143. Denne gigantiske skabelsesproces, der opfylder verdensaltet, afslører som kendsgerning for den udviklede iagttager, at verdensophavet er et "levende væsen". Da alt, hvad der kommer ind under begrebet "bevidsthed", hører med til dette verdensophavets almagtsbevidsthed, bliver denne, som vi allerede har set, bevidsthed, der er det samme som Guds bevidsthed, at udtrykke som "alvidende", "almægtig" og "alkærlig". Men en så gigantisk udvikling kan menneskene ikke opnå på et enkelt jordliv. Der skal mange jordliv til, for at et menneske kan udvikle sig til at elske Gud og sin næste eller sine omgivelser som sig selv. Men denne lange udviklingsproces er absolut uundværlig. Det er smerterne og lidelserne, der forvandler mennesket fra iskold følelse til alkærlighed, og kan derfor ikke undgås. Men det er derfor, væsenerne er under det fysiske udviklingsområde i Guds skabelse, da dette er beregnet til at være hjemstedet for væsenernes oplevelse af denne mørkets proces.
      De ufærdige levende væsener er udelukkende på det fysiske plan for at "lære at tænke" eller at skabe tanker og dermed skabe "bevidsthed". De kan ikke lære at tænke på de åndelige planer. Materien på de åndelige planer er så let og fri af tyngdekraft, at væsenerne kan forme eller skabe tanker i den. Derfor kan væsenerne på de åndelige planer kun manifestere kopier af de tanker, de har lært at forme i den fysiske materie. Den er nemlig så tung eller har en tyngde, som væsenet skal overvinde for at kunne skabe sine tanker i den. Hvis tænkeren vil skabe en fysisk ting, må han vælge den materie eller det stof, der kræves som materiale til opbygningen af tingen. Dernæst må han forme tingen til det, den skal udgøre som det færdige resultat. Men denne opbygning af tingen i fysisk materie kan han normalt ikke gøre med sin blotte tankekraft alene. Det kan han kun gøre i kraft af sit fysiske legeme. I kraft af dette legeme udvikler der sig en vis fysisk kraft. Det er med denne kraft, at alle fysiske levende væsener kan skabe og opleve i fysisk materie. Hvis deres skabelse overstiger denne kraft, kan de tage andre fysiske kræfter til hjælp. Er det ikke det, vi ser, når menneskene anvender maskiner og apparater til hjælp for deres fysiske manifestationer? - Har menneskene ikke udviklet sig til at kunne anvende millioner af hestekræfter til hjælp for deres skabelse? - Der er en lang vej fra håndkraft til millioner af hestekræfter. Er det ikke i den retning, det er gået overalt og stadig går med menneskenes udvikling eller bevidsthedsskabelse? - Er der nogen steder på det fysiske plan verden over, hvor væsenerne og deres omgivelser gennem århundrederne ikke forvandler sig og ikke har fået større og nye tankearter? - Der finder altså en udvikling sted. Til hvilken nytte er den, hvis ikke det er de samme mennesker, der oplever denne gigantiske, gennem naturens forvandling eller udvikling, skabte bevidsthedsvækst? - Og er det ikke den, der fører til alvidenhed, almægtighed og alkærlighed? - Men hvorfor skulle den føre til de levende væseners skabelse i "Guds billede", hvis ikke der var en endnu større hensigt med den end at gøre væsenerne til kristusvæsener? -
      Det er bebudet, at mennesket skal blive i Guds billede efter hans lignelse. Hvordan kan det være i Guds billede uden denne skabelse? - Og hvordan skulle noget menneske kunne nå denne Guds færdigskabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse ved kun at opleve ét fysisk jordlivs oplevelse? - Det er ikke så mærkeligt, at Kristus siger til Nikodemus: "Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige". Da Nikodemus ikke rigtigt kunne forstå dette, spurgte han: "Kan en gammel mand igen komme ind i sin moders liv og blive født igen?". Kristus svarede: "Uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". At fødes på ny af "vand" er det samme som at fødes i et "nyt fysisk legeme". At fødes på ny af "ånd" er det samme som at fødes med en "ny bevidsthed". Mennesket kan altså ikke komme ind i Guds rige som et ufærdigt fysisk menneske. Vi må her forstå, at Guds store skabelsesproces, der forvandler et levende væsens bevidsthed fra at være næsten lig nul til mineral-, plante- og dyrevæsen og herfra frem til at være et færdigskabt menneske i "Guds billede efter hans lignelse", er en millionårig skabelse. Og den afsluttende skabelse af et nulevende jordmenneske er flere jordliv fremme endnu, inden det når kristusplanet. Derfor ser vi heller ingen færdigskabte mennesker i Guds billede efter hans lignelse på det fysiske plan. Hvad er et fysisk jordlivs tidsrum i forhold til den millionårige skabelse, som det enkelte jordmenneske befinder sig i? - Så længe et menneske har en halvfjerdsårig eller i enkelte tilfælde endog en hundredårig fysisk tilværelse og den heraf tilsvarende erindring og viden, hvorledes skal det da med den lilleput-erindring, det på dette udviklingstrin endnu kun har, kunne forstå den gigantiske skabelsesproces, det befinder sig i? - Det oplever at se, at dets nuværende fysiske jordliv har en begyndelse og en afslutning. Det ved ikke, at dets nuværende tilværelse er en midlertidig fortsættelse af dets tidligere fysiske tilværelser, det har haft før dets nuværende fysiske tilværelse, og at denne vil fortsætte efter en åndelig afbrydelse og således fortsættende til det færdigskabte menneske i Guds billede efter hans lignelse.