Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Inden den stadigt mere glødende sol og den til tider næsten uudholdelige hede helt har forandret min skønne lille have til rødgult støv og visnede blade, ønsker jeg at riste den en beskeden minderune til tak for al den kærlighed, den har givet mig. Min have er ikke stor, ihvert fald efter danske forhold. Men den har, fra den første dag jeg ankom og indtil nu, hvor den bærer alle undergangens ubedragelige tegn, været som eet stort kærtegn for mig. Den modtog mig med et væld af skønne blomster, og den går under i et hav af rødt og gult, ja af alle de farver der netop nu gløder på det sidste.

Rent flygtigt ligner min have en dansk have. Men også kun flygtigt. For ser man nærmere til, opdager man, at alle blomsterbedene er forsænkede i forhold til græsplænen. Det er de, fordi gartneren hver morgen/må fylde dem med det vand, solen allerede inden middag har fået til at fordampe. Men al denne fugt omskaber haven til et drivhus, i hvilket alt gror med forbavsende hast og frodighed. Vi har såmange træer, som der overhovedet er plads til, og såmange buske at vi, bortset fra et beskedent hul i hækken, lever aldeles skjult for omverdenen. Både træer og buske blomstrer nu, og derfor er den luft, vi indånder i disse dage, et helt bedøvende orgie af skønne dufte.

Men netop det lille hul i hækken har været en af mine daglige, små glæder. For børnene på vejen kender mig og holder øje med mig. Og når de ser, jeg kommer ud af huset om morgenen, styrter de alle hen til hullet, hvor de hilser mig med et gjaldende: "Salaam Sahib!" Nuvel, det koster mig nogle få skillinger hver morgen, men hvem vil ikke gerne give det for at blive mødt af strålende smil fra disse næsten kulsorte, evigt leende drenge- og pigeøjne? Snavsede er de indtil ubeskrivelighed, og fulde af lus er de sikkert også, men den sjæl, der bor i dem, er noget af det mest levende og glade, man kan møde på sin vej.

Een morgen gav hullet i hækken mig en oplevelse, jeg altid vil mindes med smerte. Jeg havde forlængst modtaget min morgenhilsen fra alle ungerne og havde fået mig anbragt med min post et dejligt skyggefuldt sted, da jeg blev afbrudt af en skingrende drengestemmes "Salaam Sahib!" Ærgerlig over at blive afbrudt og med min gode bevidsthed om at have bragt dagens beskedne økonomiske offer, så jeg ikke op, men svarede blot med et kort: "Forsvind!" Og så var det altså, at jeg pludselig hørte en mærkelig hivende lyd og så op. Og der, ganske få meter fra mig så jeg en lille dreng, der opgivende skjulte sit lille mørke hovede i sine arme og nu græd aldeles hjerteskærende. Og der mødte jeg så igen det Indien, der har ridset dybe ar i mit hjerte. For da jeg forsigtigt strøg henover hans snavsede, sorte, uredte hår, vendte han et ansigt imod mig, der ikke alene var vansiret af koppear, men i hvilket to næsten blinde øjne søgte mine. Han kunne vel være 5-6 år, måske lidt mere, men måske også mindre, for mange børn herude er så ubegribeligt små. Til alt held havde jeg en lidt større skilling på mig, og jeg kunne have undt Dem synet af ham, da han fik den. Se den klart kunne han ikke, Derfor førte han den lynhurtigt op til sin mund, hvor et hurtigt bid overbeviste ham om dens ægthed. Med et nyt "Salaam" forsvandt han, fast knugende sin skilling i den lille, snavsede næve.

Men min have har også givet mig andre oplevelser end blomsterne. Den har ladet mig møde Indiens fugleliv, hvoraf især den lille honningfugl har gjort et stærkt indtryk på mig. Den er mindre end nogen dansk fugl, men alligevel betydeligt større end Kolibrien, hvem den ellers ligner meget. Det er et fantastisk syn at se denne strålende smaragdgrønne fugl stå med svirrende vinger foran blomsterne og med sit lange næb suge honning. Men også "Hærfuglen", der kun gæster Danmark med mange års mellemrum, er en stor oplevelse. Her er den ganske almindelig og kaldes simpelthen for "Ormepikkeren". Med sin store kam, som den rejser ved blot den mindste uro, er den et meget smukt syn. Vi har mange flere, hvis navne jeg ikke kender, men som alle har glædet mig ved deres utrolige tillidsfuldhed. Herude dræber man jo ikke dyr, og det har resulteret i, at fuglene betragter både hus og have som deres eget. Små turtelduer går ud og ind i vore stuer uden at lade sig forstyrre, og det gør de større duer for den sags skyld også. Gråspurvene generer sig ikke for at snuppe en bid af ens brød, inden man selv får den første mundfuld, og de vævre små egern betragter simpelthen vore måltider som deres måltider. En ubehagelig oplevelse har min have dog givet mig, som jeg sent vil glemme. Jeg sad netop og tog mig et lille blund i heden, da jeg vågnede ved en væmmelig kold følelse henover mine bare ben. Et eller andet må have nået min hjerne, for pludselig var jeg lysvågen og så ned. Og der gled et stort og luddovent kæmpefirben sagte henover mine fødder. Tro mig, jeg var lettet ved, at det ikke var noget helt andet end denne tamp, jeg i forvejen var fortrolig med. For vi har også andre krybdyr her, som er knapt så ufarlige. For så henrivende min lille have end har været for mig, eet har den aldrig ejet og vil aldrig komme til at eje, den ufarlighed enhver dansk have har, som gør, at man hjemme uden at tænke over det kan smide sig i græsset. Det kan man også gøre her, sandt nok, men de, som har smidt sig selv lige i hovedet på en skorpion påstår, at den slags gør man kun een gang i sit liv.

– – – – – –

Indien har ikke længere nogen "lukkede døre" for mig. Sådan føler jeg det ihvert fald, for jeg har venner i alle kredse, og jeg færdes lige frit og åbent hos rig såvel som hos fattig i denne ejendommelige by, hvor gammelt og nyt brydes som ingen andre steder i verden. Jeg har været til et utal af bryllupper, og selvom jeg har fortalt Dem lidt om disse bryllupper før, vil jeg endnu engang fortælle Dem om to, jeg netop har været til, og som på hver sin vis har givet mig et meget dybtgående indblik i den ideverden, der skjuler sig bag det indiske ægteskabssystem.

Jeg fik en meget fornemt trykt invitation til et stort Sihk-bryllup og indfandt mig til den bestemte tid i et vidunderligt hus, hvor alt var indstillet på fest. Foran huset var der rejst et kæmpetelt, og her havde brylluppet taget sin begyndelse allerede den foregående dag, hvor en Sihk-ypperstepræst havde indfundet sig med et lille transportabelt alter og Sihkernes hellige bog. Ceremonien starter på den måde, at ypperstepræsten begynder at læse afsnit af denne bog for slægt og venner af brud og brudgom, der her samles for nogle få timer. Efter at alle har forladt teltet, hvori altret er rejst, fortsætter en række Sihkpræster at læse efter tur, uafbrudt i 24 timer! Jeg ankom netop som brylluppet begyndte at kulminere. Stilfærdigt anbragte jeg mig i en krog af teltet. I dagens anledning havde jeg måttet tildække mit hovede med et tørklæde. Ingen må betræde en Sihk-helligdom med utildækket hovede. Brudens far fik imidlertid øje på mig og banede sig vej mellem de mange gæster hen til mig og bad mig følge sig. Han anbragte mig da mellem ham selv og ypperstepræsten og direkte overfor brud og brudgom. Hvilket syn! Jeg kunne have undt Dem denne oplevelse, der er tusinder af mile fra, hvad De kan forestille Dem. Der sad brudgommen i festskrud, hvilket vil sige rigt dekoreret med guldornamenter og med en meget pragtfuld krone på hovedet. I sit skød havde han en vældig krumsabel. Ved hans side sad bruden tildækket, så man intet kunne se af hendes ansigt. Også hun var pragtfuldt klædt. Og rundt om os sad alle husets venner, Sihker, med deres smukke turban og vældige skæg. Alle så meget højtidelige og lukkede ud. Brudgommens og brudens ene hånd var sammenbundet med silkebånd i alle farver. Han så fjern ud, hende kunne jeg altså ikke se og måtte det formodentlig heller ikke. Jeg vidste i forvejen, at hele dette bryllup var aftalt mellem de ældste i begge familier, og at de unge kun havde set billeder af hinanden. Ypperstepræsten læste monotont de sidste afsnit af den hellige bog, og så begyndte en række ceremonier, hvoraf en bestod i, at brudgom og brud vandrede rundt om en hellig ild tre gange. Så kom det øjeblik, hvor brudens far overgav sin datter til brudgommen, og det var meget gribende. Brudens far var en ældre, meget smuk Sihk, og han rejste sig nu og gik hen foran brudeparret og begyndte at læse en tale for dem, som jeg naturligvis ikke forstod, da den blev holdt på hindi. Men pludselig kunne han ikke mere. Tårerne strømmede ned ad hans kinder, og ypperstepræsten måtte afslutte talen. Jeg fik den udleveret bagefter, trykt i sølv på rosafarvet papir. Her følger et af dens vigtigste afsnit:

Da ceremonierne var overstået, havde jeg lejlighed til at hilse på brudeparret og blive fotograferet sammen med dem. Påny slog det mig, at bruden, som jeg nu havde lejlighed til at se i fuldt dagslys, på en måde syntes lykkeligere end brudgommen, og jeg mindedes uvilkårligt en historie, mr. Mathur en dag havde fortalt mig om en lille pige, der sammen med sin bedstefader så et brudeoptog komme. Da det havde passeret, brudgommen på sin hest og bruden i en lukket karet, spurgte den lille pige: "Bedstefader, hvorfor lo brudgommen og så så glad ud, medens bruden sad og græd hele tiden?" "Åh", svarede bedstefaderen, "ser du, han ler såmeget, fordi han ved, at det er sidste gang, han har noget at le ad. Hun derimod græder så voldsomt, fordi hun ved, at det er sidste gang, hun behøver at græde!" Indisk visdom – måske!

Det næste bryllup – og formentlig det sidste, jeg vil deltage i, – var ikke alene et dobbeltbryllup, en søn og en datter, som blev gift samme dag, men det var også et bryllup, hvor jeg kendte familien og altså den ene brud og brudgom. Også her var der tale om ægteskaber, der var arrangeret af familiens ældste. De unge havde fået forevist billeder af deres tilkommende og derefter akcepteret. Reglen er, almindeligvis, at de unge får forevist et billede af den foreslåede, og vil de så ikke have ham eller hende, ja, så prøver man at finde en anden. I dette tilfælde her var der andre interessante ting at lære. Forældrene til de to unge repræsenterede den gode middelklasse. Alle børnene var ikke alene velopdragne, de havde alle deres studentereksamen. Og her kommer der noget, jeg vil kalde "praktisk psykologi" eller måske bedre, praktisk kosmisk kemi. For forældrene på begge sider var enedes om, at da den unge datter var vokset op i et forholdsvis velstillet bymiljø, så kunne man godt akceptere, at hun blev gift ind i endnu bedre økonomiske kår. Det ville være en inspiration for hende, og med hendes uddannelse skulle hun nok kunne magte det. Anderledes derimod med sønnen. Fik han en pige fra et mere velstillet hjem, ville man løbe den risiko, at hun ville blive utilfreds i sine nye omgivelser, så derfor besluttede man at finde en pige til ham udefra og fra et mindre velstillet hjem! Begge piger havde da en fair chance for at blive stolte af deres mænd, og dette – siger inderne – er noget meget vigtigt!!! Og nu så jeg altså resultatet. Det var festligt, virkeligt festligt. Jeg føler mig som meget nær ven af dette hus, hvor jeg mere opfattes som en slægtning end som en fremmed, og jeg kunne derfor tale frit med både brud og brudgom og filme dem i al deres fine skrud, en i virkeligheden helt eventyrlig chance! Nuvel, alt foregik efter ældgamle ritualer. Brudgommen – Raghubir – steg til hest, og vi fulgte ham alle i et kæmpeoptog gennem Old Delhis krogede gader. De af Dem, som nåede at se filmen "Vinden kan ikke læse", kender lidt til disse eventyrlige gader, og De må tro mig, når jeg siger, at noget mere romantisk end dette optog kan ikke tænkes. Vi var måske 6-700 mennesker, der vandrede ud og ind mellem ældgamle huse, der kun var oplyst af de fakler, vi medbragte. Bryllupsorkestret larmede, så trommehinderne truede med at sprænges, – ubegribeligt at hesten ikke bliver vild under sådanne omstændigheder. Gudskelov boede bruden ikke så langt borte, og da vi endelig ankom, kom hun tæt tilhyllet ud og mødte sin brudgom. Vi stod alle åndeløse og overværede dette møde, hvor hun, ved at slynge en blomsterguirlande om hans hals, tilkendegav, at hun ønskede ham til mand. Hun var en lillebitte en, men det lykkedes hende dog at få blomsterguirlanden om halsen på ham. Så kom turen til ham. Også han "sagde det med blomster", og så jublede alle og skiltes.

Næste dag fortsatte brylluppet på den måde, at parrene nu skiltes. "Vor" brud gik til sin mands hjem, og "vor" brudgom modtog sin hustru i sit hjem. Det var en vældig fest. Og her så jeg noget, jeg absolut ville have forsvoret. Vor søde lille Padma, der kun havde sit sin tilkommende mand en eller to gange og da dårligt nok turde se på ham, var faldet med et kæmpebrag for ham. Til vild jubel for hele familien sad de begge to og flettede fingre og var i det hele taget jævnt ligeglade med os allesammen. Nå, de var nu også vældig søde begge to, men alligevel! Vi var alle forbavsede. Jeg fik lejlighed til på tomandshånd at spørge Padma, om hun virkelig var så lykkelig, som hun så ud til, og tror De ikke den lille gavstrik, stik imod alle østerlandske regler, svarede mig med de mest strålende øjne: "Onkel, det er alt, hvad jeg har drømt om!"

En morsom oplevelse havde vi, da hun blev hentet af sin nye familie. Her byder skikken, at den ene part kritiserer den anden. Og Padma har en søster, der er skåret for tungebåndet, hvis nogen er det. Hun himlede op om, at hele familien var fortvivlet over at skulle miste deres lille søster, og om man nu også kunne være sikker på, at hun blev godt behandlet osv., osv. Men den dag havde hun fået en modstander, der kunne ordne hende. Brudgommens broder var advokat, og jeg skal love for, at han kunne give igen! Og en kæmpetrumf havde han i brudens utilslørede forelskelse i sin mand. "Se", råbte han triumferende, "tror I, at hun ønsker at blive her mere? Spørg hende selv!!!" Og så jublede alle – Padma forlod virkelig sit hjem så bedøvet forelsket, som altså også en indisk pige kan blive det.

Og så ventede vi på Pushpa! "Vor" brudgoms lille, nye kone fra landet. Men det var ingen glad og smilende Padma. Det var to unge mennesker, som skæbnen havde bragt sammen, og man kunne kun i sit stille sind bede en bøn for, at livet ville føre dem mere sammen, end de nu var. Angst og forskræmt, med dybe mørke ringe under sine kønne øjne, mindede Pushpa mere om en musling, der havde lukket sig tæt og uigenkaldeligt i. Intet smil, intet tegn på glæde. Automatisk udførte hun, hvad man ventede af hende, men hendes små hænder rystede hele tiden, og røbede hvor elendigt hun havde det. Og brudgommen? Ja, han så nærmest ud, som vedkom det hele ikke ham.

– – – – – –

I mit sidste brev til Dem skrev jeg, at jeg ikke mere er forelsket i Indien, og det er sandt! Men enhver form for forelskelse toner enten ud i ligegyldighed eller går over i den dybere, blidere følelse, man kalder kærlighed. Og jeg elsker Indien. Ikke alene fordi dette land fra den første dag, jeg betrådte dets jord, tog imod mig med en kærlighed, der sidenhen kun er vokset, men mest fordi mit sind i langt højere grad hører til her end i den verdensdel, hvor jeg blev født. I Europa skjuler man sine følelser. En dame, jeg kender hjemme, og hvis engelsk jeg beundrer, gav engang udtryk for sin rædsel over et engelsk brev, jeg havde skrevet. "Sådan kan man ikke skrive", erklærede hun, "på engelsk giver man ikke sådan udtryk for sine følelser!" Jeg fortalte en indisk ven, der er professor, denne oplevelse, og han lo, så tårerne trillede ham ned ad kinderne. "Typisk", udbrød han, "typisk, sådan er de højtudviklede europæere!" – og noget er der om det. For altfor mange hjemme har en forkert indstilling til dette, at være åben og umiddelbar. I Europa bruger man tonsvis af nervepiller for at komme gennem konflikterne. Her går man til sine venner. Hvor ofte har jeg ikke set disse mennesker græde sammen, fordi de fandt vennens modgang så stor, at de måtte vise ham, at de følte med haml

Indien er et ældgammelt land, det ved alle. Men Indien er også et ungt land, og det er fremfor alt landet, hvor Martinus tanker vil sejre før end i alle andre lande. Jeg er ikke spåmand, men med al den intuition, der er i mig, ved jeg, at Martinus navn om relativt få år vil være æret og agtet her, som det først vil blive i Danmark om mange, mange år. En meget god ven af mig, professor Kapur, en af Indiens fineste økonomer og en stor beundrer af Martinus tanker, sagde en dag i en lille gruppe, som jeg netop havde talt for: "Det er ikke det, at Martinus tanker er så strålende universelle, der alene betager mig, nej, det er måske mere det, at de er alle vore egne tanker i en ny og aldeles vidunderlig form, der får mig til at tænke på, at jeg vist ikke får fred, før jeg både får ham at se og får lov til at berøre hans fødder!" Læg mærke til den sidste sætning. En inder må give udtryk for sin følelse, og dette at knæle ned og berøre en åndelig mesters fødder er ikke for inderen identisk med underkastelse, det er hans måde – gennem mesteren – at hylde Gud på!

Dag for dag tager heden voldsomt til, og inden altfor længe må jeg vende tilbage til mit eget land. Men mine venner her ved det, og jeg selv ved det også, – jeg vil vende tilbage, før eller senere, for sammen med dem at skøtte den åndelige sæd, jeg har haft den store lykke at så i dette morgenrødens vældige rige.

Med kærlig hilsen til Dem alle fra Deres hengivne og taknemmelige