Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon De alle er klar over, hvor skønt det danske forår virkeligt er? Spørgsmålet har levet i mit sind siden min hjemkomst fra Indien, og jeg nærer i virkeligheden en lille tvivl i mit hjerte om, at De gør det. Selv har jeg nu været i den mærkelige situation kun at have oplevet forår og sommer siden 1957, idet det er mig umuligt at opfatte den indiske vinter som vinter i vor forstand. Så jeg har i mit sind et rigt register af solskinsdage, men intet formår alligevel at bevæge mit hjerte som foråret i Danmark, der afviger fra alt, hvad jeg har mødt ved en nuancering, man aldrig oplever i troperne. Sandt nok har Indien en vældig farvepragt, men den hårde, konstante varme springer alle nuancer over. På få døgn skifter alt karakter der. Her derimod er det, som naturen giver sig god tid. Men måske skal man have oplevet Indiens brændende hede for virkeligt at kunne påskønne for alvor den vidunderlige kølighed, der kærtegner huden en morgen i maj i dette land, der, når det er skønnest, er en åbenbaring, der ville få enhver sydlænding til at eksplodere i superlativer.

Stilfærdigt er dagene gået siden min hjemkomst, og langsomt vænner kroppen sig påny til det danske klima. Men også i min indreverden begynder der at komme den klarhed over arbejdet i Indien, jeg ønskede at have, førend jeg for alvor gav udtryk for mit eget syn på den opgave, som her blev mig betroet. Mit liv derude og det rent ydre resultat har De haft adgang til at studere dels gennem mine breve og dels nu til slut gennem mr. Mathurs rapport. Men det billede disse ting tilsammen giver, vil ikke være fuldstændigt uden min egen afsluttende kommentar. For min opgave i Indien er ikke løst, bliver det vel aldrig. Mine besøg og mit arbejde der er i virkeligheden kun "brøkdele" af en opgave, hvis endelige løsning skjuler sig i en fjern fremtids tåger. Men medens jeg under mit første besøg 1957-58 kun kunne danne mig et første tågeagtigt billede af mulighederne for vort arbejdes fremtid i Indien, så lærte opholdet 1958-59 mig netop det, jeg anede under mit første ophold, at Indien simpelthen i langt højere grad end vor egen verden, både venter på og er moden for Martinus verdensbillede.

Muligvis er det fjerne Østen mindre mystisk for mig end for de fleste. Gennem mit mangeårige samvær med Martinus er jeg blevet grundigt trænet i netop den form for tænkning, der nu som før, behersker det østerlandske menneske. I Indien siger man, at det indiske menneske aldrig bliver mere optaget af materielle tanker, end at der altid, dybt bag dets materielle begær, vil leve en uudslukkelig hunger efter åndelig indsigt. Og dette er mere sandt, end man måske vil tro. Årsagen hertil ligger dybt i det orientalske menneskes kosmiske struktur, der er så helt anderledes end det vesterlandske menneskes. Den dybereliggende forståelse af dette fænomen er kun tilgængeligt for den der, i lyset af Martinus kosmiske analyser har forstået, at jordkloden ikke alene er et levende væsen, men også, som alle levende væsener rummer en maskulin og en feminin pol. Som disse sexuelle poler i vort eget liv ligger til grund for vor mentale fremtræden, ligger de også i jordklodens tilfælde til grund for dette makrokosmiske væsens åndelige liv. Som vi, har også jordkloden to sexuelle poler, og her er det, at livet har vist mig, at hele det område, vi kalder "Østen" og her især det såkaldte "fjerne Østen", er under en voldsom indflydelse af jordklodevæsenets feminine pol, medens den maskuline pol så absolut dominerer vesterlandene.

Det vesterlandske menneske, for hvem tanken om reinkarnationen er fremmed, beherskes næsten totalt af den materialistiske ide. Det vesterlandske menneske er, set i forhold til det østerlandske, et frygteligt aktivt menneske. Dets sande og mest inspirerende ideal er drømmen om fysisk sukces og takket være denne drøm, dette ideal eller denne indstilling, er det regulære fysiske liv blevet hovedsagen for dette menneske, der for østerlændingen står som krigens og den brutale magts fornemste repræsentant. Vesten blev teknikkens verden og dermed også den verden, hvor de sociale problemer hurtigst meldte sig. Vesten har travlt, – det er i Vesten, at "tid er penge".

I det fjerne Østen dominerer tanken om reinkarnationen, selvom denne tanke endnu kun har en tågeagtig udformning. Asiaten har aldrig travlt, og hans frygt for døden har meget lidt at gøre med den dødsfrygt, vi møder i vesterlandene. Jeg har set mennesker i Østen forberede sig til døden, som vi her forbereder os til nattens befriende søvn, og jeg har set mennesker sørge på den måde, man sørger, når man dybt i sin sjæl ved, at døden intet som helst har at gøre med noget definitivt afsluttet. Sandt nok går Østen nu ind i en materialistisk epoke og vil for en stund koncentrere al sin kraft om at blive "moderniseret" i vesterlandsk forstand. Men kun for en stund! For den medfødte talentkerne for kosmisk forståelse er i Østen så levende, at tanken om, at f.eks. Indien skulle blive materialistisk i vesterlandsk betydning, forekommer enhver ansvarlig Inder både barnlig og latterlig. Men det østerlandske menneske er ikke aktivt i vor opfattelse af dette begreb. Derfor har det været forholdsvis let for den hvide mand at erobre herredømmet over disse blide brune og gule mennesker. Men selve ordet "herredømme" rummer noget brutalt afslørende. Og den hvide mand har hersket netop så brutalt, at virkningen af "den modsatte pol"s vækst nu ses over hele Asien, samtidigt med at det samme, i omvendt orden, gør sig gældende i vesterlandene, hvor det brutale magtbegær, der eengang beherskede nationerne, nu langsomt afløses af et stadigt voksende retsbegær, af en stadigt voksende humanisme, der klart viser, hvorledes en makrokosmisk balance mellem klodens polære tilstande er undervejs.

Åndeligt har Indien altid været Asiens førende stat. Her fødtes Buddhismen, og her har Hinduismen sit hovedsæde. For den fremskredne Inder er religiøs tolerance noget aldeles selvfølgeligt. Personligt kender jeg mange Indere, der indfletter både Kristus og Muhammed i deres daglige bønner, og som aldrig et øjeblik ville falde på at karakterisere noget som helst menneske som "hedning", blot fordi det har en anden mening om livet og Gud end det selv. I langt højere grad end tilfældet er her i Vesten, er det fremskredne indiske menneske i dyb og inderlig kontakt med det inderste i alle verdensreligionerne, og derfor møder det Martinus tanker på en helt anden måde, end vi normalt oplever det her i Vesten.

Forskellen mellem det meget aktive, men åndeligt negative vesterlandske menneske og det blide, negative, men åndeligt utroligt levende østerlandske menneske, kan simpelthen kun forstås og forklares gennem Martinus analyse om tilværelsens kosmiske polprincip. Og at analysen er rigtig, sandes gennem andre på sin vis lige så værdifulde bekræftelser. Således spiller jalousien en langt større rolle i det daglige liv i Østen end hos os. Idet hele taget møder man i Østen et langt større indslag af primitiv "feminin" tænkemåde, end vi kender til det i vor verden. Dette ved Inderen udmærket selv, og han ved også, at det er en svaghed. Gang på gang har jeg hørt fremstående Indere dybt beklage det vege og det eftergivende i det indiske menneskes karakter, men det udgør en så dyb bestanddel af det orientalske sind, at man forstår de ledendes angst derfor. Thi over hele Orienten savner man idag ledere eller virkeligt aktive, handlingsdygtige mænd. På den anden side er det også synligt, at der netop i vor tid finder en udjævning sted. Mange dygtige Europæere kommer til Østen nu, ikke som herskere, men som virkeligt loyale medarbejdere i disse vældige rigers opbygning, og tusinder af unge orientalere rejser til Vesten for at blive uddannet til læger, ingeniører osv. Alt dette bevirker, at forholdene rent overfladisk kan synes temmelig kaotiske – også for Inderen selv – men forstår man det, der virkeligt finder sted, er det let at se, at Kiplings berømte ord: "Øst er Øst, og Vest er Vest, og de to skal aldrig mødes" nu er ifærd med at overflødiggøre sig selv. Thi det Øst, der var, såvel som det Vest, der var, havde ingen chance for at mødes, men det Øst, der er ifærd med at blive til, såvel som det Vest, der er ifærd med at blive til, vil uundgåeligt en dag smelte sammen til den kosmiske eenhed, verdens forenede stater nødvendigvis må blive.

Og det er her, at Martinus verdensbillede simpelthen nødvendiggør sig selv. Selvom det naturligvis er uhyre begrænset, hvad et enkelt menneske kan udrette i den tid, jeg har haft til min rådighed, – og varmen begrænser arbejdstiden i Indien til 5 måneder, om helbredet ikke skal tage varig skade – så har jeg alligevel mødt en sådan forståelse og en sådan interesse for Martinus tanker, at jeg idag ved, at vort arbejde vil gå en stor fremtid imøde derude. Indiens store byer ligger i hede zoner, og selvom det er uhyre spændende og berigende at være der i "vinterperioden", så gælder det der, som her, at det åndelige liv følger en maksimums- og minimumskurve året rundt. Skal jeg i få ord give udtryk for min egen indstilling til det, der indtil nu er hændt, vil jeg sige, at det er lykkedes på en for mig selv vidunderlig måde at få etableret et regulært Martinus-center i Delhi. Fra dette center stråler vort arbejde nu udover dette vældige rige, og der vil ikke fra nu af blive blot een måned, hvor ikke nye mennesker vil knytte sig til den tankeverden, Martinus har skænket os gennem "Livets Bog". Men af rent praktiske grunde må vort arbejde derude gro langsomt. Vi har endnu ikke oversættelser nok at give, så vi kan slet ikke imødegå et stort behov, om det pludselig skulle opstå. Det var ikke altid let for mig at afslå de mange indbydelser til at tale i foreninger osv., men efter samråd med mine indiske venner gjorde jeg det, for simpelthen indtil videre at begrænse interessen og ud af den gruppe mennesker, jeg var i daglig berøring med, at udsøge mig netop de, der syntes mig modne nok til at belægge med den byrde, et virkeligt medarbejderskab med os altid må være. Med mr. Mathur i spidsen er gruppen i Delhi allerede nu så konsolideret, at den fremtidige linie ligger klar. For ham er Martinus tankeverden simpelthen det budskab, Indien i dette århundrede har ventet på, og gennem ham og hans meget energiske indsats vil vort arbejde gro trygt og solidt. Jeg har netop modtaget et meget kærligt brev fra en af Indiens meget indflydelsesrige mænd, mr. A.R. Davar, der alene bekostede opførelsen af det verdensberømte Rama-Kristina tempel i New Delhi, og han skriver, at valget af mr. Mathur til at lede Martinus arbejde i Indien under mit fravær ikke alene er et lykkeligt valg, men et valg der gør, at han på alle de områder, det er ham muligt, vil stå ham bi og hjælpe ham. For Dem betyder disse ord måske ikke såmeget. For mig derimod indebærer de et løfte, som kan få uanede konsekvenser, fordi mr. Davar ikke alene er en mand med overordentlig stor indflydelse, men måske mere fordi også han i Martinus analyser fandt det, han et langt liv igennem har søgt.

Endnu er vort arbejde i Indien meget ungt, og mange vanskeligheder venter sikkert nok forude. Men det er i Indien, og det er der for at blive der! Hvilke veje dets vækst vil følge i fremtiden kan ingen af os vide på forhånd, men når jeg i denne stund ser tilbage og for mit indre syn genfremkalder billedet af professor Maliks blide, men meget bestemte ansigt og mindes hans ord om, at "Martinus tilhører Indien", når jeg tænker på professor Kapurs klare ord: "Martinus tanker bekræfter Vedaerne og fuldender deres hovedtanker", og når jeg mindes de mange swamiers hjertevarme håndtryk og blide tilsagn om hjælp "fordi vi ikke kan være Martinus taknemmelig nok for det, vi allerede har forstået af ham", så føler jeg en dyb indre tryghed for vort arbejdes fremtid i dette land, der synes prædestineret til at forstå Martinus virkelige mission.

Da jeg i 1957 landede i Bombay, bar jeg en drøm i mit hjerte. Idag er denne drøm blevet til en virkelighed for mig selv, men en virkelighed det er vanskeligt at give ord. Martinus arbejde er i sin egen natur evighedsbetonet, og det et enkelt menneske kan gøre for at fremme dette arbejde er, ret beset, meget lidt. Jeg er mig dette lidet uhyre bevidst, men det ændrer ikke den kendsgerning for mig selv, at jeg ikke tror noget menneske kan opleve en større lykke end dette, ved sit liv at befordre det lys, det selv har oplevet, ud til menneskeheden. Jeg mødte i Indien en modtagelighed for Martinus tanker, som oversteg mine dristigste drømme, og jeg er idag bundet gennem livsvarigt venskab til mennesker som, skønt fremmede af race og sprog, er eet med mig i min såvel som i Deres drøm om at se Martinus tanker vokse frem i en menneskehed, der i dette skæbnesvangre århundrede ser en gammel verden synke i grus, samtidigt med at den aner, at en ny verden er ifærd med at blive født, – den verden Martinus kosmiske analyser på alle områder peger frem imod!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!