Hvis "Adam" og "Eva" var resultat af et "mirakel" i primitiv forstand, frembragt på et øjeblik af absolut "intet", hvorfor blev de så ikke færdigskabt med det samme? – Hvis der virkelig eksisterede en mulighed for at skabe "noget" af "intet", så eksisterede jo også muligheden for "mirakuløst" at skabe "det fuldkomne menneske i Guds billede efter hans lignelse" øjeblikkeligt eller på stående fod ligeså hurtigt, som tanken overhovedet kunne fødes i Skaberens hjerne, idet en sådan skabelse jo absolut ikke fordrede nogen som helst forudgående betingelser. – Men når der ikke fordres forudgående betingelser, hvortil så denne lange udviklingsproces med dens mangfoldighed af sorger, lidelser og lemlæstelser, krige og mord, forfølgelser og rædsler? – Tror man, at Gud eller Forsynet er et perverst væsen, der morer sig med, på "mirakuløs" måde, i brøkdele af sekunder, at skabe væsener, som han kan have at pine i dage, måneder, år og årtier? – Tror man, han kommer i ekstase eller får unaturlige vellystfølelser ved at være vidne til, at tusinder af levende væsener dør af sult, tusinder af væsener bliver ædt af andre væsener, tusinder af væsener bliver myrdet, dræbt eller lemlæstet af had, misundelse og skinsyge, tusinder af væsener rådner op i levende live i form af spedalskhed, kræft eller går under på grund af andre uhyggelige sygdomme, tusinder af mennesker lever i mentalt og fysisk slaveri, lever i overtro og misforståelser, lever i uvidenhed om selv de mest elementære ting ved selve livets mening, tusinder af mennesker dør ved jordskælv, oversvømmelser, vulkanske udbrud eller ved andre former for naturkatastrofer. – Hvorfor ikke afskaffe alle disse "onder" på samme "mirakuløse" måde? –
      Når Forsynet kan skabe "noget" af "intet", kan det også gøre dette skabte "noget" til "intet" igen. Men når det ikke sker, så må det jo have særlig interesse af at være vidne til lidelserne. Hvis den "mirakuløse" skabeevne eksisterede hos dette Forsyn, er lidelserne jo absolut uden betydning for skabelsen og måtte derved være absolut unødvendige for dennes manifestation. Men når lidelserne således er absolut unyttige, er unødvendige, er absolut værdiløse, og Forsynet alligevel opretholder dem, kan årsagen jo absolut udelukkende være denne, at det finder behag i at skue disse. Hvis et menneske har sådanne tilbøjeligheder, at det finder behag i synet af lidelser og fremkalder disse hensynsløst, hvor som helst det kan komme afsted dermed, piner og plager dyr og mennesker, fordi det finder vellyst derved, kalder vi det unaturligt, sindssygt, perverst. Men det er jo lige akkurat en sådan tilstand Forsynet netop må være i, hvis det har "mirakuløs" skabeevne. – Men et sådant perverst eller unaturligt Forsyn tror jeg ikke ret mange kan føle sig tryg ved at hengive sig til i sine stille stunder eller gå ind i sit lønkammer og bede til. Og ikke desto mindre er det ganske umuligt at komme uden om, at en sådan pervers Gud, et sådant unaturligt Forsyn, en sådan lidelsens og ødelæggelsens dæmon ville være de yderste konsekvenser, være det eneste absolut og højeste facit, som kan udredes af erkendelsen eller troen på det absolutte "mirakel", hvilket her altså vil sige det samme som Guddommens eller Forsynets evne til at frembringe "noget" af "intet".
      Hvis man derfor tror på et sådant "mirakel", tror at Guds skabelse består i at frembringe "noget" af "intet", tror at "Adam" og "Eva", dyrene, planterne, jorden osv. er blevet til ved det absolutte "mirakel", er fremstået af absolut "intet", da er det det samme som, at man hengiver sig til eller tilbeder en sindssyg eller pervers gud. Da er den dybeste autoritet i ens mentalitet det samme som denne lidelsens og ødelæggelsens uhyrlige dæmon, selv om man slet ikke aner det. – Og gud ske lov og tak for det. Thi nævnte dæmon er heldigvis kun de yderste konsekvenser af en fejlagtig forestilling om, eller opfattelse af, den guddommelige skabeevne. "Intet" kan nemlig ikke blive til "noget". Og en skabelse baseret på opfattelsen af, at "noget" kan frembringes af "intet", og den heraf følgende perverse og unaturlige guddom kan således aldrig nogen sinde blive en kendsgerning, men må i al evighed forblive den tænkte eller teoretiske udredning af konsekvenser, hvis manifestation kun er mulig, hvis verdensaltet var det modsatte af, hvad der i dag viser sig som virkelighed. Er det ikke netop en kendsgerning, at alt i tilværelsen eksisterer på basis af bestemte love, er et resultat af bestemte betingelser. Og ville livet og tilværelsen ikke udgøre det absolutte kaos, hvis ikke det netop var lovbundet. Og er det ikke netop denne lovbundethed i materien, der læger såret, gør den syge rask? – Og er det ikke den samme lovbundethed, der bevirker, at vi kan se, høre, føle, tale? – Er det ikke den samme lovmæssige organisering af materien, der gør det muligt, at vi kan elske og holde af, og igen selv blive genstand for kærlighed? – Kræver ikke hver eneste lille bagatel i livet særlige betingelser for sin manifestation? – Og er det ikke netop mangelfuld evne til at efterkomme de lovmæssige betingelser, der skaber disharmoni, der skaber vore lidelser eller alle former for kontraster til glæde og lykke? Hvis ikke der var lovmæssighed i livet, i naturen, i tilværelsen, var der ingen viden, var der intet at lære. Hvad er videnskab og visdom? – Er de ikke udelukkende kun udgørende lovmæssighedens absolutte analyser? – Og hvad er livet uden disse analyser? – Ville det ikke være døden? – Er bevidstheden ikke primitiv og bevidstløs i samme grad, som den mangler viden? – Og udgør alle disse ting, som er selve virkeligheden, ikke et langt større "mirakel"? En skabelse, der efterlader kærlighed, fuldkommenhed og harmoni, skaber viden og dermed bevidsthed, liv og tilværelse, må da være tilværelsens eneste absolutte virkelige "mirakel", ja, et "mirakel", der ganske udelukker muligheden af den perverse, sindssyge eller abnorme guddom og lader det betingelsesløse "mirakel" komme til syne som kun udgørende et blot og bart fata morgana i uvidenhedens tomme ørken. Den evige Guddom er kulminationen af fuldkommenhed og derfor kærlighedens sol, ganske uafhængigt af, hvilken overtroens eller illusionernes farvede glas den gudhengivne så end ser ham igennem.