Men er det ikke også "herodesmentaliteten", der i altfor høj en grad kompromitterer sig i den protest, hvis giftige og osende røgflamme slår ud imod enhver lille imødekommenhed overfor alle de ulykkelige, der i dag af deres skæbne og det store dramas brændinger som flygtninge er skyllet op på "sejrherrernes" ellers så solbeskinnede kyster? – Det er rigtigt, at disse ulykkelige tilhører det folk, der ville gøre sig til "herrefolk" over alverdens stater eller den samlede menneskehed, men de er nu lemlæstet, bastet og bundet. Deres store fabriksanlæg for skabelsen af krigsmateriel og måske endogså deres øvrige industrielle anlæg er fjernet og overført til sejrherrernes områder, ligesom visse områder af store godser, hvis besiddere i særlig grad ynglede militarisme og satte en ære i at opfostre militaristiske officersaspiranter og betragtede enhver officerstitel som eneste garanti for ære, kultur og dannelse, er udstykkede. Samtidig hermed er en overordentlig stor procent af deres byers beboelseshuse kun ruinhobe og askedynger og den overlevende legemligt og mentalt forkrøblede befolkning indtil hundrede procent underkastet sejrherrernes kontrol. Hvilken stat behøver i dag at være bange for disse havarerede materielle og animalske rester eller pjalter fra en fortidig kulturs domæne? – Tror man, det vil ødelægge en fremtidig verdenskultur, hvis man i dag er med til at gøre en juleaften en lille smule festlig for de tusinder og atter tusinder af små børn i flygtningelejrene, som kun kan se verden igennem den nåde og barmhjertighed, et overlegent, fjendtligt land finder for godt at tildele dem? – Det er rigtigt, at nævnte land kun kan tildele disse hjem- og fædrelandsløse mennesker så og så mange kalorier af den og den slags, når det drejer sig om produkter for livets ophold og ernæring, men det betinger absolut ikke, at man samtidig behøver at rationere barmhjertigheden for ikke at sige sympatien eller næstekærligheden overfor disse væsener i deres ulykke, fornedrelse eller getsemane.
      Det er rigtigt, at disse menneskers folk og førere ikke viste barmhjertighed eller venlighed overfor dem, de tvang ind under deres herredømme, men betinger dette, at alle vi andre skal tage dem til eksempel og gå hen og gøre ligeså? – I så fald har disse væsener, disse "førere" og "diktatorer", jo midt i deres nederlag, selvmord og undergang totalt sejret. Hvad nytter det, at sejren over disse nævnte væsener repræsenterer deres døde kroppe, deres ødelagte byer, industrier og krigsmæssige kunnen, når deres væsen og tankemetoder er sluppet helskindet over i sejrherrernes bevidsthed og der gives rigelig grobund og udviklingsmuligheder? – Vil ikke disse føreres forjættelser om, at deres metoder vil genopstå på deres landes ruiner og engang gøre deres folk til det førende "herrefolk" i verden gå i opfyldelse og blive til virkelig kendsgerning? – Hvad er det for en mentalitet, der skaber protest imod en smule venlighed imod de tusinder af små børn, der endnu næsten kun har set verden som et fængsel med bevæbnede vagtposter og pigtrådsspærringer? – Hvem skal fortælle disse børn om, hvad der ligger udenfor disse spærringer? – Ja, er der andre til at gøre dette end de ældste eller voksne, der også er fanger indenfor de samme lejre? – Men hvad og hvem skal disse voksne medfanger fortælle børnene om? – Udenfor er udelukkende kun sejrherrernes domæne. Og børnenes spørgsmål må jo i første instans blive angående den verden, de ser igennem plankeværkernes tilfældige sprækker, hegnstrådenes masker og mellemrummene mellem de bevæbnede vagtposter. Og hvad fortælles der så disse tusinder og atter tusinder af små videbegærlige væsener? – Ja, det kan udelukkende kun blive beretningen om en "Herodes" eller en "Kristus". Hvis sejrherren (den af de allierede stater, i hvis varetægt den pågældende flygtningelejr beror) ikke udviser barmhjertighed, forståelse og tilgivelse, må han for disse små væsener blive fremstillet som en grim og menneskefjendtlig "Herodes", der kun pønser på hævn, straf eller gengældelse og undertrykkelse af sine medmennesker for at bevare sit renomme som den sande "konge", hvilket i dette tilfælde altså vil sige "sejrherre" eller "hersker". At der kan skabes gode og frie "demokratiske" borgere af denne ungdom med denne beretning eller et sådant oplysningsmateriale om den mystiske verden udenfor pigtråden, kan kun de væsener tro, der vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde.
      Men hvordan skal disse forældre eller voksne medfanger fortælle andet til børnene, hvis det virkelig er en "Herodes", der regerer? – At denne "Herodes" kalder sig et demokratisk samfund eller markerer sig selv med en anden klang af kristuslyd betyder jo intet, hvis der hverken er tilgivelse eller forståelse og dermed heller ingen barmhjertighed, men derimod udelukkende kun er et glødende begær efter at gengælde ondt med ondt. At nævnte "Herodes" er et demokratisk samfund af en sådan art, er jo næsten endnu værre, idet dette samfund da består af – ikke én – men mange "herodesvæsener".