Menneskehedens mest fremskredne intellektuelle væsener har ikke mere evnen til at tro. De vil derfor have absolut viden eller kendsgerninger. De er ikke uinteresserede i sjælelige eller psykiske spørgsmål, men svarene på disse må kunne logisk begrundes i deres eget daglige liv. De må udgøre livsvigtige analyser, der kan være en absolut logisk udredet vejledning i tanke- og viljeføring, således at de kan føre deres daglige livsoplevelse ind i en bane, hvor den er hundrede procent i kontakt med naturens eller selve de evige love for livsoplevelse. Den må afvige så meget fra den tidligere religiøse kirkelige vejledning, der kun var beregnet for følelsesinstinktet og kun kunne tilegnes ved tro, at den er en fundamentalt opbygget, logisk tankerække, synlig for forstanden eller intelligensen. Den kan således ikke være noget, der ikke skal forstås, men blot tros. Den må være en viden, man bliver givet, en anvisning til hjælp for udvikling i selvsyn af de evige fakta bag ved det levende liv, på samme måde som den materialistiske viden er en hjælp til udvikling af kendskabet til de rent fysiske fakta bag alle materier. På samme måde som menneskene i kraft af den materialistiske videnskab efterhånden har tilegnet sig herredømmet over de rent fysiske elementer eller naturens kræfter, således vil menneskene nu i kraft af en sjælelig eller kosmisk videnskab blive herrer over tænkning og viljeføring. Uden dette herredømme vil jordmenneskeheden aldrig nogen sinde opnå den i juleevangeliet forkyndte absolutte »fred på jorden« eller den »velbehagelighed« eller lykke ved at være til, som er livets mening. Og det er denne forandring i indstilling til livet, der gør nutiden til en begyndende ny verdensepoke, i hvilken man mere og mere føres af videnskab, ikke blot på det materielle område, men også på tankens og viljens eller det psykiske område. Humanitet, næstekærlighed eller dette, at man skal elske sin næste som sig selv, bliver til videnskab og derefter til en selvfølgelig omskabelse af livet til kærtegn, skønhed og glæde.