Kap.:  (f,0-144)      
      Avanceret søgning
Verdensaltets grundtone alkærligheden
Martinus betegner indholdet af Det Tredje Testamente som "alkærlighedens videnskab". I dette kapitel er samlet tre afsnit, som omhandler dette tema. Første del (stk. 20-26) er et manuskriptafsnit med overskriften "Verdensaltets grundtone alkærligheden". Anden del (stk. 27-39) er et afsnit med overskriften "Jordens indvielse i kosmisk bevidsthed". Tredje del (stk. 30-38) har ikke en samlet overskrift, men omhandler emnerne "Jesus Kristus som model på mennesket i Guds billede", "Mørket eller djævlebevidstheden som visdommens kilde", "Begyndelsen til skabelsen af mennesket i Guds billede" samt "Den seksuelle polforvandling".

Den endnu meget alkærlighedsløse verdenskultur
20. Alle mine kosmiske analyser eller samlede litterære værker udgør tilsammen alkærlighedens videnskab. Denne videnskab viser, hvorledes alkærligheden udgør fundamentet eller grundtonen i hele verdensaltets struktur og eksistens. Nævnte alkærlighed er således den allerhøjeste, logiske energiudfoldelse, der eksisterer. Den er selve kulminationen af fuldkommenhed i al tænke-, skabe- og væremåde. Resultatet af denne væremåde bliver igen den tilsvarende allerhøjeste, lykkeligste og glædeligste kulmination i livsoplevelse. Det vil igen sige, at i samme grad som mennesket manifesterer alkærlighed, i samme grad skaber det sin fremtidige skæbne tilsvarende lys og lykkelig. At dette ikke er et blot og bart postulat, kan ethvert udviklet eller begavet menneske let få bekræftet ved at iagttage det os omgivende ocean af menneskelig tankegang og tilværelse. Er det ikke en kendsgerning, at der, hvor alkærligheden mangler, eksisterer mørket i form af had, krig, unaturlig død og lemlæstelse? - Hvor i verden findes der uro og splid i ægteskabet, der ikke skyldes mangel på alkærlighed? - Hvor findes der bitter uoverensstemmelse mellem forældre og børn, der ikke ligeledes skyldes mangel på alkærlighed? - Hvor findes der en følelse af skinsyge, jalousi, vrede, hidsighed, vold, terror, kidnapning, tyveri, bedrageri, røveri og plyndring, der ikke har sin begrundelse i mangel på alkærlighed? - Hvad med krigenes koncentrationslejre, tortur- og dræbende gaskamre, blodige gadedemonstrationer, blodige religionskampe, blodigt diktatur og voldspolitik, frihedsberøvelse i tugthuse, fængsler og straffeanstalter? - Hvordan kan disse foreteelser finde sted uden mangel på alkærlighed? - Hvad med "hellig vrede" og "retfærdig harme"? - Hvordan kan det være andet end mangel på alkærlighed? - Udgør den ikke netop bitterhed og vrede mod et andet væsen? - Hvordan kan den da være udtryk for verdensgenløserens ord om at elske og tilgive sine fjender, og velsigne dem som forbander en, gøre dem godt som hader en, og bede for dem, som krænker og forfølger en? (se Matt. 5,44). - Hvorfor følte Kristus ikke "retfærdig harme" og "hellig vrede" imod sine bødler eller dem, der korsfæstede ham, når det skulle være en dyd at have denne følelse? - Var det ikke netop, fordi han i sin væremåde kun kunne opfylde alkærligheden og dermed livets allerhøjeste lov? - Var det ikke den væremåde, han forkyndte som den sande kristendom? - Hvordan kan "hellig vrede" og "retfærdig harme" høre hjemme andre steder end i Moseloven, der udtrykker som retmæssig dom blandt andet "øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brændt for brændt, sår for sår, blåtslaget for blåtslaget" (se 2 Mos. 21,24-25). Men denne lov er jo af al magt igennem Jesu forkyndelse og væremåde udtrykt som absolut ikke at høre hjemme i kristendom eller den virkelige opfyldelse af alkærlighedsloven. Her kan "hellig vrede" og "retfærdig harme" kun være udtryk for ubeherskethed, altså udtryk, ved hvilke man søger at camouflere sin egen ubeherskethed som både "hellig" og "retfærdig". Hvilket ufærdigt menneske forsøger ikke netop at udtrykke eller påberåbe sig sin vrede og bitterhed som retfærdig, altså i kontakt med den gængse moralopfattelse, for dermed at bevare sin position i andres øjne som en moralsk, hæderlig og agtværdig borger? -
      Men hvad med alle de andre fra fortiden nedarvede opfattelser af retsvæsen og straffedomme? - Hvad med alle de dødsdomme og andre straffedomme, man har idømt og stadig idømmer menneskene? - Hvor mange mennesker er ikke brændt på bålet som opfyldelsen af såkaldte "retfærdige" domme udstedt af øvrigheder eller autoriserede myndigheder? - Og hvor mange tusinder og atter tusinder af mennesker sidder ikke i dag indespærrede i uhyggelige tugthuse, fængsler eller straffeanstalter? - Og hvad er krigen mellem nationer og stater og ligeledes mand og mand imellem? - Er det at følge ordet om at gå i verdensgenløserens fodspor? - Er det at tilgive? - Er det at elske sin næste, som man elsker sig selv? - Men påberåbes ikke alle disse manifestationer af myndighederne som "retfærdige" og bringes til fuldbyrdelse, hvad enten de udgør dødsstraf eller indespærring, frihedsberøvelse og tortur? - Disse manifestationer florerer altså i virkeligheden overalt i verdens kulturstater. Om end de ikke ligefrem opfattes som "hellige", så dog som "retfærdige"? - Er det alkærlighed? - Er det kristendom? -


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.