Stk.:  (f,1-550)      
      Avanceret søgning
7. kapitel
Menneskets to sindelag. Livsovertroen og dødstalentet
Menneskets to sindelag, det onde og det gode, den dødbringende og den livgivende væremåde. Livsovertroen og dødstalentet, og den heraf udløste skæbne. Menneskets tro på næsten som synder, forbryder og uretfærdig, og troen på sig selv som uskyldig, som martyr og retfærdig, og denne dets indstilling til væremåden og skæbnedannelsen. Reinkarnationen. Årsag og virkning. Væremåden imod sig selv og imod andre.
 
Alle levende væsener er udødelige og evige
242. Vi er nu kommet så langt i dette kursus, at vi skal ind på det, som er særligt nødvendigt i forhold til grunden til at holde dette kursus, nemlig det, at man skal komme til at se, at der er retfærdighed i tilværelsen, at ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret. Kan man komme til at forstå det, får man et grundlag til at kunne bekæmpe det, der er menneskets allerstørste onde, nemlig dette at være vred og bitter, hadefuld og indigneret, vred på sine omgivelser, sin næste osv.
      Tidligere i dette kursus har jeg vist, at vi er udødelige. Alle levende væsener er udødelige. De består af noget, der ikke er tids- og rumdimensionelt, nemlig jeget og dets overbevidsthed. Ligesådan er hele universet også en levende organisme, som både rummer det noget, som ikke er tids- og rumdimensionelt, og så netop det tids- og rumdimensionelle. Ved at komme til at kende forskel på disse realiteter begynder man at få et grundlag at stå på, således at man kan gå videre og se på sin egen tilværelse.
      Med hensyn til menneskenes egen tilværelse er de kun vant til at regne med ét liv. De regner med, at man er født fra moders liv, og når man dør, så lever man ikke mere her.
      Hvis man ikke mere kommer til at leve i den fysiske verden, tror nogle, at man kan fortsætte med en evig tilværelse i en åndelig verden. Denne tilværelse skulle så forme sig efter den måde, man har levet på i den fysiske verden. Hvis man ikke har været god og kærlig, vil man heller ikke få en god og kærlig tilværelse på den anden side. Man vil blive fortabt og komme til at leve i en pine, der aldrig nogen sinde kan høre op.
      Hvis man har været i stand til at bede om at få syndernes forladelse, og hvis man har været nogenlunde god, kan man opnå at få syndernes forladelse, hvorved man så får en evig tilværelse i et vældigt lys. Ja, ligegyldigt hvor skrækkelig man så har været, kan man få syndernes forladelse. Det er jo tydeligt, at det ikke er tilfredsstillende for intellektualiteten. Det er ikke beregnet for mennesker, der tænker. Det er beregnet for væsener, der har fuld tillid til et væsen, som de mener har mere viden. Der kan ikke være nogen mening i, at man i et sådant lille bitte tidsrum skulle kunne skabe en årsag, hvis virkninger aldrig nogen sinde ville få ende. Der er ikke spor balance i det, og sådan er det jo heller ikke. Vi er jo allerede kommet ind på, at vi er udødelige, at vi er evige væsener.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.