Hvorfor bliver mennesket da unaturligt forfængeligt? – Ja, er det ikke netop, som vi tidligere har berørt, længslen efter beundring, længslen efter at folk eller medvæsener skal tro, man er en "fornem" person, tilhørende "overklassen", der ligger til grund for den i form af "forfængelighed" udløste energiform. Er det ikke netop således, at man ønsker at markere, at man tilhører et "højere" kulturtrin end disse? – Og i denne ukærlige holdning overfor medvæsenerne eller i dette overdrevne begær efter at brillere med et "højere" kulturtrin er det, at man "syer" flittigt på de "ny klæder", kejserens bare "skjorte" i eventyret. Man opfinder eller tilegner sig de mest yderliggående eller outrerede mode- eller swingkostumer. Og stolt vandrer man så rundt på gader og stræder i denne "bare skjorte" og glæder sig ved det "højere" kulturtrin, man netop i kraft af sin "moderne" fremtoning tror, man repræsenterer. Og det er jo netop denne forestilling, eller indstilling af mentaliteten, der udgør "hovmodet", og som før eller senere må falde. Det er dette skjulte "hovmods" tilstedeværelse, denne troen på sig selv som værende hævet over de andre, der forarger omgivelserne, således at disse yderliggående forfængelighedens repræsentanter undertiden bliver foragtet og generet af medvæsenerne. Disse medvæsener kan nemlig, om end ubevidst, dog psykisk fornemme den selvglæde over indbildt storhed, den hulhed og tomhed, der skjuler sig bag det ydre til tider stort anlagte, moderne raffinement hos de outrerede væsener. Og en dag skal disse medvæsener nok bringe indbildningen om "storheden" eller "fornemheden" til at briste, hvorved den "forlorne søns" bevidsthed fyldes med erkendelsen af hans kulturmæssige nøgenhed, hvilken erkendelse jo er det samme som "ydmyghed". Og den "forlorne søn" vender derefter blikket mod skabelsen af den virkelige "kultur" eller hjertets dannelse i sit indre.