Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Netop, som jeg fredag morgen d.12.dec. havde fuldendt et brev til en af mine venner, hørte jeg et glad "Hello" fra vejen og så op. Det var Shanti Devi, den unge kvinde der er blevet verdensberømt, fordi hun gennem sine fantastiske beretninger har dokumenteret, at hun har levet før. Hun havde fået at vide, at jeg var vendt tilbage, og nu ville hun absolut se mig, inden hun samme dag skulle rejse til Calcutta, hvor hun skulle blive for længere tid og give undervisning. Shanti Devi er en mærkelig pige. På een og samme tid umådelig sky og alligevel mere frimodig end de fleste unge kvinder herude, der normalt aldrig "ser" en, hvad man nu ikke skal tage altfor bogstaveligt. For hvad en pige kan se, uden at se på en, er nu ikke småting.

Det var dejligt at møde Shanti Devi igen. Hun havde læst Martinus bøger flittigt, og vi fik os en meget lang samtale. Hendes liv er ikke let, for hun føler sig gennem sine oplevelser forpligtet til at forkynde det evige livs reelle eksistens. Men når alt kommer til alt, har hun, som såmange andre, intet virkeligt at give, eftersom hendes oplevelser jo er rent subjektive. Hun føler dette meget stærkt og ikke mindst nu, hvor hun har mødt Martinus verdensbillede, der næsten er for overvældende for hendes hjerne. Men intuitivt har hun fattet sandheden bag ordene, og hun kom for meget ærligt at fortælle mig, at hun ville gøre alt for både Martinus og mig. Og det ved jeg, hun vil, for hun er religiøs i dette ords smukkeste betydning.

Umiddelbart efter at hun havde forladt mig, kom mr. Mahabir Mathur, den mand der har ledet vort arbejde herude under hele mit fravær. Han havde været her tidligere, og vort gensyn var da meget hjerteligt. Som De måske husker, startede vi, inden jeg rejste, et "Free circulating library" her. Det bestod af de få bøger, jeg havde med suppleret op med en række forsendelser hjemmefra. Resultatet af dette arbejde er langt større, end jeg havde turdet håbe. Disse bøger er blevet læst, som kun få af vore bøger er blevet det, og de bliver det stadig! Kredsen af Martinus-interesserede herude er stor nu, større end jeg tør give udtryk for. Men hvor stor den virkelig er, fik jeg en ide om, da jeg d.16.dec. kl.18 mødtes med et mindre udsnit af den i Old Delhi for at holde mit første foredrag. Jeg talte i min "gamle" sal, et meget stort rum i en ældgammel bygning i selve hjertet af Old Delhi. Mage til sal kommer jeg aldrig til at tale i andre steder. Rummet er meget højt og har gengem lange tider været anvendt til tempeltjeneste for hinduer. Det ligger så skjult, at det forekommer mig umuligt at finde det uden fører. Jeg vil ikke fortie for Dem, at jeg havde hjertebanken i det øjeblik, jeg banede mig vej hen til min "gamle" plads, en lille forhøjning, hvorfra jeg siddende med korslagte ben kunne se udover hele denne ejendommelige forsamling af mørke ansigter, hvis øjne var rettet imod mig med en interesse, man skal lede efter. Vi var alle barfodede, idet gulvet er beklædt med tæpper, og man simpelthen herude ikke betræder sådanne rum med sko på.

Lad mig straks sige, at Forsynet ikke havde kunnet give mig nogen bedre "julegave" end den umådeligt kærlige gensyns-glædesbølge, der strømmede op imod mig fra alle disse både unge og gamle indere. Umiddelbart foran mig havde jeg to rækker børn, der på mit eget ønske havde fået lov til at deltage. Jeg elsker disse sortøjede unger, der kan sidde så musestille, at det er helt ubegribeligt. De er måske nok børn, men hver og en af dem ejer i sig en talentkerne for åndelig forståelse, der virker overvældende på et menneske fra vor verden. Og så deres smil! Ved min ankomst havde en af dem overrakt mig en meget kærlig invitation til at besøge dem. På et ark, der var smukt forsynet med fint tegnede, rødmalede lotusblomster, – alt udført af dem selv, stod der følgende meget kærlige ord: Kære onkel Erik! Vi, dine unge nevøer og niecer i Delhi, inviterer dig hermed til vort hus til et lille chit-chat selskab søndag d.21.december 1958. Vi var så glade for dig under dit sidste besøg, at vi vil være meget glade for at have dit dejlige og altid smilende selskab helt for os selv engang. Vi håber, du vil komme! Med respekt og gode ønsker fra dine hengivne: Sham Sher, Chandra Mohan, Anil, Manju, Mukesh, Ramkrishnan, Kamtesh, Shashu Bala Mathur, Ratan Mala, Bril Mala, Pramod, Babali, Mannechan, Santoph, Raj og Chandra.

Og der sad de nu alle og sendte deres strålende smil op til mig, smil der fik mig til at mindes Nis Petersens gribende digt: "Jeg samler på de små børns smil– ". For hvad i denne verden er skønnere og renere end et barns åbne og beundrende, rene smil? Hvad er mere varmende, mere ægte i denne ofte så hårde verden? For mig udgør disse indiske børn fremtiden. Jeg ved, at de i vor verden ofte opfattes som "underudviklede". Jeg kan kun dertil sige, at hvis mine egne børn blot vil følge den vej, jeg ved, at disse børn vil følge, skal jeg ikke ønske mig mere af dem!

Foredrag i Danmark og i Indien er to meget forskellige ting. Hjemme har man sin talerstol at støtte sig til, – og så taler man der sit eget sprog! Her sidder man med korslagte ben og har sine tilhørere helt ind på livet. Naturligvis bruger man også herude den vesterlandske metode, men i dette tilfælde – og det vil for mig sige resten af den tid, jeg er her – vil jeg komme til at tale i denne sal som beskrevet. Og så på engelsk! Jeg talte den aften over en række symboler. Lidt famlende i begyndelsen fordi jeg simpelthen måtte "oversætte" fra dansk til engelsk. Men så skete der igen dette forunderlige, det, der gør en lærergerning i Martinus cosmologi til verdens skønneste gerning, at intuitionen brød sig vej fra dybet af mit sind og nu helt automatisk lagde stof og ord tilrette. Jeg talte i halvanden time og måtte derefter besvare spørgsmål i ligeså lang en tid. Jeg var træt, da jeg var færdig, meget træt, men uendelig lykkelig. For nu følte jeg med hele min sjæl, at jeg var tilbage i Indien, og at den opgave, jeg havde taget mig på, ville lykkes. For hver og en af alle disse mange gamle og unge indere stillede sig til min rådighed. Jeg har nu et "medarbejderhold" herude, om hvilket jeg ved, at det i alt vil være de "hænder", jeg her får brug for. Kan vi ønske os en skønnere frugt af det arbejde, jeg sidste år udførte her?

– – – – – –

I et af de mange kærlige julebreve, jeg har modtaget, og som har beredt mig en så stor glæde, at jeg er ked af ikke at kunne afse tid til at besvare dem, spørger en af sagens interesserede, om jeg ikke vil fortælle lidt om, hvordan jeg rent privat lever, hvordan min dag går, og hvordan jeg bor. Vedkommende skriver: "Jeg forstår godt, at det ikke er så let for Dem at skrive om den slags ting, men vi er så mange, der følger Dem, og jeg tror, at vi alle gerne vil høre lidt om, hvordan Deres indiske hverdag former sig?" Lad mig svare: "Kære ven! Intet er næsten lettere for mig!" For mit liv herude er dennegang lagt ind i en langt fastere ramme end sidste gang. Som De allerede ved, blev jeg ved min ankomst indkvarteret hos en ven til familien Advani, mr. Wadhwani, hvis dejlige hus ligger ganske få minutter fra New Delhi's berømte centrum "Connaught Place". Det var først meningen, at jeg kun skulle bo her i 3 uger, men mr. Wadhwani vil ikke af med mig, og da han er enkemand og har hele det store hus til sin egen rådighed, har det været let for ham at give mig et dejligt værelse med eget bad, og derudover lade mig færdes over det hele, som var det mit eget. Vi har 3 tjenere om os hele tiden, så jeg kan f.eks. ikke gå ud i vor dejlige have, uden at en af dem springer i forvejen og anbringer en stol der, hvor jeg nu gerne vil have det. Desværre kan disse tjenere ikke engelsk, kun ganske få ord. Men man kommer langt i denne verden med smil og besynderlige tegn. Min faste tjener hedder Bharba, og han følger mig næsten som en skygge. Hver morgen vækker han mig ved syvtiden med en kop the og gør derefter mit bad istand. Når jeg så har taget det, venter han mig med frokost, der almindeligvis består af en portion Corn Flakes, et æg og en kop the plus al den frugt, jeg kan spise. Det er hovedsagelig bananer og så de dejlige indiske appelsiner, der ligner kæmpemandariner. Derefter går jeg igang med mit skrivearbejde, og kl.10.30 kommer mr. Mathur med post, og hvad dagen ellers bringer af ting, der skal ordnes. Vi arbejder så til kl.ca.13, hvorefter jeg går til lunch hos mr. Advani, der bor meget nær herved, og af hvis familie jeg faktisk er "medlem" på den måde, at jeg er med i alt, hvad den oplever. Denne frokost, der er dagens hovedmåltid for mig, idet jeg om aftenen kun spiser frugt, er noget helt for sig selv, idet den er rent indisk, og den ville jeg gerne invitere Dem med til. Hjemme er det jo således, at maden er på bordet, når man starter, men sådan er det ikke her. Nej, man begynder med en portion suppe, meget varm og meget krydret!!! Men det vænner man sig til. Derefter fortsætter man med en portion grøn salat, der uafbrudt bliver fyldt op med ting, jeg desværre ikke kan beskrive. Men det foregår på den måde, at kokken bliver ved med at komme fra køkkenet med nye, vegetariske overraskelser og ser aldeles ulykkelig ud, dersom man ikke tager nogle af dem. Man lærer derfor hurtigt at tage bare lidt af hver ting. Mr. Advani og jeg spiser alene, alle de andre i huset, og det er mange, spiser i den indre gård. Årsagen hertil er den enkle, at mr. Advani er umådelig optaget, og derfor benytter vi frokosten til at tale om åndelige problemer, og dem vil han altså gerne have ro til at drøfte. Jeg må ærligt sige, at disse frokoster er festlige, fordi husets kok i sig selv er meget festlig. Han har været i familien fra han var dreng, og nu har han sat sig i hovedet, at jeg skal opleve hele hans kogekunst' omfattende register. Efter frokosten, der altid afsluttes med frugt – jeg oplever her hver dag at få en mango, vel nok jordens mest velsmagende frugt, – følges vi tilbage til hans forretning, hvor jeg henter breve og ellers vandrer hjem for at hvile. For ved den tid er varmen over os, og alle forsvinder ind. Lige i øjeblikket nyder vi vinteren herude. Det sker, at mine omgivelser jamrer over den frygtelige kulde, men sålænge vi ikke har under 20 graders varme, skal jeg nu ikke klage! Solen skinner almindeligvis fra en skyfri himmel, og i alle haverne står roser og georginer, samt floks, lathyrus, morgenfruer og løvemund i fuldt flor. Hækkene blomstrer med meget stærkt duftende blomster, og overalt ser man et væld af de skønneste chrysanthemum. Om aftenen holder jeg enten foredrag eller er inviteret ud til de mange fester, der netop nu foregår her. Jeg har således været til ikke mindre end tre bryllupper og skal til flere endnu. Disse bryllupper er aldeles fantastiske, dels ved deres pragt, idet enhver her søger at overgå hinanden, og dels ved de ceremonier, brudeparret skal igennem. Omfanget af en sådan bryllupsfest får De en forestilling om, når De hører, at der sædvanligvis deltager mellem seks og ottehundrede gæster i den. For mig udgør disse fester en enestående lejlighed til at sprede kendskabet til Martinus. Indtil nu har jeg været ene hvide mand iblandt disse mange mørke mennesker, men alle ved de, hvor jeg bor, hvem jeg hører til, og hvad jeg er her for, og jeg må uafbrudt fortælle om min livsindstilling. Disse fester er meget tvangfrie. Man møder jo hele tiden nogen man kender, og før man får set sig for, sidder man midt i en gruppe, der bombarderer en med spørgsmål. Og man går, når man ikke synes, man kan holde det ud mere. Derudover modtager jeg hele tiden invitationer til "endelig at måtte se det og det osv.", hvad der igen dels fører til, at jeg har noget at fortælle Dem, og dels til at jeg træffer nye mennesker på tomandshånd.

Aftenen falder tidlig på herude. Allerede kl.17 begynder himlen at mørknes, – vi har jo også her årets mørkeste tid, – og kl.18 funkler stjernerne over Indien. Når jeg kan afse tid dertil, tager jeg ned til Old Delhi's ældgamle gader og gyder, hvor jeg da vandrer og med meget vågne og åbne sanser indsuger det heltud fantastiske liv, der rører sig der. At beskrive dette liv forekommer mig umuligt, for det har så godt som ingen berøringspunkter med noget, De kender. For mig selv rummer det noget, jeg aldrig har oplevet før, og som må have relation til noget i min sjæl, jeg ikke er dagsbevidst i, men som hver gang sender ligesom elektriske stød igennem mit nervesystem. For dette liv er tidløst. Man ser her menneskeansigter, der er som skåret ud af alle de bøger om Østen, vi har læst. Alle menneskelige tankeklimaer er materialiseret i denne forunderlige verden, hvor kun eet er udeladt, – den moderne verden, vi selv lever i!

Som De vil forstå, er mit daglige liv på een og samme tid meget enkelt organiseret, samtidig med at jeg så godt som hver dag oplever helt nye vidunderlige sider i "Guds vældige billedbog". En af disse "sider" oplevede jeg for nogle aftener siden, da en ven af mig havde inviteret mig til at opleve Sihkernes pilgrimsvandring gennem den gade, hvor han bor. Det drejede sig her om en af de årlige religiøse fester, hvor i dette tilfælde altså Sihkerne fejrede en af deres afdøde Guru'er, som muhammedanerne ved deres indtrængen i landet havde halshugget, da han ikke ville lade sig omvende til muhammedanismen. Processionen skulle passere hans hus ved midnatstid og der have serveret the. Det var "den ædle Mohan Singh", der udskænkede denne the, ialt 12000 – tolvtusinde – kopper, i små lerkrus, som efter brugen blev knust mod vejens grus. Ejendommeligt nok kender De Mohan Singh, idet De kan se hans billede i KOSMOS 1957, hvor jeg står sammen med ham. Han er leder af den vegetariske bevægelses nordre sektion og en uhyre rig mand. Langs vejen var der gravet dybe huller, op ad hvilke vældige flammer bragte vandet til at koge i de mægtige gryder, der i stativer dinglede over disse interimistiske komfurer. Lidt før midnat hørte vi larm i det fjerne, og snart efter så vi en kilometerlang "ildorm" bevæge sig frem imod os. Tusinder af fakler lyste i den mørke nat, og kort efter fyldtes luften med en aldeles ubeskrivelig larm. Samtlige Old- og New Delhi's bryllupsorkestre var engageret til at larme, og hvad det vil sige, formår ord ikke at udtrykke. Disse bryllupsorkestre, der altid er iklædt de fornøjeligste fantasiuniformer, anvender kun horn og een melodi, som kun synes at bestå af ganske enkle strofer, gentaget indtil bevidstløshed. Og der kom de, disse Indiens kraftfulde, skæggede krigere med deres kulørte turbaner. Ustandseligt vandrede de forbi os, fik udleveret en kop the, som de hurtigt slugte, hvorefter de forsvandt i nattens mørke for at give plads for nye kolonner. Efter mere end en times forløb skete der pludselig en forandring. Lige med et kom der et kompagni til hest, og efter dem fulgte seks gamle sihkpræster, der svingede mægtige krumsabler over deres hoveder. Og efter dem igen en vogn, jeg aldrig skal glemme. Den lignede en gammeldags dansk ligvogn, De ved den, der havde fire søjler og et på sin vis smukt formet tag. Her var der blot den forskel, at søjlerne var formet af neonrør i alle farver, og taget var ligeledes et ildhav af hårdtlysende neonrør. På selve vognladet var der i midten en kiste, der formodentlig indeholdt reliquier, og udenom denne kiste sad ældgamle sihkpræster og uddelte blomster til de mange pilgrimme, der hele tiden flokkedes om vognen. Det var et forunderligt skuespil at overvære i den dybsorte, lidt kølige indiske nat. Da vognen passerede vort hus, samlede min vært sine hænder foran på brystet og bøjede sig i dybeste ærbødighed for præsterne, – det samme gjorde jeg. Forunderlige Indien!

– – – – – –

Om få timer er det juleaften! Jeg skal tilbringe den sammen med familien Advani, der har en "overraskelse" til mig, hvori den så består. Gennem mange år har jeg haft den uendelig store lykke at tilbringe netop den aften sammen med Martinus og sammen med ham glæde os over de mange vidunderlige julebreve, der kom til os fra alle verdens egne. Det er nu anden gang, jeg sidder her, tusinder af kilometer fra det hus, der både er vort arbejdes centrum og mit eget hjem, og det føles lidt vemodigt. Men eet mildner savnet meget, og det er klimaet her. Det er næsten umuligt at komme i kontakt med den tanke, at det er jul, når solen skinner, blomsterne dufter, fuglene synger, og bierne tumler sig i den milde, varme luft. Og dog er der noget dybt inde i en, der føler en smertefuld længsel efter blot et øjeblik at kunne være hjemme, nemlig i det øjeblik træet tændes og, for det ved man jo, ens lille dreng måbende betragter det under, han nu sålænge har set frem til. Jeg fik et glimt af dette, inden jeg forlod Danmark, og det er jeg meget lykkelig for, meget! Men jeg er også glad for, at jeg tog herud, inden varmen for alvor sætter ind. For Indien er et tropeland og hård ved de mennesker, der er født i vor verdensdel.

Og når så julen er ovre, går det første engelske kontaktbrev ikke alene udover Indien, men også over Amerika. For nu er vi to, der er i gang udenfor vort lands grænser. I New York sidder Viggo Jahn, en af vort arbejdes mest trofaste venner gennem mere end tyve år, og forbereder starten af en amerikansk afdeling, mens jeg her i New Delhi er ifærd med at lægge sidste hånd på mine forberedelser. Langsomt indkredser vi vor klode. Fra punkt til punkt drager vi nye linier, skaber nye centrer. En periode i sagens liv er afsluttet, en ny er begyndt. At vi kommer ud for vanskeligheder, ved vi. Men selvom vi står meget ene, føler vi os absolut ikke ene, thi dels føler vi os i en meget nær kontakt med alle vore venner hjemme, der både i tanke, ord og handling har vist, at de er med os, – og endelig oplever vi måske stærkere end såmange hjemme, at Gud ikke alene er med os, men at det er hans vilje, at budskabet om Martinus' eksistens skal spredes over verden, før de sorte skyer påny lukker sig, og lynene begynder at hærge. Om mørkets magt i verden behøver ingen mere at tvivle. Men midt i angsten for dette mørke glemmer mange, at også lyset eksisterer. Men det gør det! Det er på denne lysets front, vi kæmper, og lad vanskelighederne blive end nok så store og nok såmange, – vi vil aldrig mere standse i den kamp, vi nu har begyndt, og som ikke vil slutte, før verden i en måske meget fjern fremtid er blevet den skueplads for ånd, for fred, harmoni, kunst og skønhed, som det fra dens allerførste time var Guds bestemmelse, at den skulle blive!

Med en inderlig tak for hver en kærlig jule- og nytårshilsen er jeg

Deres hengivne og taknemmelige