Jorden og månen
87. Så kommer vi ned til vor klode. Vi ser månen, der er udtryk for, at en klode også kan være blevet til et lig. Kloder kan forgå, de har en afslutning, ligesom de også har en begyndelse. Kloder kommer til syne i verdensrummet som varme, som gasagtige tåger, der fortætter sig til ildmasser. På en sådan klode eksisterer vi, her er skønne, dejlige terræner med evige somre. Den er nået frem til et så fuldkomment trin, at menneskene kan leve her og have en glimrende tilværelse.
      Der behøvede ikke at være alderdomshjem og invalidehjem. Der behøvede ikke at være invalider og krig. Der behøver ikke at være noget af alt det, som menneskene sukker og stønner under i dag. Der behøver heller ikke at være skattebyrder eller noget af den slags, så rig er kloden. Den venter bare på, at mennesket skal nå frem til dette stadium. Men det er befordret af en anden magt.
      Det er ikke menneskene, der har tildannet kloden, det er jo en ydre magt igennem solen. Solen har overført sin kraft til jorden, og solen har fået sine kræfter fra verdensaltet, og verdensaltet er udtryk for et højere væsen. Det kan man alt sammen iagttage, det kan man ikke komme bort fra.