Med oplevelsen af de levende væseners udødelighed kan man ikke undgå at se, hvorledes retfærdigheden og dermed kærligheden bag al skabelse i naturen og bag alle de levende væse ners skæbner begynder at åbenbare sig for det virkeligt af hjertet sandhedssøgende menneske. Det ser, at alle levende væsener er underkastet en guddommelig forvandlingsproces i form af udvikling. Og der, hvor denne udvikling er færdig, er det levende væsen til glæde og velsignelse for levende væsener. Der er det en lysende og varmende mental sol for sine omgivelser. Der mærkes Guds nærhed. Der, hvor de levende væsener endnu ikke er færdige, kan de naturligvis heller ikke opfylde dette guddommelige formål. Her opstår jo store skyggeregioner med mental kulde, had og bitterhed, skinsyge og misundelse etc. Dette afføder igen krige og ulykkelige skæbner for de pågældende væsener. Og det er en sådan skyggeregion, der i dag hindrer den jordiske menneskehed i at få fred, glæde og lykke i deres kultur og samliv. Men udødeligheden viser, at denne tilstand kun er forbigående ligesom alle de andre udviklingsepoker, som naturens eller Guddommens skabelse udviser. Og da de andre epoker altid har ført fra en primitiv til en mere fuldkommen og færdigudviklet epoke, hvorfor skulle så den nuværende livsepoke for menneskeheden ikke også følge i det samme spor og blive afløst af en epoke, i hvilken hele den varige freds velsignelser og kulturelle goder skulle blive lysende for alle? Vi kan jo igennem denne store udviklingsproces, som førte kloden frem fra en glødende ildtilstand til dens nuværende tilstand se, hvorledes der blev fuldkomnere og fuldkomnere former for liv, fuldkomnere former for organismer eller legemer for de levende væsener. Og da udødeligheden nu viser, at det er de samme væsener, nemlig os selv, der var bag ved mineralmateriens reaktioner, og det ligeledes var os, der senere eksisterede i planteorganismerne for senere igen at komme til at opleve livet i endnu fuldkomnere organismer, nemlig dyreorganismerne, for derefter at ende i de strålende organismer, vi i dag kalder menneskeorganismer, kan vi ikke komme uden om, at vi er under en guddommelig modellering, i kraft af hvilken Gud vil føre os ind i en ny epoke, og i denne bringe ethvert menneske til at udgøre "Guds billede". Mennesket i Guds billede er igen det samme som et væsen, der er ét med Gud i alle ting og derfor kun kan åbenbare kærlighed, visdom, kunst, skønhed og glæde. Det åbenbarer Guds nærhed i og over alt, hvor det kommer frem.
      Udødeligheden viser os således, at ikke ét eneste levende væsen kan blive fortabt. Ikke ét eneste væsen kan komme til at opleve noget evigt helvede eller vedvarende være i en ulykkelig skæbne. Alle levende væsener uden undtagelse er i Guds favntag. Alle vil blive bevidst i Gud og dermed blive ét med sin næste, ét med jorden, ét med naturen og det virkelige liv. Det vil således i alle situationer blive ét med vejen, sandheden og livet.
      En større åbenbaring eller synliggørelse af retfærdigheden og kærligheden bag alle livets foreteelser kan ikke gives. I sandhed, retfærdigheden og dermed kærligheden er alle loves fylde.