Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mandag eftermiddag, den 8. december, kom en af mine venner på besøg. Efter en stunds snakken om alting og ingenting, spurgte han mig pludselig, om jeg kunne tænke mig, sammen med ham at besøge ikke mindre end to hellige mænd den følgende dag. Årsagen til, at han gerne ville have mig med, var den, at den ene af disse hellige mænd, en meget elsket Swami, lå for døden, og at han meget gerne ville have, at jeg hilste på ham, da han selv havde ønsket at se mig. Naturligvis indvilligede jeg med glæde, og den følgende morgen startede vi og kørte ud af Delhi mod floden Jumna. Vi passerede en del af det gamle Delhi, som jeg ikke før havde set, og det var meget interessant, fordi man der så, hvorledes gammelt og nyt herude brydes på en måde, man næppe kan opleve i vor verdensdel. Ulykkeligvis virker enhver storby som en magnet på de mennesker, der lever deres trygge liv på landet. For blot ca. 15 år siden, havde Delhi kun 300.000 indbyggere, nu har den 2 millioner! Den fortvivlet hurtige vækst skyldes ikke mindst den kendsgerning, at de unge fra landet simpelthen strømmer hertil og derved skaber et proletariat, ingen vesterlænding kan forestille sig. For disse mennesker kan ikke alene hverken læse eller skrive, de kan heller ikke tale Hindi. De har helt deres eget sprog og deres eget liv. De er meget mørke og derfor meget letgenkendelige, og de lever et liv i denne bys udkanter, som kun kan gennemføres, fordi Indien efter vore begreber er et permanent "sommerland", hvor man kan gå så godt som nøgen året rundt. Men det er rystende at se disse menneskehobe, der her lever et liv, der driver myndighederne til fortvivlelse. For ALT foregår her, hvor dagens eneste spørgsmål er spørgsmålet om mad. Hvad der findes derudover angår så godt som ikke disse mennesker, der synes at befinde sig på civilisationens nederste trin. Sidste år chokerede alt dette mig, men nu kender jeg en del til det og betragter det det derfor mere neutralt. Indien er stadig kun 11-12 år gammel som selvstændig stat betragtet, og vejer man det, der i dette korte spand af tid er nået, mod det der var, bøjer man sig i den dybeste ærbødighed for de mænd, der her måtte overtage et af verdens mest misrøgtede riger.

Langsomt tyndede det ud mellem menneskene, og det åbne land begyndte at vise sig. Vi drejede bort fra hovedvejen og ind over et område, hvor kun ganske smalle stier viste, at mennesker havde deres gang. Rundt om så jeg kun usle jordhytter, omkring hvilke utallige snavsede, men himmelsk glade unger tumlede sig. Fattig eller rig, det indiske menneske har råd til at smile i en hvilken som helst situation. Pludselig fik jeg øje på en samling hvidkalkede småhuse, fattige, men rene at se til. Det var den hellige mands Ashram, og et øjeblik efter standsede vi op ved porten. En mængde børn stimlede sammen omkring os, da vi steg ud, og kort efter ankom den mærkeligste forsamling mennesker, jeg endnu har set. Det var alle mænd af ubestemmelig alder. Eet prægede imidlertid dem alle, og det var en næsten krybende venlighed, der nærmest virkede helt mod sin hensigt. De var utroligt fattigt kædt, men gjorde alt hvad de kunne, for at vi skulle føle os tilpas blandt dem. Efter at de havde knælet og berørt vore sko, førte de os frem til en lille plads mellem husene. Og så kom den hellige mand – Baba Gopaldas Soofi – pludselig til syne i døråbningen til et lidt større hus.

Nuvel, hvem af os har ikke ønsket at stå ansigt til ansigt med en af Indiens hellige mænd? Jeg har i hvert fald ofte ønsket det og har jo nu prøvet det adskillige gange. Baba Gopaldas Soofi var ret lille af vækst og kun iklædt en usandsynlig snavset natskjorte. Hans hår nåede nedover skuldrene og var tilsyneladende hverken vasket eller redt de sidste ti år. Hvor gammel han var, kan jeg ikke sige, måske 35, måske 45, men det er i denne forbindelse ret ligegyldigt; Det, der optog mig, var hans ansigt. Det var snavset, nuvel, men øjnene! De strålede som to milde stjerner og mødte mine med en ro og værdighed, som kun den har, der har fred med sig selv. Alle knælede dybt for ham og kyssede hans fødder, også min indiske ven. Jeg nøjedes med at bøje mit hovede og hilse på indisk vis med håndfladerne samlet. Han smilede til mig og tog et rystende snavset stykke brød op af en ligeså snavset lomme. Brød det itu og gav mig et stykke at spise. Jeg gjorde det, fordi jeg følte, at jeg her stod ved en grænse. Han iagttog mig meget nøje, men ganske neutralt. Da jeg havde spist brødet, smilede han igen. Tale sammen kunne vi ikke, da han ikke forstod blot eet engelsk ord. Stilfærdigt førte han os nu frem til det lille tempel, man havde bygget til ham, og jeg fik for første gang i mit liv lov til at se, hvorledes en sådan hellig mand tilbringer meget af sin tid i en hule under templet. Der sidder han i dybt mørke og mediterer. Selve templet var bygget direkte ud til Jumna, der på denne årstid er næsten udtørret. Med stor flid havde alle hans tilhængere netop fuldført en stentrappe ned til flodbredden, således at man dagligt kunne tage det rituelle bad. Jeg tilstår, at vandet ikke virkede indbydende. Ækelt gulbrunt flød det dovent forbi den hellige plads, medførende alverdens uhumskheder.

Templet selv var en meget primitiv bræddehytte overdekoreret med gudebilleder og fotografier, der viste den hellige mands store betydning. Overalt hang der små blomsterkranse, og foran hvert gudebillede var der anbragt friske blomster. Hovedindtrykket af templet var tiltalende i den forstand, at der overalt var pillent rent. Dette kunne derimod ikke siges om selve personerne, der færdedes på stedet. Men måske var det en del af deres tro at sætte sig ud over det, vi almindelig udtrykker med ordene: personlig hygiejne.

Efter at vi havde set hele stedet, startede vi påny, dennegang ledsaget af den hellige mand samt en af hans disciple. Vi skulle nu hen til en helt anden del af Delhi og der besøge Swami Atalram Dharamdas, der lå for døden af leverkræft. Baba Gopaldas Soofi skulle lede de bønner, der resten af dagen skulle bedes ved hans dødsleje. Medens vi kørte, havde jeg endnu en gang lejlighed til for alvor at betragte den hellige mands ansigt, og det slog mig, at han i en fantastisk grad lignede det billede, vi har dannet os af Kristus. Jeg håber at få lejlighed til at tage en film af ham, han har ihvert fald intet imod det. Der var noget lidende over hele hans person. Rent personlig tror jeg, at han gennem sine meditationsøvelser har trængt sig så langt frem mod den åndelige verden, at han på et eller andet tidspunkt har oplevet et kosmisk glimt. Noget i hans øjne tydede på det. Men ellers var han absolut ikke nogen intellektuel personlighed. Selv ved hjælp af min indiske ven, med hvem han kunne tale flydende, fik jeg aldrig andet svar på mine spørgsmål end, at Gud var god, og at man blot skulle bede til ham, stole på ham osv. – altsammen noget, man ikke behøver at tage til Indien for at få at vide. På den anden side må man gøre sig klart, at disse mennesker øver en stor indflydelse og er til umådelig værdi for alle de, der slutter sig sker øver en stor indflydelse og er af umådelig værdi for alle de, der slutter sig til dem. Det hele foregår blot på et plan, der ligger meget fjernt fra vor verden og faktisk kun på grund af den rent fysiske afstand har fået et vist tillokkende skær over sig for os.

Da vi nåede frem til det hus, hvor Swami Atalram Dharamdas lå for døden, blev vi ført op til tagetagen, hvor Swamien lå på en seng i et stort telt. Hele tagetagen var fuld af mennesker, mest kvinder, der sad med stive, udtryksløse ansigter og mumlede bønner. Jeg hilste igen på indisk vis, men kun få så det. Alle var de optagne af at bede. Efter en stunds forløb blev jeg ført ind i selve teltet, hvor Baba Gopaldas Soofi nu sad med den døendes hånd i sin, medens han ustandselig mumlede bønner, som de mange tilstedeværende gentog. Den døende Swami var tilsyneladende bevidstløs. Hans øjne var dybt lukkede, mens hans udtærede legeme bevægede sig meget uroligt. Han var efter sigende omkring 70 år og meget, meget smuk. Der var et så vidunderligt udtryk i hans ansigt, at det var umuligt ikke at blive dybt betaget. Jeg vidste, at man ventede af mig, at jeg lagde min hånd på hans pande og velsignede ham. Idet jeg forsigtigt gjorde dette, slog han pludselig sine øjne op, dybe, rene og meget smukke øjne. Et kærligt smil fødtes i dem, da han så mig, og jeg smilede igen. Det var alt. Påny lukkedes disse øjne, og ganske kort efter drog han sit sidste suk. Få timer senere bevægede en stor procession sig ned mod floden, bærende denne ædle mands sidste jordiske rester, og inden solen sank, bar Jumna hans aske i sit aldrig hvilende, urolige skød.

– – – – – –

Da jeg torsdag aften den 11. december begav mig ud på min sædvanlige aftentur i det eventyrlige Delhi, hørte jeg glad musik fra en tilsyneladende ellers stilfærdig sidegade. Min medfødte nysgerrighed dirigerede mig næsten automatisk henimod stedet, hvorfra tonerne kom. En mængde mennesker var forsamlede, og pludselig så jeg årsagen til alt halløjet. Midt i en skare mennesker kom en fantastisk skikkelse ridende. Det var en ung mand iklædt den indiske brudgoms traditionelle bryllupsdragt og siddende på den ligeså traditionelt smykkede bryllupshest. Han var netop på vej udfra sit eget hjem og skulle nu ride til sin udkårnes hus. Afgangen fra hjemmet foregår til toner så hjerteskærende, at hele ens musikalske sans står på højkant. Nuvel, musik i Vest og i Øst er to meget forskellige ting. Men medens jeg stod og iagttog dette for os så fantastiske skuespil, var der pludselig en, der rørte ved mig, og en meget kultiveret stemme spurgte med alle tegn på den gladeste overraskelse: "Er det ikke osv.?" Det var det! Og stemmens ophavsmand var en af værterne ved de middage, jeg deltog i sidste år under den vegetariske verdenskongres, mr. T. N. Handa, der i hvert fald syntes meget glad ved gensynet og øjeblikkeligt tog mig med hen til brudgommen og præsenterede mig for ham, hvilket resulterede i, at jeg på stående fod blev budt med til brylluppet. Sådan gik det til, at jeg et øjeblik efter, sammen med nogle meget skønne festklædte indiske damer jog i en bil tværs gennem Delhi for at være til stede, når brudgommen ankom til brudens hjem. Mage til fest har jeg aldrig overværet! Vi ankom til et hus, hvor hundreder af lamper i alle kulører lyste ud i den mørke aften. Hele gaden var i oprør, og havde jeg ikke kaft min ret ukendte indiske ven at holde mig til, er det ikke let at sige, hvordan det hele var forløbet for mig. Men han passede på mig og sørgede for, at jeg kom i "første parket", da brudens far, efter indisk skik modtog brudgommens far og bekransede ham med blomster, for at tilkendegive at han modtog hans søn som svigersøn. Derefter kom turen til alle brødrene på begge sider og efter dem igen onklerne. Da alt dette var overstået, blev jeg vidne til noget af det sjoveste, jeg endnu har set, for pludselig tog alle disse mænd hinanden om livet og gav sig til at danse en gang Rock' en roll, som selv amerikanerne ikke kunne gøre bedre. Alle jublede, og jeg med, for dette her var fest, så det kunne forslå. Vi var vel på dette tidspunkt ca. 5-600 mennesker, og da festen var på sit højeste, ankom brudgommen, højt til hest og ledsaget af et musikkorps, hvis larm kvalte enhver anden lyd. Omkring hesten marcherede en række fakkelbærere, hvis "fakkel" bestod i en slags 3-armet lysekrone, de bar på hovedet. Lyskilden var åbenbart karbid, for lyset var skærende hårdt. Jeg tilstår, at larmen var ved at flå mine trommehinder, alle syntes som besatte af trang til at give luft for en livsglæde på højeste gear. Endelig nåede brudgommen frem til sin vordende svigerfar, blev knust og maset af både ham og tilkommende svogre, hvorefter vi alle begav os til et kæmpetelt, hvor vi blev bespist med en mængde dejlig frugt, the og kage. Bruden fik jeg desværre ikke at se, for jeg turde simpelthen ikke blive. Det var umuligt for mig at få kontakt med min vært hjemme, der næppe kunne forstå, hvor jeg blev af, så jeg valgte at bryde op, takke den glade familie og finde en taxi hjem, – temmelig forvirret af de mange indtryk. Før jeg gik blev der taget en hel del billeder, bl. a. et af brudgommen mr. L. N. Bhirmbri. Disse billeder vil altid minde mig om en virkelig festlig aften i Delhi.

Naturligvis forstår jeg, at De, ligesom jeg selv, er en smule skuffet over, at jeg intet hørte eller så til bruden. Hun er jo, trods alt, det mest spændende kapitel ved et bryllup. Men for mit vedkommende, og altså Deres med, blev denne skuffelse allerede udlignet den næste dags aften, hvor jeg påny kom til bryllup, dennegang på det heltud usandsynligt fornemme hotel "Imperial" i New Delhi. Jeg var dennegang regulært inviteret, selv om invitationen først kom samme dag, som brylluppet var, men det er, som Kipling siger, "en anden historie". Nok er det, kl. ca. 19 ankom jeg sammen med familien Advani, til "Imperial" der, hvad luksus angår, rager betydeligt op over, hvad vi i Danmark kan præstere. Hotellet er så luksuriøst, at jeg på forhånd opgiver at beskrive det. Er det ikke nok at fortælle, at det mindste og billigste værelse koster ca. 60 Rupees pr. dag – uden kost? Man "går" ikke op ad Imperials trapper, man "skrider"! Bevar mig for en gangart, vi alle havde, men det hørte sig altså til. Dette fantastiske hotel har en receptionshal til ca. 1000 gæster. Lad os gå let henover denne hall' s usandsynligheder. Nok er det, at der i den ene ende var anbragt en slags tronstol – og der sad brudeparret! I selve hall'en var samlet alt, hvad der har betydning i New Delhi, i hvert fald i forretningsverdenen. Det så's! Efter at jeg havde hilst på både brudens og brudgommens familie, blev jeg præsenteret for brudeparret, der sad på en slags trone, iklædt en pragt, som jeg meget dårligt formår at beskrive med andre ord, end at de var som klippet ud af "Tusind og een nat". Det glitrede af guld, sølv og diamanter, så man var ganske svimmel.

Set udefra var dette et virkeligt østerlandsk eventyr. Bruden var usandsynlig skøn, og alle syntes så glade, at man faktisk begyndte at tænke sit. Var det romantik på højeste plan, jeg her var vidne til, eller –. Det var "eller". Brudgommen havde ikke set bruden før denne dag, hvor de nu var mand og hustru. Han var kommet flyvende dagen før fra Singapore sammen med sin familie. Det var altsammen blevet arrangeret af de to familiers overhoveder, var i virkeligheden en en regulær handel, hvad man så ellers vil kalde det. Bruden så tilfreds ud. Brudgomme, der var 22 år, derimod ret forvirret og ulykkelig. Men alle talte glade og frimodigt om, hvor lykkelig han måtte være over, at hun var så smuk og så, nå ja, et ualmindeligt godt parti! Brudgommen må åbenbart have følt min sympati, for han sendte lidt efter bud efter mig og spurgte mig, om jeg ville glæde dem med at lade mig fotografere sammen med dem. Naturligvis ville jeg det. Hans navn var mr. Rewachand, og mon ikke jeg sent vil glemme denne unge mands nervøse ansigtstrækninger, – jeg vil tro det.

Jeg skal til flere bryllupper, for jeg er simpelthen kommet ind i krese, hvor det betragtes som en selvfølge, at jeg er med. Og jeg ved, at de vil interessere mig, og at jeg vil træffe mange nye og meget interessante mennesker. Men jeg ved også, at der et sted dybt inde i mig er noget, der gør oprør over det, jeg er vidne til. Jeg har diskuteret problemet med adskillige Indere, og selv om de nok forstår, at vi i Europa har en anden indstilling, så mener de fleste, at det vil vare meget længe, før forholdet herude vil blive ændret. Indien er et land af familier, og hver familie våger meget strengt over den position, den har tilkæmpet sig. "I Europæere", siger Inderen, "sterter jeres kærlighed før brylluppet. Vi, derimod, starter den efter brylluppet! " og tilføjer så lavmælt: "Mon det ikke i begge tilfælde er det rene lotteri?"

– – – – – –

Søndag den 14. december havde jeg den store glæde at være inviteret til the hos mr. Nawab Tajamul Hussain, medlem af parlamentet og repræsentant for staten Bihar, kort sagt en af Indiens virkelig betydelige mænd, der har været medlem af regeringen i ikke mindre end 26 år. Jeg havde mødt ham hos en af mine venner herude og havde måttet love ham at komme "hurtigst mulig". Det gjorde jeg med såmeget større glæde, som han allerede kendte Martinus' navn og tanker og brændte efter at drøfte dem med mig. "Men det skal vi gøre en dag, hvor vi har virkelig fred og ro dertil", sagde han, "Først skal De se vort Parlament, og det er der ingen, der kan vise Dem bedre end jeg!", og så lo han med en latter, der mindede om et mindre tordenvejr. Nuvel, han havde ret i sin påstand, for det, han ville vise mig, var ikke det, turister ellers må se, men derimod hele denne fantastiske regeringsbygning fra A til Z. Det blev en uforglemmelig oplevelse – og en travetur på adskillige miles. For den indiske regeringsbygning er et mindre "Vatikan" med utallige sale og mængder af interessante rum. Jeg begreb faktisk slet ikke, at mr. Hussain orkede at vise mig såmeget, som han gjorde. Men han har et dynamisk temperament trods sine 68 år. Taler et strålende engelsk og er i det hele taget så usandsynligt levende, at man intet øjeblik skænker hans alder nogen tanke. Jeg vil ikke trætte Dem med en beskrivelse af de mange interessante ting, jeg så, for det hvirvlede faktisk med indtryk, jo, måske nok fortælle Dem, at mr. Hussain anbragte mig på Nehrus plads i Indiens lovgivende forsamlings skønne sal og derefter holdt et gnistrende foredrag for mig om de dramatiske begivenheder, der havde fundet sted i dette vældige rum. Kulminationen på fremvisningen skete, da han tog mig med op på parlamentbygningens tag, hvorfra jeg kunne se både New- og Old Delhi. Bygning for bygning udpegede han for mig, samtidig med at han med beundringsværdig præcision og skarphed gav mig hver eneste bygnings data og historie. Denne mand er kendt for at være en af Indiens meget skarpe hjerner, og jeg følte det som en stor kompliment til vort arbejde, at han pludselig satte sig på en afsats og begyndte at stille mig spørgsmål. "Jeg har hørt om Deres bog om Martinus", indledte han, "og jeg ved, at Anna Ørnsholt har oversat den, men jeg har ikke haft lejlighed til at læse den, lad mig nu høre lidt fra Deres egen mund! " Og så var det min tur. Nuvel, han havde faktisk givet mig en stor chance ved at tale først, så jeg kendte jo på forhånd mere til ham, end han til mig. Jeg vidste, at han akcepterede en Guddoms eksistens, men heller ikke mere. Min fremstilling ophidsede ham såmeget, at han måtte op og gå – vore temperamenter var ikke altfor forskellige – så enden på det hele blev, at vi vandredede energisk frem og tilbage parlamentsbygningen. Jeg tror nok, De ville have smilet højt, om De havde siddet i et hjørne og betragtet os. Han var meget overrasket over Martinus' tankeklarhed, og meget begejstret for hans vældige udsyn. Men solen dundrede ned fra en skyfri himmel, og pludselig afbrød han mig med ordene: "Vi må have et billede fra denne dejlige dag! " Og sådan gik det til, at jeg formodentlig – for billedet er ikke fremkaldt endnu – har et billede af os begge med udsigt til den berømte kuppel, fra hvilken Inderne fjernede den guldbelagte britiske kæmpekrone og erstattede den med kejser Asokas berømte symbol. At vi enedes om at mødes snarest mulig, skriver jeg kun for at understrege, at jeg faktisk glæder mig meget til påny at mødes med denne yderst levende indiske personlighed.

– – – – – –

Jeg ville gerne fortsætte, for hver dag bringer nye, interessante oplevelser. Men lad det nu være nok for dennegang. Når posten frem, skal dette brev nå Dem på en af årets sidste dage, og jeg vil derfor benytte lejligheden til både at ønske Dem alle et lyst og lykkeligt nytår og til at sige Dem tak for al Deres godhed imod mig i det år, der nu rinder ud. Jeg har allerede på dette tidspunkt modtaget mange kærlige breve hjemmefra og beder enhver, der skriver til mig, tilgive mig, at jeg ikke kan afse tid til at sende personlige svar. Jeg er bedrøvet over det, men min tid er nu så belagt, at jeg har opgivet min personlige brevskrivning til fordel for det arbejde, jeg er her for at udføre. Mit foredragsarbejde er i fuld gang. Jeg har bundet mig til 3 faste ugentlige aftener foruden de mange private grupper, jeg må tale i. Sammen med de mange rent private samtaler, jeg har, er jeg faktisk i gang med et program, der ikke levner mig megen fritid. På den anden side er jeg uendelig lykkelig ved at kunne skrive, at ting nu er i gang her, der efter alt at dømme udgør skabelsen af det første virkelige fundament til et indisk Martinus-institut efter samme mønster som det, vi har hjemme. At det vil tage tid at bygge det op ved både De og jeg. Men dets forudsætning er en kres af virkeligt Martinus-interesserede, og den er det min opgave at bygge op. Den er her nu, og inden jeg igen skal herfra, tror jeg at turde love Dem, at den både vil være meget omfattende – og meget levedygtig! Men Indien er et fattigt land, og den slags kan give store vanskeligheder. Vanskeligheder er imidlertid til for at overvindes, og jeg går selv ind i det nye år med den urokkelige tro, at jeg en dag vil vende hjem herfra og kunne fortælle Martinus, at sagens flag ikke alene er plantet i Indien, men at det vil vaje der i al fremtid!

Med de kærligste nytårshilsener til Dem alle fra Deres taknemmelige