hver eneste bevægelse ikke kan udgå fra andet end et fast punkt. Dette faste punkt kan ikke være noget, der er skabt. For hvad der kan skabes, kan kun være noget, der kan reagere. Om det er aldrig så fast en ting, vi ser og tror, at det er absolut stilstand, så er det jo ikke stilstand, tværtimod.
      Det er en kolossal, kombineret kraft, der ligger i stoffet, og når man finder vejen til at kunne frigøre denne kraft, bliver det en kolossal udfoldelse. Det har vi oplevet ved, at menneskene og videnskaben har fundet ud af at lave atombomber. De kan lave disse vældige eksplosioner. Det er kræfter, der er samlet i små bitte felter. Der findes ikke faste punkter i det skabtes verden. Det, vi kalder et fast punkt, er kun i forhold til noget andet, til et andet såkaldt fast punkt eller til en anden bevægelse.
      Vi mener, at vi står på en fast jord. Jeg står her ved en talerstol, den er også fast. Den er sådan lige nu, og i næste øjeblik vil den rimeligvis også være ligesådan. Men hvis vi så ned i mikroverdenen, ville vi se stjernesystemer suse af sted med vældig fart. Vi ville se himmellegemer brænde sammen, vi ville se nye kloder komme frem, og imellem alle disse foreteelser ville der være et kolossalt tomrum, akkurat som vi ser ude i verdensrummet.