Nu vil man måske indvende, at man bag alle fysiske redskaber ser en synlig benytter. Bag bilen ser man en bilist, bag skrivemaskinen en skriver og bag bogen en læser. Men er det nu rigtigt? – At se bilisten, at se skriveren, at se læseren, er det det samme som at se den virkelige "benytter" af bilen, skrivemaskinen og bogen? – Nej, absolut ikke. Det vi direkte ser, er ikke "benytteren", men stadig kun dennes redskaber. Ligesom bilen ikke er bilisten, men kun er et befordringsmiddel for denne, således er det, vi ser af bilisten, nemlig hans fysiske legeme eller organisme, heller ikke bilisten, men kun hans orienterings- eller manifestationsredskab på det fysiske plan. Dette redskab i tilknytning til bilen, i tilknytning til skrivemaskinen eller i tilknytning til en bog er det, vi henholdsvis kalder "bilisten", "skriveren" og "læseren". Og de nævnte udtryk er således i virkeligheden kun redskabsudtryk på samme måde som "økse", "kniv", "skovl" og "spade" osv. Ligesom disse begreber ikke udtrykker deres benytter, men derimod en særlig tilknytningsmåde til dennes manifestation, således udtrykker "bilisten", "skriveren" og "læseren" også kun en særlig tilknytningsmåde til det "nogets" manifestation, der indirekte viser sin tilstedeværelse gennem organismen som den virkelige benytter af redskaberne.
      At dette "noget" virkeligt er til stede bag organismen og dens tilknytning til de øvrige redskaber: bilen, skrivemaskinen osv. bliver jo til kendsgerning gennem åbenbaringen af "bevidsthed", som netop ligger til grund for den forskel, der er mellem et "lig" og en "levende" organisme.
      Når bevidstheden er i organismen, siger vi om samme organisme, at den er "levende". Når den ikke er i organismen, kalder vi organismen et "lig". Den "levende" organisme gør det altså til kendsgerning, at bevidstheden kan være i organismen, ligesom "liget" gør det til kendsgerning, at den ikke mere er i organismen. Men når det således er en kendsgerning, at bevidstheden kan være både i og udenfor en organisme, så bliver det også en kendsgerning, at organisme og bevidsthed udgør to forskellige realiteter. Af disse to realiteter er organismen af fysisk stof eller materie, medens bevidstheden er af en helt anden natur. Dette bliver til kendsgerning derved, at organismen kan direkte ses ved hjælp af det fysiske syn, medens bevidstheden kun indirekte kan erkendes gennem sine i den fysiske materie fremtrædende virkninger. Når disse virkninger ikke mere fremtræder i den fysiske materie, siger vi om denne, at den er "livløs". Bevidstheden afviger altså fra den fysiske materie derved, at den ikke kan ses med fysiske øjne. Men da den alligevel kan erkendes som kendsgerning, bliver det også til kendsgerning, at den opleves på en anden måde end de ting, der opleves gennem det fysiske syn. Hvad er det for en anden måde, den således kan opleves på? – Er det ikke ved at "regne" forholdet mellem årsag og virkning ud og derved komme til – ikke en fysisk, – men en "ikke-fysisk" oplevelse.
      Det bliver altså her til kendsgerning, at det levende væsen samtidigt sanser på to helt forskellige måder og derved bliver genstand for to ligeså forskellige former for oplevelse. Det sanser således direkte fysiske virkninger gennem sit fysiske syn. Det "ser", at himlen er blå, det "ser", at skoven er grøn, det "ser" kornet bølge i brisen, det "ser" at bække, åer og floder løber mod havet osv., men det "ser" absolut ikke, "hvorfor" tingene åbenbarer sig netop således som her nævnt. Det kan nemlig ikke "ses". Med de fysiske øjne er det absolut umuligt at "se" andet end "fysiske" virkninger. Hvis det modsatte var muligt, ville det væsen, der havde de skarpeste øjne, jo vide bedst besked med, "hvorfor" de ovenfor nævnte ting netop fremtræder således på det fysiske plan, som de gør. Men da det er en kendsgerning, at dette ikke er tilfældet, bliver det også til kendsgerning, at oplevelse af alle "hvorfor" sker ad en anden vej end den fysiske. Naturmenneskene, hvis fysiske sanser eller syn vel nok er mere trænet og skærpet end det udviklede kulturmenneskes, "ser" i større udstrækning de rent fysiske virkninger end sidstnævnte væsen, men det oplever i langt mindre grad end dette, "hvorfor" de fysiske virkninger netop er således, som de er. I modsat fald ville videnskaben jo høre hjemme hos naturmenneskene, og ikke som tilfældet er hos kulturmenneskene.
      Gennem det fysiske syn oplever man altså kun de fysiske virkninger og absolut ikke noget som helst andet. De fysiske virkningers årsag er således absolut utilgængelige for den fysiske sansning, det være sig ikke blot for synets, men også både for hørelsens, lugtens, smagens og følelsens vedkommende. Alle fysiske virkningers sande årsag er kun tilgængelig gennem en – udregning.
      Hvad er da en udregning? – En udregning er en evne til på basis af en i bevidstheden allerede eksisterende viden om "årsager" at komme til erkendelse af nye "årsager" gennem nye fysiske "virkninger". Et menneske "ser" således, som før nævnt, at alle bække, åer og floder løber mod havet. Det er en fysisk virkning, det kan "se". Men det kan ikke "se" årsagen hertil. Derfor har der også været engang, hvor denne årsag var en stor gåde, var et stort mysterium for datidens mennesker, skønt disse ikke stod tilbage for nutidens mennesker med hensyn til selve den fysiske "seevne". Når nutidens mennesker ikke desto mindre i stor udstrækning kender årsagen hertil, så har de altså ikke erhvervet dette kendskab alene ved at "se", men derimod hovedsageligt ved i forvejen at have været i besiddelse af viden om årsager til andre fysiske virkninger, med hvilken de har kunnet sammenligne vandets nedadløbende tendens. De har f.eks. i forvejen været i besiddelse af viden om, at når de slipper en genstand, de har i hånden, vil den, jo tungere den er, falde med desto større kraft mod gulvet. Derved er de kommet til kundskab om, at alle fysiske genstande er knyttede til en "usynlig" årsag, vi kalder "vægt" eller "tyngde", der igen er det samme som en "faldetendens". Ved hjælp af denne kundskab forstår de, når de siden ser vandets løb mod havet, at det skyldes denne faldetendens, og at dets løbs "usynlige" årsag således er dets vægt, som afstedkommer en tilsvarende grad af et fald ned mod de underliggende steder.
      Denne viden tilegner individet sig altså kun i kraft af, at det er i stand til i vandets bevægelse at genkende dennes identitet med genstandens fald fra hånden mod gulvet. På denne måde er det således gennem det tidligere oplevede, at man er i stand til at erkende de nutidige oplevelser. Der, hvor man ikke kan forbinde det tidligere oplevede med det nutidigt sete eller på anden måde fysisk oplevede, der bliver dette ganske uforståeligt, ligegyldigt hvor skarpt et fysisk syn eller en fysisk sansning man så er i besiddelse af. Og derfor er der netop så meget, som det moderne udviklede menneske i dag "ser" eller fysisk oplever uden at forstå, hvad det egentligt er, det i dette er vidne til.
      En udregning udgør altså en metode til gennem tidligere oplevelser at komme til erkendelse af nutidige oplevelsers sande analyser. Men denne udregning er således baseret på viden om tidligere oplevelser, og denne viden kan jo ikke eksistere uden at være baseret på "hukommelse". Og vi er nu kommet ind på funktioner i organismen, der er af en helt anden art end netop den fysiske sansning, funktioner, uden hvilke den fysiske sansning ville være lig nul, altså funktioner, der går ud på at "sammenligne", der går ud på at "udregne", funktioner, der afslører forskning og dermed yderligere afslører ønsker, begær og vilje. Men kan sådanne funktioner være egenskaber ved "dødt" stof eller materie? – Kan stoffet "tænke", "handle", udtrykke ønsker, begær, sorg og glæde? – Er det ikke det modsatte af kendsgerningerne? – Er det ikke en kendsgerning, når vi koncentrerer os på os selv, at vi da bliver vidne til, at det fysiske stofkvantum, der udgør vor organisme, er et – redskab, og at der bag dette redskab befinder sig "noget", der afslører sig som dette redskabs "benytter", "noget", der om sig selv siger: "Jeg handlede, jeg så, jeg hørte, jeg løb, jeg talte", altså "noget", der hele tiden benytter organerne, og hvis benyttelse, som vi lige har set, ikke kan finde sted uden ved en i forvejen bag organerne eksisterende viden, som altid vil være absolut bestemmende for nævnte "benytters" kunnen.
      Men når enhver sansning, hvilket vil sige tilegnelse af ny viden, således udelukkende kun kan ske på basis af viden fra forudgående oplevelser, bliver det også her til kendsgerning, at det levende væsen aldrig nogen sinde kan have haft nogen "første oplevelse". En hvilken som helst oplevelse af ny viden kan jo, som før påpeget, kun ske som identisk med noget af en "genkendelsesproces", og denne ville jo umuligt kunne finde sted, hvis der i det pågældende væsen ikke eksisterede erindringer om forudgående oplevelser. Men når det således er en kendsgerning, at al bevidsthedsfunktion er en reaktion mellem det levende væsens tidligere og nutidigt oplevede, så bliver det også til kendsgerning, at bevidsthedsfunktionen er "ældre" end det pågældende væsens nuværende organisme.
      Her vil man måske protestere og sige, at det lille nyfødte barn da absolut ingen viden har, men hvoraf ved man det? – Hvad baserer man denne påstand på? – Er det ikke en kendsgerning, at viden ikke direkte kan ses med de fysiske øjne, men derimod kun indirekte kan erkendes ved sin åbenbaring gennem væsenets fysiske organisme? – Denne er altså redskabet for det levende væsens åbenbaring af viden på det fysiske plan. Men kan denne åbenbaring blive fuldkommen, sålænge nævnte redskab endnu kun er i sin spæde begyndelse? – Hvem kan køre i en bil, sålænge dens hjul endnu ikke er færdige? – Hvad er en skovl og spade værd, sålænge de endnu ikke er forsynede med skaft? – Er det ikke en kendsgerning, at ethvert redskab først bliver fuldkomment tjenligt til sit formål, når det er helt færdigt i sin skabelse eller opbygning? – Hvorfor skulle en fysisk organisme så være en undtagelse? – Viser det sig ikke netop, at denne også bygges op og er mere færdigbygget, når den er fuldvoksen, end når den er nyfødt? – Men når den er mere færdig i voksen end i nyfødt tilstand, hvorledes skulle "benytteren" af denne så være i stand til at åbenbare ligeså megen viden i dens ufærdige eller nyfødte tilstand som i dens færdige og voksne fremtræden? – At "benytteren" af den fysiske organisme kun åbenbarer en ganske lille svag bevidsthedstendens i dens nyfødte tilstand kan således aldrig i noget som helst tilfælde være et bevis for "alderen" på "benytterens" bevidsthed eller mentalitet, tværtimod. Hvis bevidstheden bag det lille spæde fysiske legeme ikke udgjorde mere end det, der igennem dette kommer til syne, så var samme lille legeme jo fuldvoksent. Hvad skulle "benytteren" af nævnte legeme så med et mere fuldvoksent og færdigt legeme? –
      Nu vil man måske alligevel indvende, at det lille barn absolut modtager sine første fysiske indtryk uden at have nogen forudgående erindring eller forudgående viden, ved hvis hjælp, det kan gøre sig sine nutidige oplevelser begribelige, og at der således alligevel bliver tale om en "første" viden. Men er det nu rigtigt? – Ja, her må man jo først lære at forstå, at viden i virkeligheden er noget mere fundamentalt og dybtgående i bevidstheden end blot og bar en sum i dagsbevidstheden klart erindrede detaljer fra nærmere eller fjernere oplevelser gennem den nuværende fysiske organisme. Den udgør også en sum af ikke erindrede detaljer. Viden omfatter naturligvis alt det, vi kalder "dagsbevidsthed". Men hvis den ikke havde andre stadier at fremtræde under, ville den være ganske omsonst, og det levende væsens eksistens en umulighed. "Dagsbevidsthed" er således kun "viden" i sit første stadium, hvor detaljerne endnu klart erindres. Dette stadium kan vi kalde "A-stadiet". Herfra går den over i et andet stadium, bliver til vilje, bevidst handling eller manifestation. Dette stadium kan vi udtrykke som "B-stadiet". Herfra overgår den til at blive til automatfunktioner, hvilket vil sige vaner og tilbøjeligheder, der i virkeligheden er det samme som "talenter" eller "anlæg". Dette stadium kan vi udtrykke som "C-stadiet". På dette stadium har den som bevidst viden forlængst nået kulminationen af sin mission og behøver ikke mere at opretholdes som erindring og eksisterer da som en selvstændig arbejdende bevidsthedsfunktion, vi kalder "underbevidsthed".
      Fra underbevidstheden ledes og styres således alle de selvstændige funktioner i organismen, såsom hjerte-, kirtel-, fordøjelses- og vækstfunktionerne. Disse funktioner er altså "viden" omsat til selvstændigt arbejdende energicentrer og behøver således ikke mere individets bevidste kontrol eller viljetilskyndelse. Denne er da også her sat ud af spillet, således at individet ikke mere behøver at styre disse funktioner med hjernen. Men når det ikke mere behøver at styre disse med hjernen, behøver det heller ikke mere at være belastet med nogen bevidst viden eller erindring om disse funktioners hensigtsmæssighed eller formål, hvorved samme viden da også forlængst er udgået af individets "dagsbevidsthed".
      At disse selvstændige funktioner er åbenbaring af "viden" bliver til kendsgerning igennem deres planmæssighed eller den hundrede procents formålstjenlige mission, de opfylder. Hvis disse funktioners planmæssighed eller højeste intellektuelle opfyldelse af deres formål kunne blive til uden at have været "viden" på "A-stadiet", hvad skulle man så i det hele taget med hjernefunktion og intellektuel indsigt. Når organerne, som jo er de mest fuldkomne "maskiner" i tilværelsen, skulle kunne have bygget sig selv op hundrede procents tjenlige til et logisk formål uden noget væsens forudgående indsigt og viden, så måtte jo også enhver maskine, ethvert redskab i tilværelsen bygge sig selv op. Et lyntog, en bil, en rotationspresse måtte jo ligeså godt kunne blive til uden noget væsens forudgående hjernespekulation eller intellektuelle indsigt og ledelse, i særdeleshed da disse redskaber jo ikke er mere intelligensmæssigt eller intellektuelt opfyldende deres mission end organerne.
      Overalt eller i alle ting, hvor individets viden er på "A-stadiet", altså det dagsbevidste stadium, kan ingen som helst skabelse finde sted uden på basis af intellektualitet eller bevidst viden. Når menneskene ser, at maskinerne ikke kan blive til af sig selv, så er det jo fordi disses skabelse er viden på "A-stadiet", medens organernes skabelse forlængst er blevet til viden på "C-stadiet" eller det stadium, hvor den bevidste viden er blevet overflødig på grundlag af, at skabelsesfunktionerne gennem de mange liv forlængst er overgået i bevidstheden som vanefunktioner og således er blevet selvbefordrende.
      Skabelsen af alle de nuværende organer har således engang begyndt i fysisk materie som bevidste, intellektuelle viljefunktioner og dermed været henhørende under viden på "A-stadiet". Men da var organerne ikke blevet til organer, da var de på de nuværende maskiners stadium. Og de pågældende væsener havde andre organismer eller legemer, der efterhånden er blevet afløst af de nuværende. Og på samme måde vil de nuværende også efterhånden blive afløst af kommende organer, som i dag er på "maskinstadiet". Dette vil altså igen sige, at alt, hvad jordmenneskene i dag befatter sig med i form af udvidelse af intellektualitet, umuligt kan undgå at udvikle sig videre til manifestation eller handling. Denne kan igen kun finde sted i form af forandring af materie. Og den første omformning af materie er bevidst teknik. Omformningen af bevidst teknik bliver ved tilstrækkelig gentagelse til vanefunktion og er dermed en evne, hvilket altså vil sige, en selvstændig funktion uafhængig af hjernen. Men når disse funktioner således efterhånden gør sig uafhængige af hjernen, skaber de jo det fysiske legeme om. Det bliver efterhånden udstyret med det ene selvstændigt arbejdende center efter det andet, og skabelsen, der begyndte som viden på "A-stadiet", går over til at være viden på "B-stadiet" for at ende som en hundrede procent selvstændig skabeevne, der altså er viden i "C-stadiet".
      Hvis det ikke netop forholdt sig således som her påpeget, ville enhver tilegnelse af evne og færdighed være en umulighed. Men kendsgerningerne viser jo, at "øvelse gør mester", og at ingen får rutine uden igennem øvelse. Men øvelse skaber centrer for selvstændig funktion, hvorved hjernen aflastes til fordel for individets fortsatte tilegnelse af ny "A-viden".
      Viden er således ikke til for blot og bar at eksistere som en klar dagsbevidst viden besked med dette eller hint, men også for at omsættes i vilje og derved overgå til manifestation eller handling. Og efterhånden som den passerer kulminationen heraf, går den altså ud af "dagsbevidstheden", omformet til de selvstændige funktioner, vi kalder "evner", "talenter" eller "anlæg".
      Bag det lille nyfødte barns organisme eller legeme eksisterer der således en serie af sådanne "talenter" eller "anlæg", altså en serie selvstændigt arbejdende funktioner, af hvilke det lille legemes vækst og tilblivelse, dets kommende brugbarhed og udformning er skæbnebestemt. Da denne serie af anlæg således er "C-viden", hvilket altså vil sige viden i sin tredje fase eller det stadium, hvor den er blevet til selvstændig skabefunktion, bliver det en kendsgerning, at den pågældende lille organismes usynlige "benytters" mentalitet eller bevidsthed er ældre end selve den nævnte fysiske organisme. Hvor skulle ellers den viden komme fra, som afslører sig i organismen som kendsgerning i form af dens planmæssige skabelse eller tilblivelse? – Hvorledes skulle de "anlæg" eller "talenter" ellers blive til, på hvilke nævnte organismes skabelse er baseret? –
      At påstå, at de er nedarvede fra forældrene afslører kun en åbenlys naivitet eller uvidenhed om de faktiske forhold, thi hvis det var således, ville en udvikling aldrig nogen sinde kunne finde sted. Alle levende væsener måtte i al evighed være en hundrede procents kopi af deres forældre. Og hvor skulle så alle de evner og talenter komme fra, som mange børn er i besiddelse af, og som slet ikke i mindste måde findes hos forældrene, bedsteforældrene, ja, slet ikke på nogen som helst måde kan påvises at eksistere i den pågældende familie? – Hvordan kan ubegavede mennesker blive forældre til et geni? – Og hvorledes går det til, at geniers børn ikke er genier? – Hvor kommer alle de evner, talenter eller anlæg fra, der undertiden afslører sønnen eller datteren som tilhørende et helt andet og langt højere mentalt plan end forældrene? – De kan da ikke komme lige ud af luften. Man har endnu aldrig set, at "noget" kan blive til af "intet".
      Og kendsgerningerne viser da også, som vi før har påpeget, at enhver form for højnelse af mentalitet umuligt lader sig gøre på anden basis end netop ved oplevelse af erfaringer, ihærdigt slid med studium og øvelser. Og bliver dette slid, disse øvelser ikke netop til nye vaner, og er vanen ikke det samme som fostret til nye automatfunktioner, og er disse ikke det samme som nye evner, talenter eller anlæg, og er vi ikke her ved de kræfter, der åbenbarer sig bag fostrets eller organismens tilblivelse? – Disse er altså viden på "C-stadiet". Men da viden for at kunne fremtræde i "C-stadiet" (selvstændig skabefunktion) først har måttet eksistere i "B-stadiet" (bevidst vilje og handling) og forud for dette igen har eksisteret på "A-stadiet" (dagsbevidst viden), åbenbarer livet selv her for os, hvorledes de mentale kræfter, der kommer til syne bag organismens tilblivelse, engang har været klar "dagsbevidst viden" og gør det dermed til en kendsgerning, at samme mentale kræfter, hvilket altså vil sige, den bevidsthed, der nu kommer til syne i det nyfødte barns legeme, har eksisteret før som "klar dagsbevidsthed".
      At samme bevidsthed har eksisteret i et tidligere fysisk legeme bliver også til kendsgerning, idet fysiske evner og talenter jo kun kan blive til gennem fysiske erfaringer, og disse igen kun kan opleves i kraft af en fysisk organisme, der jo er det levende væsens redskab for al fysisk manifestation. Reinkarnation er således ikke mere en utopi, er ikke mere et dogme, er ikke en blind påstand, men kulminerende logik. De levende væseners ukrænkelighed som evige eller udødelige realiteter er videnskab. Og en stor sandhed, der i sig selv er nøglen til al videre forståelse af tilværelsen, åbenbarer sig her igennem for verden.