Kontaktbrev 1959/4 side 15
Arbejdshold til Klint i Påsken.
De årlige vedligeholdelsesarbejder i feriebyen står for døren, og nu henvender vi os igen til Dem for at opfordre til at deltage i det hold af frivillige, som nu i flere år har påtaget sig at aflaste instituttet for den økonomiske byrde, der ellers er forbundet med disse arbejder.
Det er imidlertid ikke alene arbejde, der bydes på. De vil her få en glimrende lejlighed til under utvungne former at træffe medinteresserede og få mulighed for at knytte værdifulde kontakter.
De vil blive indlogeret i en centralopvarmet lejlighed og skal blot medbringe senge- og arbejdstøj. Der er et begrænset antal hovedpuder og tæpper til rådighed, som dog fortrinsvis må reserveres provinsboere.
Fru Vibeke Møller har påtaget sig at lave 1 varm ret om dagen til de enlige deltagere, som er interesserede i dette, og det bliver i hvert fald ikke dyrere end selv at gøre det.
Der vil som sædvanlig afgå bus fra København, og nærmere besked om dette bringes senere. I den udstrækning, det er muligt, vil vi få private bilejere til at afhente togrejsende i Nykøbing S., når blot ankomsttiden angives.
Arbejdet tilrettelægges og ledes af arkitekt P.E.Andersen, Bundgården 28, Søborg. Tlf. SØborg 9035, til hvem henvendelse om deltagelse bedes rettet, og som vil være til rådighed med yderligere oplysninger om arbejdet.
Deltagere, som har fagkundskab, særligt kendskab til et bestemt arbejdsområde, eller særlig lyst til at udføre bestemte arbejder, bedes meddele dette, så der kan planlægges derefter. De, der er i stand til at medbringe værktøj af en eller anden art, bedes meddele det, da det kan være vanskeligt at skaffe værktøj i den nødvendige udstrækning.
Af hensyn til planlægningen af hele arrangementet beder vi Dem anmelde Deres deltagelse i så god tid som muligt.