Hverken den materialistiske eller religiøse verdensanskuelse har, under den form de hidtil er blevet doceret i verden, således noget med "videnskab" at gøre. Ikke desto mindre er ethvert normalt menneske, med kun almindelig fysisk sansebegavelse, stillet således, at det umuligt kan være til uden netop at tilhøre den ene eller den anden af de to nævnte verdensanskuelser. Enten er det "materialist", som det hedder, og tror absolut ikke på "udødelighed", tror ikke på nogen gud, mener at livet kun er en kombination af tilfældigheder, tror at mennesket er det højeste og ypperste i tilværelsen, er toppunktet for al livsytring, eller også er det "religiøst" indstillet, accepterer en eller anden påstand eller beretning om udødelighed, om en guddoms eksistens, om en højere tilværelsesform end den nuværende fysiske, en såkaldt "åndelig verden". Men da ingen af de nævnte to verdensanskuelser i deres hidtidige docerede form er "videnskab", men kun udgør "formodninger" eller uanalyserede påstande, er ingen af de to nævnte verdensanskuelsers tilhængere "vidende" væsener. De er enten "materielt" eller "religiøst" indstillede i kraft af "tro". De er alle uden undtagelse, både de "irreligiøse" og de "religiøse", således – "troende" væsener.
      Men sålænge en erkendelse kun er "tro", udgør den i virkeligheden kun en stærk tillid til et endnu af den "troende" ikke materielt selverfaret eller oplevet problem. Hvis det ikke netop var tilfældet, ville "troen" jo være blevet afløst af "viden". At være "troende" vil altså, som vi før har berørt, sige det samme som at have fuld tillid til et endnu ikke som kendsgerning selvoplevet problem, en for tillidens ophav endnu fysisk umanifesteret foreteelse. Men da erkendelsen af en fysisk umanifesteret foreteelse er det samme som erkendelsen af et – "tankeprodukt", og da et "tankeprodukt" igen er det samme som et – "åndsprodukt" eller en "åndelig" foreteelse, vil enhver, der har tillid til eller tror på en sådan foreteelse, jo i princip være "religiøs", idet en sådan tilstand jo netop består i at tro på "åndelige" foreteelser.
      Da den materialistiske verdensanskuelse, som vi tidligere har påvist, ikke er "videnskab", vil den allerhøjst kun kunne udgøre en "formodning" eller et "tankeprodukt", altså en "åndelig" foreteelse. At "tro" på denne foreteelse er således det samme som at være "religiøs".
      Den "materialistiske" verdensanskuelses ophav og tilhængere er således i princippet ligeså "religiøse" som den "religiøse" verdensanskuelses tilhængere. Alle normale mennesker kan altså i virkeligheden kun eksistere som "religiøse". Hvad enten man – "tror", at der er et liv efter det nuværende fysiske liv, at der eksisterer en gud og en højere tilværelsesform end den nuværende menneskelige tilværelse, eller man – "tror", at der ikke er noget liv efter det nuværende, at der ikke eksisterer nogen gud eller nogen højere form for tilværelse, bliver princippet det samme, nemlig dette, at man – "tror" på "noget". Om dette "noget" er "evig væren" eller "ikke evig væren" forandrer ikke princippet, sålænge hverken den ene eller den anden af disse to genstande for "troen" er oplevet som kendsgerning. Og var en af disse blevet afsløret som kendsgerning, eksisterede "troen" jo netop ikke, idet den da ville være afløst af "viden".
      For det "materialistisk" såvel som for det almindeligt "religiøst" indstillede væsen gælder det altså, at de begge "tror" på påstande eller dogmer. Disse påstande eller dogmer udtrykker forskellige "tænkte" eller "formodede" svar på tilværelsens gåde. Men da ingen af disse, under den docering hvori de hidtil er blevet manifesteret, er virkelig "videnskab", efterlader de stadigt tilværelsens gåde ganske uløst.
      Den samlede "troende" del af menneskeheden, såvel den "materielt" som den "religiøst" indstillede, står således i virkeligheden overfor tilværelsens og dens eget uløste mysterium. Og i ethvert af den nævnte dels enkelte individer findes derfor den samme lykkelige tilfredsstillelse ved at have en "formodet" løsning på dette mysterium at "tro" på. Absolut ingen helt normale individer indenfor nævnte "troende" del af menneskeheden kan undvære en sådan "formodet" løsning. Om denne er "materialistisk" eller "religiøs" forandrer jo ikke den kendsgerning, at den udgør en forestilling om tilværelsens højeste analyse. Men da en sådan forestilling jo er det samme som en – verdensanskuelse, kan absolut ingen af de her omtalte "materielt" eller "religiøst" indstillede væsener således være til uden at have en verdensanskuelse. Om denne verdensanskuelse kun udgør det primitive naturmenneskes "tro" på "feticher", "tro" på onde og gode ånder i stene, træer eller andre materielle foreteelser, – om denne formodede livets løsning er indianernes "store ånd" bag "de evige jagtmarker", eller det er zulukaffernes, ildlændernes, pygmæernes, buskmændenes eller eskimoernes elementære begreber om et forsyn, – om det er buddhisternes, muhamedanernes eller de kristnes følelsesfulde, men intelligensfattige "religiøse" dogmer, – eller det er den moderne følelsesfattige, men indtil en vis grad intelligensbegavede ateists benægtelse af al overfysisk livsytring, af alt guddommeligt, af al højere fornuftsmæssig verdensstyrelse, – så udgør dog disse her nævnte "trosformer", alle uden undtagelse, hver især en særlig "formodning" om eller opfattelse af det samme "noget", nemlig den ukendte verdensanalyse.
      At disse opfattelser er forskellige er kun ganske naturligt, eftersom de er nødsaget til at være et produkt af den meget forskelligartede begrænsning i erfaringsoplevelse, begavelse, evner, talenter, moralsk stabilisering, harmoni mellem livsførelse og natur, som de samme opfattelsers respektive ophav repræsenterer. Disse opfattelser kan derfor heller ikke udgøre den sande verdensanalyse, men er derimod hver især en ufejlbarlig analyse af det særligt specielle udviklingstrin, deres ophav tilhører.
      Da ingen af de nævnte opfattelser er "videnskab", hverken den "materialistiske" eller den "religiøse", hverken benægtelsen eller bekræftelsen af et højere forsyn, af det levende væsens udødelighed, af en absolut retfærdig verdensplan, eksisterer livets virkelige analyse stadig for de pågældende væsener som det ukendte "noget". Og alles bevidsthed er og kan således absolut kun være rettet ind på dette "noget". Alle dyrker dette mysterium, "materialisten" ved sin benægtelse, sin modstand, den "religiøse" ved sin tilbedelse, sin hengivenhed. Vi er alle i den samme "vingård". Der er kun én sand verdensanalyse, og vi er alle dens tilhængere i kraft af den tendens til at have en eller anden forestilling om samme, der er ethvert normalt menneske medfødt.
      Og fra dette mod os alle vendte makrokosmos-mysterium funkler solens lys alt imedens ind i vore hjerter, opvarmer vort bryst, farver vore kinder og giver øjnene glans. Om "mikroben" siger "ja" eller "nej", om den "tror" eller "ikke tror", kan højst blive til mærkepæle i dens egen skæbne. Det umådelige verdensalt med dets tusinder og atter tusinder af lysende stjerner, sole og mælkeveje fuldfører uantastet heraf sit evige kredsløb, beskriver stadigt den mysteriøse analyse af det ukendte "Noget" bag enhver form for liv, manifestation og bevægelse, afslører stadigt dette "Noget" i hvilket vi alle "leve, røres og ere".