Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mandag d. 26.januar – the Republic Day – kulminerede den lange række af oplevelser, Indien har givet mig siden min ankomst, i et kort, men meget interessant møde med hertugen af Edinburgh, prins Philip, der i øjeblikket er her som gæst. Men lad mig prøve på at skildre disse sidste tre spændende døgn i deres rigtige rækkefølge. Det begyndte i lørdags (d.24.januar) med, at jeg modtog en invitation til at opleve den lukkede generalprøve på alle de mange forskellige folkedanse. Gennem aviserne vidste jeg, at helt nye grupper af dansere var strømmet til fra hele Indien, og jeg tilstår, at det fyldte mig med spænding, da jeg læste, at en gruppe "djævledansere" fra Tibet ikke alene var kommet, men havde medbragt deres originale masker. Så jeg følte mig faktisk meget taknemmelig over den uventede invitation, der gav mig en enestående lejlighed til at filme alle disse danse uden at skulle tage hensyn til et tusindtalligt publikum. Sammen med min – og for den sags skyld også Deres – trofaste ven mr. T.P. Advani indfandt jeg mig i god tid, og jeg måtte påny takke skæbnen for den lykke, det har været for mig at møde denne indiske forretningsmand, hvis indflydelse er enorm. Den ledende officer var en af hans gode venner, hvad der resulterede i, at jeg fik absolut frie hænder til at anbringe mig, hvor jeg selv ville. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så alt var nøjagtig, som enhver fotoamatør drømmer om. Dansene var eventyrligt skønne, og hvis ikke uheldet har været ude, ved jeg, at jeg med mig hjem vil have en heltud usandsynlig film.

Da vi forlod dansepladsen, spurgte den allerede nævnte officer mig, om jeg ikke havde lyst til at besøge folkedansernes lejr den næste dag og tage en række nærbilleder af disse interessante mennesker. Om jeg havde? Så da solen søndag morgen for alvor havde hævet sig over horisonten, befandt jeg mig i den mærkeligste lejr, jeg endnu har oplevet. På alle sider af mig vrimlede det med mennesker i de mest farvestrålende kostumer og med de ejendommeligste ansigter, jeg endnu har set. De strømmede sammen omkring mig for rigtig at betragte mig, for de fleste af dem kom fra egne, hvor livet endnu leves så temmelig uberørt af den hvide mands verden. Forstå hinanden kunne vi ikke, for ingen af dem forstod blot eet engelsk ord. Men hvor kommer man dog langt med et smil! Af og til dukkede en tolk op, og da det gik op for dem, at jeg meget gerne ville have lov til at tage billeder af dem, var der ingen ende på deres villighed og hjælpsomhed. Desværre er jeg ikke millionær, så jeg havde kun taget mit billedapparat med, men det blev til gengæld også brugt meget flittigt. Men jeg indrømmer, at jeg meget gerne ville have filmet disse ansigter, som repræsenterer en verden, der langsomt, men usvigeligt sikkert synker i grus. Nu har jeg dem imidlertid i stillestående farvebilleder, som, om de er lykkedes, for altid vil udgøre et enestående minde om en oplevelse, der næppe nogensinde vil gentage sig for mig.

Da jeg vendte hjem fra denne fantastiske oplevelse, lå der en telefonbesked til mig, om jeg ville være så venlig at komme til the Prime Ministers House. Jeg gad se den, der ikke ville efterkomme en sådan henstilling! Jeg tog omgående afsted, og selvom livvagten foran Nehru's hjem er meget effektiv, varede det kun øjeblikke, førend jeg påny befandt mig i dette hus, der mere end noget andet repræsenterer Indiens hjerte. En tjener førte mig omgående til Nehru's receptionist miss Vimla Sindi, der med et fornøjet smil overrakte mig en indbydelse til at deltage i the Republic Day Parade. Dette lyder måske ikke af såmeget, men jeg kan forsikre Dem for, at mange, mange tusinde her i Indien af et ærligt hjerte misundte mig denne invitation, der placerede mig på en af de bedste pladser ved denne parade, der årligt overværes af langt mere end 2 millioner mennesker.

Og så oprandt den 26.januar med et vejr som på en af vore skønneste junidage. Allerede fra den allertidligste morgen var hele Delhi på benene, så da jeg sammen med T.P. Advani i hans vogn ved godt ottetiden kørte ud mod paradepladsen, var det næsten umuligt at bane sig vej gennem de usandsynligt overfyldte gader. Det vil altid forekomme mig som et mindre mirakel, at der ikke dræbes et utal af mennesker i trafikken her i Delhi, hvor enhver synes at følge sine egne trafikregler. Vi har venstrekørsel her, hvad der altid forvirrer mig, men bedre bliver det bestemt ikke af, at trafikken består af køretøjer af alle tænkelige arter spændende fra cyklerickshaws over oksekærrer, hestevogne og alle tænkelige kombinationer af motorcyklekøretøjer til biler, af hvilke måske halvdelen ville falde med et brag for det danske færdselspolitis kontrol. Og for at gøre trafikbilledet og virvaret komplet, kører langt de fleste om aftenen uden lygter. Er her da intet politi? Det er der, men det er om muligt endnu mere upopulært her end andre steder, og det ved det, så det er faktisk kun lidt, man mærker til det.

Men sammen med min indbydelse var der fulgt et vognpas, på hvilket der med store sorte bogstaver var prentet de for mig ikke ukendte bogstaver X-1. Og disse bogstaver viste sig her at være en ren trylleformular. Såsnart politibetjentene så dem, gjorde de stram honnør og gav grønt lys for os med det resultat, at vi nåede rettidigt frem og fandt vore pladser i det område, der var reserveret samtlige ambassadører. Jeg blev mødt af en lang række smilende ansigter og venlige håndtryk, og takket være en meget venlig officer, blev jeg efter eget ønske placeret således, at jeg kunne filme de dele af paraden, jeg vidste, ville interessere Dem alle hjemme. Det første, vi oplevede, var ankomsten af Nehru og prins Philip. De kom kørende i åben vogn og blev hilst af de jublende hundredtusinder, der her benyttede lejligheden til både at hylde deres berømte premierminister og den her umådeligt populære prins, der har vundet alle ved sin utrolige ligefremhed og meget rappe repliker. Det næste, der skete, var, at to helikoptere drønede nedover os og overøste os med friske lyserøde rosenblomsterblade – et heltud eventyrligt syn. Så lød den indiske nationalsang, og derefter tog begivenhederne fart. Først kom præsidentens livvagt til hest i strålende uniformer, dernæst præsident dr. Jahendra Prasad i sin fornemme karet og så igen et kompagni af livvagten. Præsidenten standsede op foran Nehrus tribune, hvor Nehru modtog ham, medens kanonerne drønede 31 skud henover os. Efter forskellige ceremonier lød ordren til, at paraden kunne begynde, og så kom afdelinger af alle Indiens forskellige våbenarter lige fra det berømte, farvestrålende kamelkorps og ned til drengekadetternes og nursernes demonstration af deres deltagelse i Indiens opbygning og forsvar. Foran hver eneste afdeling kom farvestrålende bands, hvis toner uafbrudt smeldede henover vore hoveder. Efter hærens afdelinger fulgte først præsidentens guldbehængte elefantkorps, og derefter en lang række tableauer fra hele Indien i form af fantastiske køretøjer, der hver for sig symboliserede de enkelte indiske landsdele. Efter dem fulgte store afdelinger af skolebørn og så til slut alle folkedanserne i deres glitrende virvar af skønne dragter. Da alt dette var overstået – det tog ca. tre timer – drønede pludselig ialt 46 jetmaskiner i formationer nedover os. Bevar mig vel for et spektakel! Da den sidste formation dukkede frem, hændte der noget helt eventyrligt. Inden den nåede enden af paradepladsen, forsvandt den lukt op i skyerne, men udsendte forinden gennem motorerne forskelligt farvede røgstriber, der samlet dannede det indiske flag. Det var et tableau, ingen af os havde drømt om at opleve.

Jeg tilstår, at jeg følte mig meget træt efter denne omgang, hvor vi havde set ikke mindre end 71 forskellige militære afdelinger plus alle de andre passere forbi os. Men eet skal dog nævnes, førend jeg slutter denne korte beskrivelse af den eventyrlige parade, og det er, at alle de bedste pladser langs den mere end een mile lange rute (og dør er her kun tale om selve paradepladsen, idet alle afdelinger marcherede gennem hele New og Old Delhi) var reserveret børnene!!! Dette sker efter udtrykkelig ordre fra Nehru og udgør i sig selv et uforglemmeligt syn. Hvilket andet land i verden har en sådan ordning? Jeg har ihvert fald aldrig hørt om det før.

– – – – – –

Efter at have været hjemme for at hvile ud, var vi kl. ca. 15 igen på vej igennem de overfyldte gader, dennegang for, efter indbydelse, at møde den indiske præsident, den indiske premierminister og hertuden af Edinburgh, prins Philip, i præsidentens hjem Rashtrapati Bhavan. Denne vældige reception, til hvilken der årligt udstedes omkring 4000 meget fornemt trykte indbydelser, er ikke alene Indiens største, men også, hvad pragt angår, den mest overvældende, For her mødes Indiens elite af alle grader, videnskabelige såvel som militære, med landets øverste. Selve mødet finder sted i the Mogul Garden, en have – for det er ingen park – så skøn, at den søger sin lige. Og netop på denne årstid kulminerer den i farvepragt, for alle blomster står nu i fuldt flor, og ejendommeligt nok ville De slet ikke føle Dem som en fremmed i denne fantastiske have, for alle blomsterne er vore egne sommerblomster, her blot i en udgave vi sjældent har lejlighed til at se hjemme, fordi klimaet her netop er det mildere, der giver disse blomster de allerbedste betingelser for fuld udfoldelse.

Vi var påny forsynet med et vognpas, der gav "grønt lys", så vi nåede frem til rette tid. Overalt var der posteret militær, og vore indbydelseskort blev kontrolleret ikke mindre end tre gange af officerer, der nok var venlige, men netop så mistænksomme, som livvagter formentlig skal være! Vore indbydelser var imidlertid i orden, og straks efter var jeg påny vidne til det strålende skuespil, der allerede sidste år betog mig. For det er et fantastisk skuespil at deltage i denne reception, hvor 360 millioner menneskers øverste ledelse ses samlet! Det glitrede af diamanter og rubiner, af militære ordener og af galladragter så svimlende kostbare og funklende, at jeg pludselig mindedes en strofe fra en gammel dansk julesang "– man får næsten ondt i øjnene deraf!" I min beskedne, lyse tropedragt følte jeg mig som "en spurv i tranedans", men det var faktisk helt hyggeligt at være anonym i dette hav af kendte mennesker, der formentlig mest var ankommet for at se og blive set.

Præcis kl.16,15 lød "the President-salute", og så kom præsidenten, dr.Rajendra Prasad ud fra sine private gemakker, ledsaget af sin livgarde. Dr. Prasad er en gammel mand, der altid må støtte sig til sin stok, men han har ualmindelig kærlige øjne og et væsen så elskeligt, at det er yderst forståeligt, at denne vældige nation ser op til ham som nationens virkelige "grandfather". Overalt i den store have stod lange rækker af officerer i galla. De fleste af dem var Sihker, som med deres vældige fuldskæg og blinkende sabler så meget drabelige ud. Præsidenten vandrede langsomt ned gennem det espalier, vi næsten automatisk havde dannet og nikkede og smilede til os alle. Bag ham fulgte Nehru og prins Philip, som ligner de billeder, De alle har set af ham, såmeget som et billede af en person overhovedet kan ligne. Han var i et ganske almindeligt jakkesæt og virkede, uden at dette forhåbentlig bliver opfattet som nogen fornærmelse, som et ganske almindeligt menneske. Han er yderst charmerende og meget kvik i sine replikker. Da han landede her, chokerede han journalisterne, der bad ham om en udtalelse ved spontant at udbryde: "Vorherre bevares, begynder jeg først på det, hører det aldrig op!"– og så lo han over hele hovedet og forsvandt. Og det havde de ventet på i tre stive timer! Såsnart præsidenten havde fuldendt sin runde og anbragt sig i sin sofa, begyndte prins Philip, ledsaget af premierministeren en meget tvangfri vandring rundt i haven, hvor han hilste på de mange, der ustandseligt flokkedes omkring ham. Jeg fulgte det hele lidt på afstand, for det var meget interessant at se, på hvilken fiks måde han klarede dette vanskelige job. En sød ældre dame havde åbenbart sat sig i hovedet absolut at ville trykke ham i hånden. Ustandselig borede hun sig frem, og endelig lykkedes det for hende. Prins Philip bøjede sig venligt ned mod hende, – han er meget høj – og netop i det øjeblik blev hun så forfjamsket, at hun ikke anede, hvad hun skulle sige eller gøre. Men prins Philip klarede problemet for hende ved til alles jubel at sige: "Bliv endelig ikke nervøs, frue, jeg er aldeles ufarlig!" Og sådan blev han ved, så latteren bølgede om ham hele tiden. Han var betydeligt mere uhøjtidelig, end man herude er vant til. Naturligvis var der mange ganske unge piger, der her oplevede deres livs virkelig "store dag" ved at få et prinseligt håndtryk. Det var morsomt at se, hvorledes de, efter at have fået det, stod aldeles betuttede og åbenbart ikke vidste, hvad de nu skulle stille op med hånden.

Selv var jeg kommet i snak med en gruppe mennesker, jeg havde lært at kende herude og blev derfor meget overrasket, da jeg pludselig hørte en venlig stemme spørge: "Hvem er De, og hvor kommer De fra?" Det var prins Philip, der med et stort smil rakte mig hånden. Jeg nævnte mit navn og fortalte ham, at jeg var fra Danmark. "Jeg tænkte det", svarede han og spurgte videre: "Hvad laver De herude?" Jeg svarede ham, at jeg repræsenterede Martinus åndsvidenskabelige Institut i København, hvortil han overrasket bemærkede: "Det har jeg aldrig hørt om, det lyder interessant. Hvad er det?" – "Det, tror jeg, er for kompliceret et spørgsmål til at svare på netop nu, Deres Højhed. Men det er et arbejde, der interesserer inderne såmeget, at de ønsker at have et tilsvarende Institut her, det er derfor, jeg er her", svarede jeg. Prins Philip så et øjeblik meget alvorligt på mig og sagde så: "Jeg tror, jeg forstår Dem, mr. Larsson. Held og lykke med Deres arbejde!", og så gav han mig et meget fast håndtryk til afsked. Vi var nær blevet mast under denne samtale, som Nehru overværede med et stort smil.

Udover dette korte møde med denne mand, der vel må siges at have et af verdens vanskeligste job, havde jeg den glæde at træffe mange andre fremragende mennesker, bl.a. den indiske hærs øverstkommanderende general K.S. Thimmaya, der forbløffede mig ved sin store venlighed og næsten utrolige åbenhed, idet han, da jeg gav udtryk for, at han måtte være utrolig træt efter formiddagens anstrengelser, svarede meget ligefremt: "Jeg er dødtræt, mr. Larsson, for jeg er j ingen ung mand mere. Og det værste er, at jeg endnu skal til en stor middag og senere igen til to cocktailparti'es! "Han spurgte meget interesseret til mit arbejde, som han havde hørt lidt om gennem en af sine venner og sluttede samtalen med at give udtryk for, at jeg burde føle mig meget lykkelig over valget af min livsgerning. Selv fandt han, at selvom det militære liv endnu var en nødvendighed, ville det blive en dejlig dag for verden, når det engang var sluttet, for, som han udtrykte dets "Det tager for meget af et menneskes liv og giver for lidt!"

Mørket var begyndt at falde på og pludselig lød nationalsangen udover haven. Alle stod vi stille, indtil den var forbi, hvorefter haven langsomt tømtes. Jeg var selv iblandt de sidste, der gik, for jeg ønskede at opleve at se de tusinder af lys, der ved mørkets frembrud ville forvandle Rashtrapi Bhavan til et drømmepalads. Sammen med T.P. Advani stod jeg og så op imod præsidentens bolig, da underet skete. Det var ubeskriveligt skønt. Floder af lys strømmede udover ikke alene præsidentens bolig, men over både Old- og New Delhi. Utalte tusinder af elektriske pærer i alle farver forvandlede i den mørke aften Indiens hovedstad til et næsten uvirkeligt drømmesyn. Overalt rejste kupler og tinder sig mod himlen illumineret i strålende farver. Hundreder af træer og buske i byens parker "sprang ud" med "blomster" i gnistrende farver – i sandhed, inderne forstår kunsten at feste! Langsomt kørte vi gennem den illuminerede by, hvor mere end to millioner mennesker var på benene. Stilfærdigt drøftede vi denne lange dags mange oplevelser. Også mr. Advani havde haft den glæde at hilse på prins Philip, og begge havde de moret sig over, at mr. Advani havde en vis berøring med hans navn, idet han herude repræsenterer "Philip's Radio" – som De igen vil se, har hertugen en mere end almindelig udviklet humoristisk sans.

– – – – – –

Som De vil forstå, har Indien officielt givet mig alt, hvad jeg med rimelighed kan forlange. Men selvom jeg med interesse nu har deltaget i en lang række receptioner og mødt utallige fremragende mennesker, mærker jeg en stigende træthed og utilfredshed ved dette glitrende, udvendige liv, og jeg er på en måde lykkelig ved, at det har kulmineret. For selvom jeg endnu har en lang række invitationer liggende, føler jeg, at jeg kan vil anvende ganske få af dem. Jeg har såmeget andet at gøre her og så lidt tid til det, at Jeg føler, at jeg kan anvende min tid mere positivt på andre felter. Livet har jo placeret mig i den vanskelige situation at skulle skabe et center her uden at have Martinus hovedværk at kunne støtte mig til. Mit arbejdsområde er derfor meget begrænset, men fra alle sider hører jeg om den glæde, de udsendte kontaktbreve har skabt. Men netop fordi disse breve vækker opmærksomhed, føles savnet af oversat litteratur dobbelt stærkt. Jeg føler mig tit som en arbejder med kun een hånd. På den anden side er det mig en dyb glæde dagligt at opleve, hvorledes vort arbejde begynder at gro i de enkeltes sind. Det er så uendeligt let her i Indien at komme til at tale til store forsamlinger, men det er på den anden side umådeligt svært at udlede noget virkeligt af den tilsyneladende begejstring, man bliver mødt med. Inderne er af natur meget åbne og meget lette at begejstre. Dette ved jeg, og Jeg er derfor meget lykkelig ved at vide, at jeg om mig har en kerne, der er ude over begejstringens rus og virkelig i al fremtid vil arbejde sammen med os. Men vi må følge et "langtidsprogram"! Indenfor det relativt korte spand af tid Jeg både sidste år og nu i år har kunnet tilbringe her, har det været min opgave at "så" en kosmisk sæd i de menneskers sind, jeg her har haft den lykke at komme i kontakt med. Denne "sæd" er for alvor begyndt at spire nu, og jeg har hænderne fulde af arbejde med på alle måder at beskytte disse spæde spirer. Men det har jeg gjort gennem mange år, så det volder mig ingen bekymringer. Og sagens fremtid herude volder mig forsåvidt heller ingen bekymringer, da jeg ved, såmeget som mennesker kan vide om den slags ting, at centret her i Delhi vil gro måned for måned. Indien er intet fremmed land for mig mere. Jeg har venner her, som jeg vil være forbundet med for resten af mit liv, for venskab er her et enten-eller. Når jeg tænker tilbage på, hvad mr. T.P. Advani og mr. Mathur har gjort for mig siden min ankomst, kan jeg kun bøje mit hovede i dyb taknemmelighed. På hver sin front bruger disse to mænd megen tid hver dag for at hjælpe mig, og begge er de i denne by to kendte og højagtede mænd, for hvem Martinus tankeverden har fået så stor værdi, at de uden nogen art af frygt for de misforståelser, en så stærk interesse for en ny åndsretning meget let afstedkommer, siger god for denne tankeverden til hver og en af deres utallige forbindelser. Takket være dem åbner hjem efter hjem sine døre for mig, og hvad det betyder, skal man være herude for at forstå. For indiske hjem er ikke europæiske hjem. De er lukkede borge, man kun får adgang til gennem venner. Men har man disse venner, er Indien jordens mest gæstfri land. Dette har Jeg den lykke at opleve hver eneste dag, og det er i denne oplevelse, jeg mest føler Forsynets medvind i den mission, jeg her står midt i.