Fra Bibelen ved vi jo, at farisæeren takkede Gud for alle de mange dyder og lovopfyldelser, han kunne praktisere. Han var ingen horkarl. Han var ikke som de andre tyve eller røvere. Han praktiserede slet ikke de mange andre overtrædelser af Moseloven, som de andre netop var ved at drukne i. Og det er sikkert rigtigt, at en stor del af disse farisæere eller jødiske yogier virkelig havde tilegnet sig en rutine, der gjorde dem til virtuoser i at kunne opfylde lovens bogstav. Men Bibelen siger os alligevel et andet sted gennem Jesu mund: "Ve eder, I skriftkloge og farisæere, I øjenskalke! Thi I ligner kalkede grave, som udvendig synes dejlige, men indeni er de fulde af døde ben og al urenhed. Ligeså synes I og udvortes retfærdige for menneskene, indvortes ere I fulde af øjenskalkhed og uret." Det er således ikke nok, at man kan opfylde en masse juridiske lovmæssigheder, ja, ligefrem at være virtuos på dette område. Denne kunnen er nemlig i sig selv slet ikke næstekærlighed, selv om den ganske vist er en rutine, der umuligt kan undværes, hvis næstekærligheden skal blive hundrede procent fuldkommen. Så længe lovopfyldelsen kun er en af intelligens opsat viljeføring, er dens motiv som regel kun en beregnet mental udsmykning. Dens ophav søger med denne udsmykning at hæve sig op over det mentale proletariat, hæve sig op over "toldere" og "syndere". Det er det samme princip, der går igen i Vestens lande, men på et endnu mere materielt plan. Her er det ikke så meget de religiøse idealer, man hjernemæssigt søger at tilegne sig rutine i at kunne praktisere for derved at høre til overklassen. Her er de religiøse idealer nemlig ikke mere i en sådan kurs som i Østens lande. I disse lande var det i fortiden præsterne med kongen i spidsen som ypperstepræst og de vise, der var det erkendte aristokrati. Hvem der ikke kunne tale med her og ikke havde de religiøse kundskaber og færdigheder, hørte til proletariatet. I dag er det anderledes, og navnlig i Vestens lande. Her er kongen ikke mere nogen ypperstepræst, ligesom den religiøse kunnen heller ikke i dag er fundamentet eller målestokken for flokkens eller samfundets aristokrati. Tværtimod, de religiøst interesserede er nærmest opfattet som samfundets åndsproletariat. Derimod er kongen blevet en verdslig person og har dermed reddet noget af sin position over i det moderne aristokrati, der jo så at sige udelukkende er baseret på materialisme eller økonomisk position. Alle storbesiddere, magnater og krøsus'er eller alle med stor økonomisk uafhængighed danner i dag samfundets erkendte aristokrati, ganske uafhængigt af disse væseners religiøse interesse og kunnen eller ikke-kunnen. De besidder de idealtilværelser, der udgør modellen til den store procentdel af flokkens ønskedrømme, indtil det går op for de samme individer, at deres livsvej vil komme til at gå langt uden om en sådan begunstigelse af skæbnen. Herefter bliver de i mange tilfælde bitre, misundelige overfor nævnte aristokrati og søger udløsning for denne bitterhed igennem en eller anden for dette aristokrati underminerende politik. At denne politik mere bliver en camoufleret udløsning af misundelse, end den er en manifestation af sand idealisme er her ikke vanskeligt at forstå. Og den art politikere eller idealister er det moderne materialistiske samfunds farisæere. De udgør Bibelens farisæerprincip overført til det materialistiske plan. For begge former for farisæisme er det gældende, at det hverken er idealisme eller sand næstekærlighed, men derimod i allerhøjeste grad egenkærlighed, camoufleret som idealisme. De søger begge to udløsning for selviske interesser. Den religiøse farisæisme søger at imponere medmenneskene med sin optrænede virtuositet i lovlydighed for derigennem at vinde flokkens beundring, medens den materialistiske farisæisme søger at imponere de samme væsener med sin som politik camouflerede misundelsesudløsning for dermed at vinde den samme beundring plus tilfredsstillelsen af sin hemmelige hævntrang overfor de af skæbnen mere begunstigede væsener end han selv. Vi har i disse to former for farisæisme lejlighed til at se, hvor umuligt det er for næstekærligheden at udvikle sig i den jordmenneskelige mentalitet ved en blot og bar ydre hjernemæssig viljeføring. Intelligensen kan ganske vist bringe de ydre rent tekniske foreteelser i orden, så væsenet ligesom farisæeren synes at overholde lovene til fuldkommenhed, men som vi lige har set, var denne lovlydighed lige såvel som den omtalte krøsus- eller kapitalistfjendtlige politik absolut ikke næstekærlighed, men de var toppunktet af, hvad et menneske kan yde af kristusidealet overfor sine omgivelser uden at besidde udviklingen af den indre organiske struktur, af hvilken den virkelige og sande næstekærlighed er et produkt, et sekret eller resultat.