Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1959/5 side 11
MARTINUS
LIVETS BOG
Citat fra tredie bind stk. 647.
"Jordmenneskeheden består i realiteten af ufærdige væsener. Men da naturen aldrig i noget som helst tilfælde lader noget fremtræde som ufærdigt, uden at det samtidigt udtrykkes at være på vej mod en færdiggørelse, findes der således ikke noget som helst, der berettiger til at se på det Jordiske menneske som et endeligt eller færdigt væsen. Ja, vi ser endog væsenerne indbyrdes fremtrædende som det ene væsen mere eller mindre færdigt end det andet. Hvorfor skulle nogle væsener fødes og således være mere ufærdige end andre? –
At det ikke er den fysiske alder, der er bestemmende her, ses også tydeligt ved en nærmere iagttagelse, idet disse ufærdige væsener ikke når at blive færdige i det nuværende Jordliv, og ingen indhenter hinanden. De kan naturligvis så at sige alle lære et håndværk eller indhente hinanden i et videnskabeligt studium og opnå de samme eksamensbeviser og karakterer, men dette er ikke retmæssig intellektualitet, men kun baseret på en intelligensmæssig træning eller øvelse og betyder ikke, at de samme væsener har indhentet hinanden i kosmisk fuldkommenhed. De er stadigt lige langt fra hverandre i det virkelige "formeringsstadium" eller "intellektuelle skabestadium". Det ses således her tydeligt, at det ikke er en almindelig intelligenssag eller træningssag, der gør sig gældende, men simpelthen dette: at væsenerne i deres materielle "Jordlivskredsløb" er synlige som fremtrædende i et højere kredsløb, der kun kan passeres eller tilendebringes ved en hel kæde af "Jordlivskredsløb". Væsenernes udviklingsstandard, hvad enten denne lader væsenernes fremtræden være pygmæ i Junglen eller professor ved en kulturstats universitet, vil altså være afhængig af dette "højere kredsløb". De to forskellige trin i intellektualitet, de nævnte to bevidsthedsformer repræsenterer, er udelukkende trin i dette "højere kredsløb" og lader sig ikke forandre ved opdragelse. Pygmæen kan ikke i sit nuværende jordliv indhente kulturvæsenernes ypperste repræsentanter i virkelig intellektualitet, ligegyldigt hvor meget han så end måtte træne, og ligegyldigt hvor god en opdragelse nævnte jordliv så end måtte skænke ham."