Vi har nu i det foranstående set, hvorledes dyrerigets grundlov: "Enhver er sig selv nærmest", har gjort sig gældende helt op i det jordiske menneskes mentalitet, og ligefrem gjort "det dræbende princip" til religion, til gudsdyrkelse med et "Valhal" med kønslige tilfredsstillelser i form af "valkyrier" til belønning, til "himmerige".
      At benægte, at det jordiske menneske stammer fra dyrene, at det har udviklet sig frem af disse væseners levevis og love, og at jordmennesket netop med en stor del af sit væsen endnu afslører disse sine yngre stammefrænders mentalitet, instinkter, vaner og tilbøjeligheder, er jo at gå imod kendsgerningerne, er at gå imod de levende fakta, er at bedrage verden. Og man er således i dette tilfælde tilhænger af en opfattelse, der absolut ingen rod har i virkeligheden og absolut udelukkende kun kan være en nøgen påstand, medens forståelsen og erkendelsen af menneskets dyriske afstamning hviler på en serie af urokkelige kendsgerninger, der efterhånden bliver desto større, jo mere intens og indgående efterforskningen af problemet finder sted. En benægtelse af menneskets dyriske afstamning er således, og vil aldrig nogen sinde kunne blive andet end menneskepåfund, fantasi, illusion og overtro, medens erkendelsen af nævnte afstamning er videnskab, hvilket vil sige, livets egen tale, livets egen demonstration og derfor den absolut direkte "Guds tale". Men den direkte "Guds tale" må vel være det absolut sande "Guds ord" og derfor den eneste retmæssige og værdige religion for et dybttænkende eller højintellektuelt væsen.
      Og det har da også vist sig, at alle fortidige opfattelser, trosbekendelser og gudsdyrkelsesforhold efterhånden har måttet vige pladsen for nye opfattelser, bekendelser og forhold af samme art, der var af mindre dræbende natur end de forudgående. Og er denne forandring af mentalitet ikke stadigt gældende? – Er det ikke netop den, vi oplever, når vi bliver vidne til, at mange mennesker ikke mere bryder sig om at gå i kirke, ikke mere bryder sig om dens såkaldte "velsignelse", ikke går til alters, ikke lader deres børn døbe eller konfirmere osv.
      Er det ikke også den samme degeneration eller forvitring af de gamle former, der gør sig gældende, når kirkens mænd indbyrdes har forskellige meninger om det, der absolut kun skulle kunne udgøre én mening, nemlig: sandheden. Sandheden er jo sandheden og kan absolut ikke blive andet end sandhed. Når der er forskellige meninger om den, viser det kun, at disse meningers ophav ikke alle er kommet til den virkelige sandheds erkendelse, thi hvis så var, ville de jo absolut kun kunne være af én og samme mening og dermed være enige. Er det ikke den samme uoverensstemmelse, der gør sig gældende imellem de forskellige religiøse sekter? – Påberåber de sig ikke alle hver især i særlig grad netop at sidde inde med den absolut ufejlbarlige sandheds erkendelse, skønt disse erkendelser er højst forskellige og meget afvigende fra hinanden? – Skaber dette ikke forvirring, krig og intolerance? –
      Men når selve sandhedens statsmæssige autoriteter: præsterne, samt medlemmerne af de religiøse sekter eller trosbevægelser, og alt, hvad der ellers kan komme ind under begrebet "keruberne", indbyrdes strides om, hvad der virkelig er livets mening, ses det tydeligt, at "Adam" og "Eva", her i deres flugt fra "livsens træ", i deres "uddrivelse" af "paradisets have", er kommet til et sted, en mental zone, hvor de i den største forvirring, ja, måske endda i visse tilfælde helt ubevidst, råber det store spørgsmål mod "himlen": Hvad er sandhed? –
      De befinder sig altså på et sted, hvor de gamle traditioner, de gamle former for skik og brug, den gamle moral ikke mere er i overensstemmelse med deres mentalitet. Men hvad bevirker dette? – Er det ikke således her, at "syndefaldet" begynder at ses i en hel anden belysning? – Er det ikke således, at meget af det, der før blev udråbt som umoralsk, viser sig at være illusorisk. Og meget af det, der før ligefrem var udgørende moralske forpligtelser, påbud eller love, nu ved sin opfyldelse skaber utrøstelig sjælekvide, abnormitet og sindssyge? –
      Hvad mener man om en moral, der udtrykker: "Enhver, der skiller sig fra sin ægtefælle uden for hors sag, han bedriver hor"? – Hvorledes passer den ind i et ægteskab, hvor manden er permanent beruset, tyranniserer, sulter og prygler kone og børn? – Gør den ikke her en frelsende skilsmisse til "syndefald", til en "umoralsk" foranstaltning? – Og hvis en mand gifter sig med en sådan fraskilt kvinde og tager sig kærligt af hende og hendes børn, bliver han så ikke af samme "moral" stemplet som "umoralsk"? – Hedder det ikke netop i denne: "Hvo der tager en fraskilt til ægte, han bedriver hor"? – At der er mennesker i dag, der ikke her sympatiserer med Bibelens ord og ikke overholder dette i nærværende tilfælde, afkræfter jo ikke, at en sådan moral eksisterer eller har eksisteret, men gør derimod førnævnte omtale af moralbegrebernes forvandling til kendsgerning.
      Er det ikke ligeså med Moselovens dødsstraffe? – Er disse ikke netop forældede for mennesker i dag? – Eller hvad mener man om Moselovens efterfølgende tilladelse af, og forskrifter for, slaveri? –
      "Når du køber en hebraisk tjener, da skal han tjene seks år, og på det syvende skal han udgå fri for intet.
      Dersom han kom enlig, da skal han udgå enlig; dersom han var en hustrus mand, da skal hans hustru udgå med ham.
      Dersom hans herre har givet ham en hustru, og hun har født ham sønner eller døtre, da skal kvinden og hendes børn høre hendes herre til, og han skal selv udgå enlig". –
      Men hvis slaven nu elsker sin hustru og sine børn og meget nødig vil skilles fra disse, så ordner Moseloven det på følgende måde ved at udtrykke: "Da skal hans herre føre ham frem for dommerne og holde ham op til døren eller dørstolpen, og hans herre skal gennemstinge hans øren med en syl; så skal han tjene ham evindelig". –
      Slaven må altså betale sit ægteskab og sin kærlighed til sine børn med livsvarigt slaveri. – Tænk hvilken fordel for slaveejeren; i kraft af denne lov kan han jo så at sige undgå at give de fleste unge slaver den frihed tilbage, som loven påbyder efter de seks års fangenskab, idet han jo blot behøver at lade disse unge mænd omgås de unge slavinder. Tror man så ikke her, at naturen vil kræve sin ret og gøre dem forelskede og modtagelige for ægteskab med de ufri kvinder, hvorved slaveejeren så sjæleligt kan binde dem til sig og gøre dem til sin private ejendom resten af deres levetid? –
      Jo, det kan vist ikke nægtes, at den mest udviklede moral i vore dage er noget anderledes, og at vi i det fremskredne moderne samfund har love, der fuldstændig er på tværs af disse Bibelens ældgamle forskrifter.
      Det viser sig altså her, at selve Bibelen i visse tilfælde kan være forældet, dens forskrifter uholdbare i daglig praksis, forkastet som barbariske og grusomme af en, den fortidige mentalitet, i humanitet og følelse, langt overlegen erkendelsesevne. Men når moralen således forvandler sig, og denne forvandling netop ikke er i dyrerigets favør, men går imod de dyriske principper og love, sætter væsenet mere og mere ude af stand til at befordre "det dræbende princip", gør det mere humant og kærligt, bliver dette så ikke netop livets egen demonstration af beviser for, at "Adams" og "Evas" skabelse endnu foregår, og at "leret" eller materialet for denne skabelse er "dyret"? – Har vi ikke netop her set, at hele den jordiske menneskeheds tilværelse, dens religioners forvandling, dens voksende humanitet: socialreformer, hospitals- og retsvæsen, afskaffelse af dødsstraf osv. Trods krig og ufred, er en vandring bort fra de dyriske tendensers love og principper, og at den samme menneskehed i stor udstrækning er kommet helt bort fra sit oprindelige religiøse grundlag, er kommet ud i stor forvirring, er blevet mentalt hjemløs, er hverken rigtigt dyr eller rigtigt menneske og skriger denne sin nøgenhedstilstand imod himlen. Og over kontinenter og have ruger sfinksens gåde. Gennem Pilatus' mund råber menneskeheden til Gud: "Hvad er sandhed"? –