Grand Kursus
Solen
86. Når vi ser nærmere på disse systemer, kan vi se, at de er inddelt i sole. Vi er ovenikøbet så nær en sol, at vi har lejlighed til at leve i dens stråleglorie. Ude fra verdensrummet ville det se ud, som om vi sejler inde i en vældig lysglorie. De yderste kloder i vort system er så langt borte, at de kun ser solen som en lille stjerne. Men vi sejler inde i dens lysglorie, og derfor kender vi solen så godt nu, at vi ved, at den er kraftcentret for livet på de andre kloder.
      Nu kan vi tage vor egen klode, som vi kender bedst. Hvis solen ikke eksisterede, eksisterede vi heller ikke her på denne klode. Alt, hvad vi har at gøre med, er opmagasineret solstof. Vor krop og den mad, vi spiser, er opmagasineret solstof. Det hus, vi bor i, er opmagasineret solstof. Der er ikke noget som helst, der ikke er solstof omarbejdet til glæde og velsignelse for vor eksistens. Hvis solen eksploderede, forsvandt i rummet, så ville alt liv forsvinde her fra kloden. Sådan ser vi, at det arbejder sammen. Man kan da ikke sige andet, end at det er logisk. Det er da til stor glæde og velsignelse for os, at solen eksisterer, og at den på denne måde holder vor klode i en tilstand, så det bliver en glimrende klode med vældige betingelser for, at vi her kan komme til at opleve en strålende tilværelse. Det skabes alt sammen ud fra dette centrum, dette kraftcenter. Vi kan ikke tage det væk.
      Men solen er også knyttet til andre systemer. Den er et led i et system af sole, og systemerne af sole er led i højere systemer. Alle systemer er lige afhængige af hinanden. Solen er afhængig af de andre systemer, kloden omkring solen er afhængig af solen, og vi igen er afhængige af kloden, vi er på. Vi ser en kolossal, urokkelig forbindelse med livet i verdensaltet. Det er ligesom inde i vor egen organisme, hjertet har forbindelse med lungerne, og lungerne har forbindelse med nerverne, og det hele arbejder sammen, alle organerne er forbundne og danner en enhed. Således kommer vi til at opleve, at kræfterne arbejder sammen til fordel for levende væsener, til glæde og velsignelse for levende væsener.