Grand Kursus
Gud skaber igennem de levende væsener
84.
Når vi ser på selve verdensaltet og naturens processer omkring os, kan vi ikke komme uden om, at der i højeste grad er logisk skabelse.
Den logiske skabelse er ikke noget, der er særligt for menneskene, tværtimod.
Menneskene lever i en lang epoke, hvor de ikke er i stand til at skabe logisk, hvor de netop føres af denne vældige natur, beskyttet af denne natur, i kraft af en organisk indbygget kraft, instinktet.
Ser vi ikke, at trækfuglene flyver over den halve jord til andre steder på kloden og finder ganske vidunderligt vej frem?
Ser vi ikke på en masse andre områder, hvorledes dyrene i kraft af instinkt kommer til at leve i kontakt med deres egen livsbetingelse?
Og ser vi ikke, hvorledes primitive folkeslag også kan befordres i tilværelsen i kraft af instinktet?
I dag begynder mennesket at få andre evner, ved hvilke det bevidst skal tage del i dets egen livsførelse, men vi ser stadig instinktet.
Instinktet fører det spæde barn, det danner fosteret i moderens liv, det danner vore organer og fører dem frem til funktion.
Med hjernen behøver vi ikke at tænke på noget af alt det, det passer sig selv.
Vi skal bare passe på, at vi med hjernen ikke ødelægger det.
Af naturen er det fuldkomment.
Er det ikke en guddommelig velsignelse, at vi har en sådan organisme?
Vi har øjne og kan se lysets virkninger, farver og hele den strålende verden.
Vi har ører og kan høre lydene, og vi har andre sanser.
Vi har evner og begavelse, så vi kan begynde at tænke Guddommens tanker efter og selv begynde at skabe.
Om lidt vil vi på billederne se, hvorledes skabelsesprocessen er en kendsgerning lige så langt tilbage, som vi overhovedet kan se noget komme ind i den materielle verden.
Vi ser en eneste uafbrudt logisk skabelse, der fører tingene fra den ene tilstand til den anden, fra en tilstand til en fuldkomnere tilstand og derfra til en endnu fuldkomnere tilstand og så videre.
Hele vejen bliver slutfacittet bedre og bedre, for til sidst at kulminere og skabe væsenet til at være et væsen i Guds billede, altså til et væsen, som er bevidst i verdensaltet, som er bevidst i Guds bevidsthed, som er ét med Guddommen, som kender forskellen på det onde og det gode, som er logisk og har logisk begavelse, såvel i materiel opbygning som i opbygning af væremåde.
Vi ser, at skabelsen standser ikke ved, at mennesket kommer ind i billedet.
Vi ser, Gud skaber igennem de levende væsener, Gud skaber honning igennem bierne, Gud skaber byer, kulturforeteelser og en hel masse andre ting igennem menneskenes skabeevne.
Vi ser, at Guddommen utrættelig fører denne skabeevne videre, så menneskene bliver dygtigere og dygtigere til at skabe, bliver mere og mere humane, kommer mere og mere bort fra fejlagtige foreteelser, fra vildfarelser, overtro osv.
Det kan vi ikke undgå at se.
Vi ser, at når man skal indstille sig på at komme til livsmysteriets løsning, kan vi ikke nøjes med at veje og måle og derved tro, at vi finder løsningen i de ting, vi kan veje og måle.
Vi må slippe det.
Vi må se på det hele, som det er, og derved kommer vi så til de facitter, som vi ikke kan tage væk.
Verdensaltet er "noget som er", og vi ser, at dette noget manifesterer sig igennem en hel masse skabte foreteelser, og derved afslører det en guddommelig skabeevne, akkurat ligesom mennesket tilkendegiver sig ved sin skabelse, tale og væremåde.
Det levende liv uden for os manifesterer sig, ligesom vi selv manifesterer os.