Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg mødte den over hele Indien meget kendte lærer i filosofi, professor Gurdial Malik, første gang juleaften. Jeg var inviteret til at høre ham tale i Rama Krishnatemplet, og da han var en god ven af Anna Ørnsholt, og jeg samtidig vidste, at han var meget interesseret i Martinus arbejde, var jeg meget spændt på at træffe ham. Jeg vidste om ham, at han havde været Rabindranath Tagore's nærmeste medarbejder i mange år, og at han var en højtagtet lærer i indisk visdom. Derudover vidste jeg, at han tilbringer sit liv på uafbrudte rejser fra sted til sted, hvor han giver undervisning i indisk filosofi.

Da han besteg talerstolen, måtte jeg overfor mig selv indrømme, at han svarede til det billede, jeg havde dannet mig af ham, – en ægte indisk vismand! Han er ret lille, men med et ansigt så spillevende, at det var mig en ren fryd at sidde og betragte ham under hans meget levende foredrag, der gang på gang henrev tilhørerne til latter. Han talte hindi, så jeg forstod ikke et ord. Men netop fordi jeg ikke kunne følge hans tanker, havde jeg såmeget mere rig lejlighed til at studere ham. Og Gurdial Malik er en oplevelse, fordi de tanker han har givet sit liv til, i den grad har gennemtrængt ham, at han formelig lyser af ånd.

Efter foredraget havde jeg den store glæde at blive præsenteret for ham. Da han hørte mit navn, omfavnede han mig rent spontant og udtrykte sin store glæde over at møde mig. Han beklagede dybt, at han allerede næste morgen skulle rejse til Colombo på Ceylon, men han håbede meget at være tilbage i Delhi i slutningen af januar. Vi udvekslede vore adresser, og jeg må tilstå, at jeg følte mig ked af, at jeg muligvis ikke ville se ham mere, da jeg vidste, hvor let planer herude ændres. Inderne regner ikke meget med tid. Siger de, at de nok er tilbage i Delhi om "en god måned", kan det ligeså godt betyde et halvt år. Det vidste jeg, så jeg var ked af, at dette møde nødvendigvis var begrænset til relativt få minutter. Alle trængte sig omkring ham og ville hilse på ham, så jeg trak mig stilfærdigt tilbage.

Stor var derfor min glæde, da jeg i slutningen af januar modtog en meget kærlig hilsen med besked om at kalde ham på et opgivet telefonnummer. Det gjorde jeg, og vi aftalte da at mødes torsdag d.5.februar. Han boede hos nogle slægtninge, og han bad mig meget hjerteligt medbringe mr. Mathur, hvis navn og interesse for Martinus arbejde var ham velbekendt. Således gik det til, at jeg lærte denne dejlige mand at kende. Da jeg endelig sad ansigt til ansigt med ham i et meget smukt indisk hjem, var det, som om vi havde kendt hinanden i mange år, så dyb en sympati var der mellem os. Med sit lange, hvide skæg, sine umådeligt milde øjne og sine levende bevægelser virkede mr. Malik trods sine formodentlig 70 år, som en tidløs hilsen fra den verden af ånd, han ved sit blotte væsen repræsenterer. Med begejstring fortalte han mig om sit møde med Anna Ørnsholt, og om hvordan han ved "et rent tilfælde" opdagede, at hun var beskæftiget med at oversætte et meget spændende filosofisk værk. Anna havde været meget forsigtig i sin omtale af det, men en dag havde hun lånt ham en lille bog "Blade af Guds billedbog", og så var kontakten sluttet. "Alene denne bog vil gøre Martinus berømt over hele Østen", erklærede Gurdial Malik med varme. "Jeg har læst op af den alle de steder, det har været muligt for mig. Oppe i Himalaya i en Ashram læste jeg lange afsnit med det resultat, at studenterne der ønskede at låne bogen til afskrivning!"

Han havde modtaget det første kontaktbrev og var fuld af begejstring for det. Men praktisk af natur som han er, var dette ham ikke nok. Han bad mr. Mathur, der herude hele tiden har fungeret som en strålende dygtig sekretær for mig, tage papir og blyant frem og så dikterede han ham en lang række adresser på sine venner, som allerede hver og en havde modtaget brev fra ham om, at dette kontaktbrev ville ankomme, og at han meget bad dem om at tage vel imod det. "Se", sagde han, "det er det første, jeg kan gøre. Det næste er, at jeg vil skrive en række artikler om Martinus tanker i forskellige tidskrifter, hvor jeg har absolut frie hænder. Honoraret for disse artikler sender jeg til mr. Mathur som et beskedent bidrag til Martinus arbejde her i Indien!" Og som bevis på alvoren i hans indstilling, overrakte han mr. Mathur en konvolut med et beløb – det første jeg har modtaget herude.

I mere end tre timer drøftede vi tilrettelæggelsen af vort arbejde i Indien. Det var mig en umådelig opmuntring at lytte til denne meget kærlige mands råd og anvisninger, der faldt helt i tråd med de erfaringer, livet her har givet mig. Indien er jo et uhyre fattigt land. Kun mellem 3 og 5 procent af befolkningen tjener såmeget, at de kan betale skat. Alt dette vidste jeg, før jeg ankom dennegang, så jeg har naturligvis måttet tænke alle de rent økonomiske problemer, der knytter sig til vort arbejde herude, meget alvorligt igennem. Takket være Deres forståelse af vort arbejde her, modtog jeg udover pengene til billetten et så stort beløb, at jeg kunne starte kontaktbrevene og med en meget streng økonomi, kan jeg nå at udsende 6-8 breve, inden mine penge slipper op. Disse breve, ialt ca.800 hver gang, udgår i øjeblikket punktligt hver 14.dag til lige så mange adresser, som en gave fra instituttet hjemme. Om den opsigt, de har vakt, vil jeg kun sige, at den tilfulde har vist det enorme behov, der her er for disse breve. Min daglige post vokser ustandseligt, for brevene bliver vist til venner, der meget bønligt skriver, om de ikke også må modtage et osv., så familien Mathur har nok at gøre med at fungere som indisk afdeling af instituttet hjemme. Men hvad, når mine penge slipper op?

Mine indiske venner har forlænge siden udkastet en plan for fremtiden, og den drøftede jeg nu med Gurdial Malik, der kender indisk psyke, hvis nogen gør det. Han var meget begejstret for denne plan, som jeg kort skal søge at gøre rede for. Inderne er ikke som os. De vil gerne modtage vore breve, men de bryder sig ikke om at få dem gratis. På den anden side kan de heller ikke betale for dem, ihvert tilfælde kun få af dem. Men Indien er et land af en helt anden struktur end vort. Her sidder stadig utalte millioner bøjede over træ og messing, over silke og uld og laver de skønneste ting til priser så små, at vi hjemme slet ikke kan fatte det. Og her er det, at holdet i Delhi under mr. Mathurs ledelse har bedt mig bringe Dem alle det forslag, at gruppen her sender dejlige indiske ting hjem til salg i Danmark. Ingen her vil tjene blot een nayapaiser (1 ½ øre) på noget som helst. Gruppen ønsker blot ved sin indsats at tjene til udgiften på brevene. Den ved nemlig meget nøje, at den forskel, der her er på den almindelige turist-pris og den, Inderen selv giver, er mere end nok til at betale det hele, og da medarbejderholdet her vil klare alt fornødent pakkearbejde osv., skulle planen kunne gennemføres.

Men hvorlænge? Ja, inderne regner med, at kontaktbrevene om 3 år har nået et sådant omfang, at alle vanskeligheder ikke alene er løst, men sagen så stabiliseret i Indien, at inderne fra den tid selv vil være istand til at betale for sagens videre vækst herude. For Indien er stadigvæk et andet land end vort. Professor Malik udtrykte det med ordene: "Mr. Larsson, om vi blot fører kampen igennem i tre år, er alle økonomiske problemer løst. For Indien har fremdeles meget rige mennesker, og vi må give Forsynet en chance for, at Martinus arbejde en dag når disse mennesker. I øjeblikket er vi kun få, der kender Martinus tanker, og endnu har vi ikke engang Livets Bog. Men såsnart hans tanker begynder at vinde frem, så vil alle problemer løse sig. Vi må blot stå sammen og aldrig give op!"

Nuvel, jeg ved jo meget vel, at dersom jeg beder Dem hjælpe mig direkte med penge, hjælper De mig. For opgaven her må simpelthen løses. Men jeg ser intet forkert i indernes ønske; vore venner her er meget ærekære og ønsker på ingen måde at blive en byrde for sagen i Danmark. Og da de mænd, der her står i spidsen for vort arbejde, er nogle af de fineste, vi kan møde herude, nærer jeg ingen frygt for planens realisation. Dertil kommer endelig, at denne plan allerede har været drøftet "på højeste sted" med det resultat, at gennemfører vi den, giver regeringen her afkald på told af vore bøger. Som De vil forstå, begynder jeg at kunne se de første spæde resultater af de mange kontakter, jeg her har været i berøring med. Martinus arbejde har vakt en langt større opsigt, end jeg tør give udtryk for. Jeg ved blot positivt, at disse breve nu "vandrer" over hele Indien. Det ser jeg af min post, der fortæller mig, at vi nu har venner og medarbejdere i dette vældige land fra Himalaya i nord til Colombo i syd og fra Calcutta i øst til Bombay i vest. I det sidste brev jeg skal skrive herudefra, skal jeg klart gøre rede for sagens vækst i den tid, jeg har været her. Endnu er dette for tidligt, men trods alle de vanskeligheder, der har mødt mig i de måneder, jeg allerede har været her, kan jeg idag roligt skrive, at en større følelse af Forsynets umiddelbare nærhed end den, jeg her dagligt oplever kan næppe opleves i vor verden.

Endnu engang havde jeg den store glæde at møde professor Malik, idet han ringede og indbød mig til endnu et besøg, inden han igen forlod Delhi. Og påny havde jeg den samme følelse af dyb forståelse, uendelig velvillie og urokkelig hengivenhed for Martinus person, som første gang vi mødtes. Vi talte om overordentlig dybe problemer, og mine svar fik gang på gang den stille, blide indisk lærde til at springe op i begejstring. Også han ved, hvad alle herude dybt føler, at Indiens åndelige fornyelse må komme fra Vest. Alle unge er her meget trætte af Guru'er og af de endeløse poetiske religiøse remser, der flyder fra hver eneste Swami's læber. Jeg har mødt såmeget af det nu, at jeg forstår alle disse unge, der mere føler deres "ældgamle, ædle indiske arv" som en byrde end som en inspiration. Da jeg skiltes fra Gurdial Malik, var det som at skilles fra et menneske, jeg havde kendt hele mit liv, – han var en af de oplevelser i Indien, jeg vil mindes længst!

– – – – – –

Katja – selve det unge, intellektuelle og meget moderne Indien – så på mig med sine intelligente, mørkebrune og meget smukke øjne. "Du er heller ikke forelsket i Indien mere, er du vel?", spurgte hun, – men før De får mit svar, må jeg hellere fortælle Dem lidt om Katja selv, for hun har været en stor oplevelse for mig. Katja er sidst i tyverne og netop blevet gift med mr. Advani's ældste søn Mangha. Begge er de for kort tid siden vendt tilbage fra en –forstår jeg– aldeles vidunderlig bryllupsrejse til Singapore og Hongkong. Men Katja er andet og mere end en smuk, ung, indisk pige, for smuk det er hun, meget smuk endda. Katja er advokat med ret til at føre sager for Indiens højesteret. Derudover er hun speaker i All India Radio med afrikanske dialekter som speciale, for Katja er født i Østafrika og vokset op i Nairobi som datter af en meget fremstående indisk advokat der. Hun vendte tilbage til Indien for tre år siden og er altså nu gift ind i familien Advani. I det ydre er hun omtrent indisk. Hun er meget høj og meget mørk og har kortklippet hår. Men ellers bærer hun sari og opfører sig rent indisk. Sådan da. For når hun kommer susende i sin sportsvogn for at tage mig med ud på en rask tur, virker hun faktisk meget lidt indisk. Alene det, at vi kører alene er så opsigtsvækkende, at man vist skal være Katja for at klare de blikke, hun af og til bliver mødt med. Men Katja vil ikke alene, hvad hun vil. Hun er fast besluttet på at gøre, hvad der står i hendes magt for at bryde det traditionelle maskuline herredømme over kvinden herude, noget der af og til får min ejegode ven Mangha til at ryste lidt bekymret på hovedet.

–"Nej Katja, jeg er ikke forelsket i Indien mere. Jeg har været det, det indrømmer jeg, men det er forlængst overstået, men jeg er lidt overrasket over at få det spørgsmål fra netop dig." Katja så et øjeblik meget spekulativ ud, så kom det: "Husker du, da du ankom til Bombay? Vi kom begge til Indien via Sct. Cruiz flyveplads. Du fra Europa, jeg fra Afrika. Jeg var vildt betaget. Husk på, jeg var vokset op i et indisk hjem. Far og mor var ikke alene indere, de var strengt ortodokse hinduer. Jeg har aldrig smagt kød, røget eller drukket spiritus, og jeg vil aldrig gøre det. Men jeg var fyldt til randen med indisk romantik, da jeg ankom. For mine forældre længtes altid hertil, og de fyldte os med rosenrøde beskrivelser af livet her. Du ved, jeg tog til Delhi, og det var let for mig at få et job her. Men Indien har været en chokbehandling for mig. Jeg elsker det, men jeg er bange for, at jeg på en måde synes bedre om Afrika!"

– Og jeg forstår Katja, hvis øjne ellers har set mere end de fleste unges. For hun har oplevet hele mau-mau-perioden i Nairobi. Hun har set negre dingle i træerne, hun har prøvet ved retten i Nairobi at forsvare en neger, der var anklaget for voldtægt, og hun har måttet barikadere sig i sit hjem og med revolver i hånden været klar til at tage, hvad der måtte komme. Katja er inder, og hun vil falde til ro her, få børn og blive ren indisk. Men hun vil aldrig blive gammelindisk. Alt i hende vægrer sig ved at gå ind i den tænkemåde, som stadigt præger utalte millioner her. Katja ved det ikke selv, ikke helt, at hun er en inder med vesterlandsk sjæl. Hun afskyer de hellige mænd her, kalder dem bidende for "superhyklere". Af natur umådelig religiøs har hun et vanvittigt skarpt blik for alt det uægte, vi her er omgivet af på alle sider. For hende er Indien ikke en ældgammel nation med vidunderlige traditioner, nej for hende er Indien mere at ligne ved en ung i de vanskelige overgangsår. Når jeg lytter til hendes glødende udtalelser, mindes jeg med et indvendigt smil den danske sætning: "Det er af sine egne, man skal høre det " Men Katja er ikke dum, hun har en glimrende hjerne, et skarpt blik og et ordforråd, så man ser gnister for sine øjne. Med udpræget kvindelig intuition sætter hun gang på gang fingeren på de meget ømme punkter, og min gode ven Advani dukker sig helt forskrækket, når den af ham så forgudede svigerdatter, stik imod alle indiske regler, ved bordet åbner munden og "taler Roma midt imod".

Og Katja har på en måde ret. Heller ikke jeg er mere forelsket i Indien. Som såmange hjemme har jeg livet igennem båret på et romantisk "Østen-kompleks", men det er borte nu. Og godt for mig, for jeg vil få med disse mennesker at gøre resten af mit liv. Katja's ord om Indien som en "syttenårs lømmel" er måske nok strenge, men de er meget nær sandheden. For alt herude er i opbrud, netop som det er det hos den unge i overgangsårene, der absolut vil gøre sig fri af "de gamle", og nu selv vil vise, at han kan klare alting. Østen er een stor forvirring i disse år, hvor hver eneste måned bringer indvielser af nye fabriker, nye skoler, nye læreanstalter. Overalt arbejdes der febrilsk på at ændre alting. Jetjagere drøner nedover junglen, og vældige vandreservoirer "fanger" flodernes vande og opbevarer det til tørketiden. Og alligevel lider Indien under et "kræftsår", som meget vel kan ødelægge alle anstrengelser, og det er den heltud eventyrlige børneproduktion, der her finder sted. Der fødes i øjeblikket ca.4000 børn i Indien hver time. Sker der ikke noget afgørende her, vil Indien have mere end 700 millioner mennesker år 2000, eller blot om ca.40 år, –og i forvejen er langt mere end 30% af befolkningen absolut underernæret! Der har netop i disse dage været afholdt en børnebegrænsningskongres her efter den sædvanlige recept: mængder af ord og så godt som intet resultat. Man undres ofte over, at mennesket har kunnet spalte atomet og bringe dets skjulte kraft under kontrol, men ikke kunnet finde det middel, der, let, enkelt og i kontakt med vor etiske indstilling, bringe conceptionen under total kontrol. For hele Asien er dette problem dødsensalvorligt, thi livet herude er intet liv i paradis, hverken for høj eller lav. Dette har Katja både set og forstået, derfor har samtalerne med hende været så inspirerende for mig. Thi for hende har Martinus tankeverden været en åbenbaring. Hun er et af de mest retlinede mennesker, jeg har mødt, og jeg vil med stor interesse følge hendes videre udvikling, –den vil ikke blive almindelig, derom er jeg overbevist.

– – – – – –

Fredag d.13.februar kom en af mine venner for at tage mig ud på en lille tur. Aftalen var, at vi skulle udenfor Delhi, hvad vi også kom, men han tog fejl af vejene, og pludselig befandt vi os på en vej kaldet "30.januars vej". Jeg studsede over navnet og spurgte ham om årsagen til, at man herude gav en vej et så besynderligt navn? Han tog farten af vognen, drejede nedad en lille sidevej og sagde så: "Kom her, jeg vil vise dig årsagen!" Således gik det til, at jeg få minutter senere stod nøjagtig på det sted, hvor den indiske nations fader Mahatma Gandhi blev skudt d.30.januar 1948 Gandhi boede som gæst i et ret beskedent hus – Brila House – udfor hvilket der var en ret stor, smuk plæne, hvor han om aftenen mødtes med en stor mængde af sine tilhængere. Som det så ofte før var hændt, kom han d.30.januar 1948 sent på eftermiddagen ud fra sit hus og vandrede, ledsaget af to af sine slægtninge de få meter hen til den plads, hvor mængden allerede trængtes for at høre ham. Og så skete der det dybt tragiske, at en ung fanatiker pludselig trængte sig frem og på få skridts afstand fyrede flere skud fra sin revolver mod Gandhis bryst. Gandhi sank øjeblikkelig om, og man hørte ham kun sige: "Åh Gud, åh Gud!" – så var denne vor tids største inder ikke mere.

Morderen blev idømt dødsstraf, men på opfordring af Gandhis tilhængere, blev straffen ændret til livsvarigt fængsel. Man ved, at han repræsenterede en gruppe, der var imod Gandhis politik, men han var ikke at formå til at røbe noget som helst. Det er nu elleve år siden, og stedet er naturligvis mødested for utalte tusinder af pilgrimme. Der er på pladsen bygget en lille pavillon, hvor man i relieffer ser hele Gandhis liv, naturligvis lagt op på et mytisk plan. Jeg vandrede stille rundt på denne fredhelligede plet, medens mine tanker kom og gik. For hvem var Gandhi? Var han så stor, som vi tror, eller –? Bølgerne går netop i øjeblikket højt herude i anledning af en bog, som en af Gandhis nærmeste venner gennem mange år, har skrevet, og i hvilken han meget åbenlyst hævder, at Gandhi var i dyb konflikt med alle de ledende, Nehru inclusive, om delingen Indien-Pakistan, og har man, som jeg, søgt at "lægge øre" til de mange indlæg i denne strid, får man en besynderlig følelse af, at Gandhi blev dræbt i en for ham – og også alle de andremeget lykkelig time. Sikkert er det, at billedet af hans virkelige liv og virke langtfra endnu er helt afklaret. Et vil imidlertid altid stå fast, og det er, at aldrig har det engelske imperium oplevet begrebet "ånd"s virkelige styrke i en større udfoldelse end det mødte det i denne lille micky-mouse lignende mandsling – udtrykket er ikke mit, men et af en af Indiens berømteste journalisters)– der med sine sultestrejker og sin ikke-volds politik blev den David, der fældede den britiske imperiegoliat. Hvad man end vil mene om Gandhi, så var han, set i lyset af Martinus verdensbillede, en af de største kosmiske kemikere, vort århundrede har fostret. Alt synes en besættelsesmagt at være forberedt på, blot ikke, at kærligheden som magtfaktor er enhver anden magtfaktor overlegen. Gandhi kendte denne hemmelighed og anvendte den helt ud i en konsekvens, der i sin natur var Vesten aldeles fremmed. Thi meget kunne f.eks. en Hitler få sine tilhængere til, – men lægge sig foran et frembrusende exprestog!!! Den slags kan kun ske her i Østen. Det vidste Gandhi, og på det sejrede han.

– – – – – –

Det indiske forår er over os i hele sin vælde. I alle haver dufter det af blomster fra buske og træer, og alting synes som et ubeskriveligt eventyr. Men det er et kort eventyr. Om blot 6 uger vil alt dette skønne segne for den sviende sol, og Delhi vil blive en grå ørken af hede og støv. Thi Delhi er jordens varmeste hovedstad, der i maj når op på omkring 50 gr. celcius. Derfor frygter inderne maj akkurat ligeså meget, som vi længes efter den, – er det ikke en helt ny tanke for Dem?