Kap.:  (i,1-95,a)      
      Avanceret søgning
53. KAPITEL
"Paradishaverne" har en lysside og en skyggeside
Bibelens "paradishave" udgør altså rige nr. 2 i "spiralen". Dette rige er som nævnt "dyreriget". Når man nu tænker sig, at man, for at være helt matematisk fuldkommen, må have oplevet den indeværende "spirals" fem riger, så vil man forstå, at den bibelske "paradishaves" "Adam" og "Eva" endnu er langt fra at være fuldkomne.
      At være fuldkommen, vil sige det samme som i sin egen livsform at kunne repræsentere "spiralens" højeste eksisterende oplevelsesform og skabemetode indtil hundrede procent.
      På dette højdepunkt af tilværelse viser livet sig i al sin umådelige storhed som Gud selv, bliver et levende væsen, i hvis favntag man usigelig lykkelig hviler. Og da åbenbarer man selv udadtil for andre den samme evige urokkelige storhed, er selv Guds eget udtryk, er hans virkelige "billede efter hans lignelse".
      "Spiralens" femte rige udgør dens mentale højdepunkt, er dens kulmination af harmoni, lykke og glæde, medens rige nr. 2 derimod er dens kulmination af modsætningen: smerte, sorg og ulykke. Den bibelske "paradishave" udgør altså hjemstedet for "spiralens" dybeste mørke.
      Rige nr. 6 fremtræder derimod som en indre "guldkopieret" oplevelse af alle "spiralens" fem forudgående riger, hvilket igen vil sige en i salighed afklaret erindringsoplevelse af de nævnte riger.
      Ligesom "spiralen" har en kulmination af lys og mørke, således har hvert enkelt af dens riger eller "paradishaver" også sin lys- og skyggeside. Vi kan henholdsvis kalde disse to sider for "livsens-træ-siden" og "uddrivelses-siden". I den bibelske "paradishave" udgør dyrene "livsens-træ-siden", medens de jordiske mennesker og de med dem forbundne tamme dyr repræsenterer "uddrivelses-siden". Disse væsener er den "udviste" "Adam" og "Eva", der er inde i "nøgenhedskvalerne". De er den hjemløse "forlorne søn", der søger efter faderen, efter "paradiset".
      Men da oplevelsen af en hvilken som helst erfaring aldrig kan eksistere uden, kosmisk set, at være en berigelse, en udvidelse af bevidstheden og dermed være et plus, vil dette betyde, at intet individ kan gå tilbage i udvikling. Det kan degenerere, men en sådan degeneration vil også være en erfaringsberigelse og dermed udgøre et plus for det evige jeg, der oplever erfaringen. Men når tilbagegang ikke eksisterer i verdensplanen, kan "Adam" og "Eva" aldrig nogen sinde komme "tilbage" til den "tabte" "paradisets have", thi dette ville jo være det samme som, at de oplevede erfaringer ved "uddrivelsen" pludselig skulle være uskete, hvilket er en umulighed, ligesom disse oplevelser, smerter og lidelser, så slet ikke ville have været til nogen nytte. En sådan meningsløs og unyttig manifestation eksisterer ikke i den guddommelige verdensplan. Alt her er "såre godt", hvilket vil sige nyttigt. Det skete kan aldrig være usket. Det er jo netop den guddommelige logiks løsning, at "syndefaldet" bliver til velsignelse, lidelseserfaringerne udvikler følelsesevnen, skaber visdom og klogskab og udløser kærligheden. Den "forlorne søn" vender derfor heller ikke "tilbage", men "frem" til faderen, ikke "tilbage" til "edens have", men "frem" til denne.
      Men denne vandring kan den "forlorne søn", den "udviste" "Adam" og "Eva" ikke foretage sig helt på egen hånd. Og de kommer da heller ikke ud af "paradishaven", før de helt kan klare sig ved egen hjælp. De vil stadig befinde sig i "uddrivelsessiden", indtil de har fået sanser og evner til at opleve Gud i den ny "paradisets have", hvor de "frugter", der var "forbudt" i den tabte "paradishave", er en livsbetingelse.
      "Uddrivelsessiden" er således ikke nogen straf eller fængsel, men er den sande livets skole. Den er Guds omskabelse af "Adam" og "Eva" til en højere form for tilværelse, en opdragelse til kosmisk dannelse og kultur. Og det "udviste" par er da også omgivet af Guds egne repræsentanter "keruberne" med "det blinkende sværd", hvilket sidste jo er "Guds røst", der stadig lyder gennem "haven".
      Og er det ikke netop udtryk for den højeste kærlighed, at denne "røst", som vi i det efterfølgende skal se, manifesteret i det "flygtende pars" eget kød og blod, manifesteret i præster, profeter og verdensgenløsere, er formet og tilpasset til det samme spæde "par", således at den kan forstås og tilegnes på ethvert trin, ethvert stadium på dets tunge vandring bort fra det tabte "livsens træ"? –
      Er det ikke netop den samme "røst", der har formet Bibelens beretning om det jordiske menneskes første begyndelse på jordkloden til det skønne letfattelige eventyr om "Adam" og "Eva", der kan vække de sympatiske evner i det endnu uintellektuelle "par" og derved trods alt vække inspiration, livslyst, tro, håb og glæde i det ellers så fattige og primitive naturmenneskes mentalitet? – Og er det ikke den samme guddommelige tale, der i dag gennem disse linjer åbenbarer "eventyret" som realistisk kendsgerning, som sand kosmisk logik, og dermed skaber glæde og forståelse af den guddommelige vilje, i det højintellektuelle kulturmenneskes dybe sind? –
 
'Paradisets have' og 'udviklingsspiralen'
 
"PARADISETS HAVE" OG "UDVIKLINGSSPIRALEN"
 
Fra den tykke streg til venstre og til den tykke streg til højre udtrykkes det afsnit i udviklingen, jeg har givet navnet "spiralen", fordi det gentager sig i højere og højere former. Som man ser, er der seks trin. Disse udtrykker hver et af "spiralens" seks forskellige "paradishaver", riger eller tilværelsesplaner. Af nævnte seks trin udgør det andet trin området for den bibelske "paradishave", der igen er det samme som "dyreriget", og hvortil det jordiske menneske hører. Nr. 1 er "planteriget" og nr. 3 er det rigtige "menneskerige". I henhold til "Livets Bog" udgør dette rige en ganske naturlig fortsættelse af "dyreriget", på samme måde som "dyreriget" udgør en fortsættelse af "planteriget". "Spiralen" udgør et udviklingsafsnit, indenfor hvilket al materie er oplevet til kulmination, og hvorved individets sanseudvikling har nået den højeste fuldkommenhed, og individet derved kulminerer i at være "ét med Faderen".
      Nr. 7 udtrykker det jordiske kendskab til "spiralen", der, som figuren viser, hovedsageligt kun omspænder første og andet trin, hvilket henholdsvis vil sige "planteriget" og "dyreriget", men har dog en svag begyndelse i rige nr. 6, der kendes som "mineralriget", og en ligesålidt omfattende afslutning i rige nr. 3, der er det i "Livets Bog" udtrykte rigtige "menneskerige". Den i felterne a. b. c. d. e. f. inddelte figur udtrykker hovedanalysen af "spiralens" "paradishaver". Vi har her måttet udelukke originalsymbolets farver, men jeg håber, at læserne ved hjælp af tallene og bogstaverne vil kunne orientere sig.*
      Det over trin nr. 2 forekommende afsnit af nævnte figur udtrykker den bibelske "paradishave". Ved en punkteret linje er denne inddelt i to afsnit: "livsenstræsiden" og "uddrivelsessiden". Disse to afsnit markeres henholdsvis ved den hvide og mørke cirkelfigur. Foroven i "uddrivelsessiden" ser vi et afsnit, mærket med et kryds. Dette markerer det bibelske "syndefald". Som figuren viser, er samme afsnit begyndelsen til en trekantet figur, der kulminerer på trin 3 for derefter at afslutte på trin 4. Dette vil altså sige, at det bibelske "syndefald", der jo er det samme som den tilfredsstillelse af begær, der underminerer "det dræbende princip", underminerer egoisme og ægteskab, bliver det bærende livsprincip på trin nr. 3, hvorefter det spiller en aftagende rolle på trin 4, og er her at udtrykke som "Adams hæl", der "knuses" af "slangen". På trin nr. 2 udgør det altså en gene, idet det underminerer dette trins lykketilstand og skaber dets mørkeside, men bliver lyssiden på det næste trin. På symbolet ser vi, at "det dræbende princip" (afsnit b) på samme måde har begyndt som "syndefald" i det forudgående trins "paradishave" og lod den der "syndende" "Adam" og "Eva" fremtræde som "kødædende planter", for så senere, da "det dræbende princip" helt fik overtaget, at lade dem opstå som "dyr" eller borgere i den bibelske "paradishaves" lysside. I denne lysside forekommer også et afsnit, der svarer til "hælen", der "knuses". Denne "hæl" er livsprincippet fra det underliggende rige nr. 1.
      Figur 8 udtrykker "kvindens sæd" og "slangens hoved". "Kvindens sæd" er det levende væsens evige urørlige livsprincip. "Slangens hoved" er alt, hvad der viser sig som hindringer, mørke og modstand i enhver form for skabelse, og hvis "knuselse" (overvindelse) derfor uvægerlig vil være nødvendig for skabelsen af en hundrede procents fuldkommen manifestation. På billedet er "kvindens sæd" vist som en figur, der begynder samtidig med det forrige trins "syndefald", eller "uddrivelsesside". Den ligesom fødes ud af en anden figurs kulmination. Denne kulmination er "slangens hoved". Men efterhånden vokser den ud af dette "hoved". Og der, hvor den helt er fri af dette, opstår "friheden". Mørke eller modstand er forbi. "Den forlorne søn" forenes atter med "faderen", og "paradishavens" sol lyser uhindret over den hjemvendte gudesøn, indtil nye begær og længsler mod endnu højere mål og trin atter vinker i det fjerne.
      De runde figurer foroven udtrykker individets berigelse med et nyt bevidsthedsfelt for hvert trin det passerer.
      Ligesom hver enkel "paradishave" har en mørk og lys side, således har selve "spiralen" også en mørk og lys side. Disse to sider udtrykkes henholdsvis ved figurerne nr. 9 og 10.
      "Paradisets have" udgør altså et i seks variationer fra mørke til lys i spiralen forekommende stigende princip, hvorved kulminationen af de to nævnte kontraster skiftevis kommer til sin højeste manifestation eller udløsning, og verdensaltet, som en uophørlig rytme, som en kæmpemæssig "dag" og "nat", som en evig tilbagevenden af "sommer" og "vinter", "forår" og "efterår", såvel i makrokosmos som i mikrokosmos, bringes til at tale, gøre Gud synlig, og vor egen oplevelse af livet til kendsgerning.
 
____________
* Originalsymbolet (symbol nr. 36) er gengivet i farver i Det Evige Verdensbillede, bog 4.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.