Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har skrevet til Dem fra mange mærkelige steder i verden. Men om De så mig i dette øjeblik, ville De alligevel blive forbavset. Jeg sidder på en lille terrasse nogle få meter fra Ganges, og solens første stråler begynder netop at vibrere over Himalaya, hvis vældige højder på alle sider omgiver mig. Ganges selv bruser forbi mig, og omkring mig har jeg i øjeblikket et utal af hellige mænd, og lyden af ringlende klokker og mere eller mindre larmende bønner fylder mine øren. Det hele er så afvigende fra, hvad De og jeg kender, og så afvigende fra alt, hvad jeg hidtil har oplevet her i Indien, at jeg af og til føler det hele som en drøm, jeg hvert minut kan vågne op fra. Men det er virkelighed!

For imidlertid at få et klart indtryk af det væld af oplevelser, det sidste døgn har bragt mig, vil jeg prøve at give Dem den virkelige baggrund for mit besøg i denne verdensberømte dal, hvor jeg i øjeblikket er gæst hos Swami Sivananda, lederen af "The Divine Life Society" og skaberen af en af Indiens mest kendte Ashram's, placeret direkte ud til Indiens hellige flod Ganges meget nær dens udspring fra Himalaya, hvis vældige højder beskytter os på alle sider. Skæbnen ville, at jeg måtte fejre min fødselsdag herude. Dette er på sin vis noget aldeles privat og Dem uvedkommende, men for mig betød det, at tre af mine bedste venner her besluttede sig til at give mig en ekceptionel fødselsdagsgave, nemlig en 6 dages tur til Himalaya. Disse tre venner, mr. T.P. Advani, som De allerede har hørt om, professor R.D. Ka'pur og generalmajor dr. Sharma, tidligere chef for den indiske hærs lægevæsen, har været aldeles enestående imod mig herude. De er alle med begejstring gået ind for Martinus tanker, og da deres indflydelse, hver for sig, er stor, har de været til umådelig hjælp for mig i mit arbejde for at skabe et virkeligt levedygtigt Martinus-center i Delhi.

Og igår morges præcis kl.4 startede vi så med kurs mod Himalaya, der ligger ca.250 km fra Delhi. De af Dem, som har læst Jerome's berømte "Tre mænd i en båd", kan gøre Dem en lille forestilling om den fest, vi havde med at pakke til denne tur. Ligegyldigt hvor gamle mænd bliver, stikker der noget af en dreng i dem alle, og general Sharma var, med sine 68 år, så fuld af løjer, at jeg en overgang tænkte: "Vi kommer aldrig afsted!", for han dirigerede rundt med vor bagage, som skulle vi til syd- eller nordpolen. Ustandseligt måtte vi gå det hele igennem for hver gang at opdage "noget", vi havde glemt. Nuvel, vi begyndte ved 2.tiden, og kl. 4 gled vi ud af byen for pludselig at opdage, at mr. Kapur havde glemt sine briller. Vild jubel og tilbage igen. Og så var endelig alt, som det skulle være! Mange oplevelser har Indien givet mig, men denne synes at skulle blive en af de største. Vi havde valgt at starte så tidligt, fordi varmen nu er overvældende. Vi har nået den ubehagelige grænse, hvor ihvert fald jeg snart må give op. Der er timer, hvor vi har mere end 40 grader, og denne varme føles som en usynlig, men meget ubehagelig ild, der hele tiden brænder ens krop. Man drikker vand i een uendelighed og bader i een uendelighed, uden man har følelsen af, at det hjælper. Så jeg nød turen ubeskriveligt i den trods alt lidt køligere nat. Delhi er placeret i et ørkenagtigt terræn, der om sommeren er et rent helvede, hvad hede angår. I øjeblikket er her endnu smukt, fordi sommeren først lige er begyndt. Men om små tre uger er det meste af det skønne borte, og alt vil være gulbrunt og afsvedet. Ret hurtigt kom vi ind i staten Utta Pradesh, der er et rigt hvedeområde. Det var en fryd at se de grønne marker belyst af solens første stråler. Landet var fladt som en pandekage og lignede på en måde Lolland-Falster. Indien har i år rekordhøst. Overalt stod hveden fantastisk fint, og høsten af den var så småt begyndt. Af og til så vi vældige sukkerrørsmarker, men hveden dominerede, og jeg tilstår, at jeg følte en dyb glæde i mig ved tanken om denne høst; dog, hvor stor den end bliver, endnu kan den ikke dække landets behov. Men alene det, at det nu ustandseligt går fremad herude, er en dejlig tanke i et land, hvor sult og regulær hungersnød hører til årets almindelige begivenheder.

Professor Kapur var chauffør, og det vil herude sige noget andet end hjemme – For Indien er, rent trafikmæssigt, individualisternes land. Hver kører efter sine egne regler, og jeg må tilstå, at jeg er meget forbavset over, at alle ikke slår alle ihjel i deres forsøg på at komme omkring hinanden. Gang på gang har jeg simpelthen lukket øjnene for ikke at "køre med" på en for chaufføren farlig måde. Men mr. Kapur kender sine landsmænd, og han smuttede ud og ind mellem oksekærrer og kamelkaravaner uden at ramme nogen af dem, hvad man simpelthen skal se for at kunne forstå. Efter ca.5 timers kørsel, sommetider med normal hastighed og sommetider i absolut sneglefart bag endeløse kolonner af oksekærrer med sukkerrør, der var lastet på en sådan måde, at ingen, absolut ingen kunne komme omkring dem, begyndte vi at se Himalayas berømte konturer i det fjerne. De løftede sig over den grå hede som store mørke skygger, og jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg glædede mig til at komme op til bare lidt køligere himmelstrøg. Ved middagstid nåede vi højlandet, og kort efter det første sted vi skulle besøge, nemlig "The India Defence Academy", der er placeret i et umådelig smukt område lige ved foden af Himalaya. General Sharma var ven med kommandanten, som var en meget venlig ung Sihk, der med stor elskværdighed viste os dette sted for uddannelse af indiske officerer. Var jeg militært interesseret, ville jeg sikkert skildre alt det, jeg så, med begejstring. Nu nøjedes jeg blot med at konstatere, at Indien, som alle andre lande, må anvende mægtige summer på det dræbende princips evigt krævende alter. Men een oplevelse fik jeg der, som jeg aldrig vil kunne glemme, og som var den virkelige årsag til besøget, og det var en fars møde med billedet af en søn, der, d.3.november 1947, faldt i kampen for sit land. Major Somnath Sharma var kun 25 år, da han med en brækket arm i gibs insisterede på at fortsætte sin kamp mod Pakistan for at redde Kashmir for Indien. Hans general protesterede, men den unge major gennemtvang sit ønske med ordene: "Indtil nu har jeg været villig til at give mit liv for England, men nu hvor vi er frie, skal ingen hindre mig i at give mit liv for mit land!" Sammen med 80 mand forsøgte han at holde en for Indien livsnødvendig flyveplads. Imod sig havde han 1200 pakistanere. Ustandseligt kaldte han over radioen på hjælp, men ingen kunne nå ham hurtigt nok. Alligevel lykkedes det ham at holde kampen gående sålænge, at flyvetropper netop nåede frem, inden han selv faldt. Kun 30 af hans mænd overlevede denne kamp, der kostede 400 pakistanere livet, men reddede Kashmir for Indien. Efter hans død skrev kong Georg af England til general Sharma: "Deres søn fortjener Victoriakorset to gange, men vi er ikke i krig med Pakistan, så jeg kan intet gøre." Men det kunne Indien til gengæld. I hast skabte landets præsident en orden på linie med Victoriakorset, som post mortem blev tildelt den unge majors efterladte, samtidig med at hele landet med begejstring hyldede denne unge officers enestående indsats. Og nu stod vi så i dette fornemme militærakademis vældige festsal, hvis vægge var prydet med våben og billeder af alle de engelske officerer, som på en eller anden måde havde givet deres liv i kampe, der militært set sikkert har været frygtelige. Vi stod under billedet af den unge major Sharma, en meget smuk ung mand, og jeg lyttede til generalens fortælling med al den medfølelse, der uundgåeligt fylder en, når man lytter til et menneske, hvis sjæl er mærket af sorg. Tårerne strømmede nedad hans kinder, medens han beskrev for mig, hvilken smerte efterretningen om sønnens død ikke alene havde været for ham selv, men også for hans hustru, der havde fået et chok, hun aldrig forvinder, og for den unge majors kæreste, der aldrig siden havde giftet sig. "Indtil da", sagde general Sharma, "var religion noget mig ret uvedkommende. Men fra da har jeg søgt med hele min sjæl, og du kan ikke vide, hvor lykkelig dine kontaktbreve har gjort mig. Jeg har læst dem atter og atter og vil blive ved med at gøre det, for gennem dem forstår jeg mit eget lands filosofi meget bedre end før!"

Efter en dejlig forfriskning – iskold orangejuice – serveret af kommandantens charmerende frue, fortsatte vi vor kørsel, dennegang direkte ind i junglen, hvor vi nu for alvor oplevede den bratte stigning fra det flade lavland op i Himalayas vældige højland. Ad spiralformede veje snoede vi os op mod de første bjergtoppe, og jeg må indrømme, at hjertet bankede temmelig stærkt i brystet på mig, da jeg for første gang i mit liv så udover det indiske lavland fra "verdens tag".

Vi ankom til Rishikesh omkring kl.14 og blev meget venligt modtaget af en ung swami, der anviste os vore rum. Jeg var en smule spændt, for min gode ven Advani havde flere gange spurgt mig, om jeg kunne leve meget primitivt, sove på et stengulv osv. Nuvel, rummet var ikke hyggeligt. Det var et beskedent stenhus, meget forfaldent og frygtelig snavset. Men generalen lo blot og sagde: "Vent!" Og kort efter dukkede hans egen tjener op. Han var rejst dagen i forvejen med tog, og i løbet af meget kort tid boede vi både rent og hyggeligt, for swamierne bragte tæpper til at dække gulvet, og generalens tjener, som også var kok, serverede skoldende varm the, som mærkeligt nok slukker tørsten dejligt i stærk varme. I løbet af eftermiddagen ankom der en seng til hver af os, så da dagen sluttede, havde vi fået indrettet os særdeles komfortabelt.

Såsnart vi havde fået os nogenlunde indkvarteret, aflagde vi swami Sivananda et besøg. Jeg havde læst et par af hans bøger og hørt såmeget om ham, at jeg længtes efter at danne mig mit eget indtryk af ham. Han er en kæmpe at se til. Meget høj og usædvanlig kraftig. Hans helbred er meget dårligt, så han tilbringer det meste af dagen i en slags liggestol. Hans ansigt er klogt, men sjældent mildt, og man føler ingen umiddelbar venlighed i hans væsen. Mine indiske venner gjorde dybt knæfald for ham, hvad jeg hverken kan eller vil. Han foretrækker at blive tiltalt "Deres Hellighed", men altså-! Jeg bukkede dybt for ham på indisk vis, og han så meget koncentreret på mig, et blik det var let for mig at besvare, da jeg virkelig af et meget ærligt hjerte gerne vil forstå ham. Han bad mig om at tale den følgende aften, og da jeg bad ham om tilladelse til at tage en film af ham, indvilligede han straks, øjensynligt meget glad.

Sådan gik det til, at jeg den følgende aften talte i "The Divine Life Society" s festsal for omkring 30-40 swamier og en mængde andre. Swami Sivananda sad direkte overfor mig, men da han havde bedt mig om en kort tale, nøjedes jeg med udover en kort beskrivelse af vort arbejde at bringe en hilsen fra Martinus og Instituttet og udtrykte mine bedste ønsker for hans arbejde. Men et og andet fik jeg sagt, der vakte swamiernes store interesse, for bagefter bad de fleste mig om privatsamtaler, som jeg har måttet love at give dem, inden jeg forlader denne mærkelige dal.

For mærkelig er den! På begge sider af floden, der her er meget smal, ligger tempel ved tempel, og overalt møder man enten enlige eller også grupper af hellige mænd. Her er alle typer og alle slags. Jeg har mødt rene "vildmænd" med skæg over det hele, og jeg har mødt magre, krumbøjede skikkelser med milde øjne og den specielle atmosfære af hjertets godhed, der præger såmange mennesker her i Indien. Men jeg er lige ankommet og vil gerne have det hele lidt på afstand, før jeg på tryk giver udtryk for de følelser, der besjæler mig i øjeblikket. Efter mødet vandrede professor Kapur og jeg op i Himalaya. Det var en vidunderlig tur, for månen hævede sig netop over bjergene i det øjeblik, vi forlod de overordentlig venlige swamier. Dybt under os havde vi "De hellige mænds dal" med den sølvlysende Ganges urolige vande. Professor Kapur kender sit lands historie, og det var en oplevelse at høre ham fortælle om, hvordan hellige mænd havde levet her i årtusinder. Her er Vedaerne skrevet, og her har Indiens største levet og skabt den visdom, der er landets inderste marv og kerne. Vi fandt os en stille plet, hvor vi sagte drøftede vort møde med swami Sivananda, som professor Kapur har kendt i mange år. Men derom senere. Af og til blev vor samtale afbrudt af lyde, der fortalte os, at junglen omkring os havde andre og mindre tiltalende beboere end de hellige mænd. Shakalernes infame tuden blandede sig med lyden af de større og mindre rovdyrs temmelig ubehagelige snerren. Men alligevel! Der var over det hele en fantastisk atmosfære. Dybt nede i dalen flammede store bål op foran flere templer, og vi hørte lyden af munkenes ensformige sang. Over os tindrede stjernerne, medens fuldmånen badede sin nøgne hvidhed i Ganges brusende strøm. Jeg var meget betaget.

Lad alt dette være, hvad det er. Martinus har meget definitivt lært mig altid at tænke på det gode, et menneske har udrettet, før jeg lader mine tanker beskæftige sig med det mindre gode. Swami Sivananda har hjulpet mange både her og ude i verden, Jeg har læst flere af hans bøger, som er typisk indiske og sikkert har hjulpet mange. Men på Indiens evige baggrund vil hans navn kun lyse for en kort stund, thi dette land har mange swamier, der er ligeså kendte, som han er, og hvis bøger er ligeså elskede. Jeg har været meget glad ved at træffe ham, og det har været meget lærerigt for mig at studere denne Ashram, der har kostet svimlende summer at indrette. Eet gør et stort indtryk på en her, og det er den øjenklinik, der bærer swami Sivanandas navn, og som ledes af general Sharma, der er specialist i øjensygdomme, og som her ofrer umådelig meget af sin tid på gratis at hjælpe syge mennesker. Alene for denne indsats skyld bør man lukke sine øjne for ting her, som ikke alene falder en vesterlænding temmelig meget for brystet, men som selv hans bedste indiske venner er åbenlyst bedrøvede over.

Uvejret, som hele tiden havde truet, nærmede sig nu så stærkt, at jeg var mere end lykkelig ved at nå hjem, netop som det brød løs i al sin vælde. Tordenvejr i "De blå bjerge" i Nilgiris og her i Himalaya er noget anderledes end hjemme. Time efter time rasede det, afbrød alt lys og sendte så vældige floder af vand nedover os, at vi alle i nattens mørke lå og mindedes Louis Bromfields indiske roman: "Og regnen kom!" Det blev lyst, førend uvejret var ovre, men lad mig slutte denne min første beretning med at fortælle, at aldrig har jeg oplevet en morgen så skøn som denne, hvor regnen ikke alene har bundet alt støv, men simpelthen renset luften så den føles som en drøm at indånde. Over os stråler de sneklædte tinder, og under os bruser Ganges ned mod Sapt Rishi Ashram, hvor den spalter sig i syv mindre floder. Jeg kommer netop fra et besøg hos de hellige mænd der, men lad mig fortælle Dem om denne meget sjældne og meget skønne oplevelse i mit næste brev!