Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear friends in India and abroad,)

Før jeg i nærværende brev indlader mig på at skildre et af tilværelsens mest elementære kosmiske principper, vil jeg ganske kort berøre et spørgsmål, som den, der studerer Martinus verdensbillede, uundgåeligt en dag bliver stillet overfor. Spørgsmålet kan udtrykkes omtrent således: "Kræver studiet af Martinus kosmiske analyser en forud eksisterende kontakt med eller et studium af de allerede eksisterende verdensreligioner eller af en eller anden af de idag i verden førende åndsretninger f.eks. teosofi, antroposofi, spiritisme eller lignende åndelige bevægelser? Skal man, med andre ord, være i besiddelse af et vist fond af forkundskab, eller er det således, at ethvert menneske med en iboende åndelig hunger har mulighed for at forstå og tilegne sig de kosmiske analysers ideindhold?"

Lad svaret være klart og utvetydigt! Den eneste forudsætning for at tilegne sig Martinus kosmiske analysers ideindhold er en dybtgående åndelig hunger parret med evnen til at sammenligne disse analysers tankerækker med ens egne, selvoplevede erfaringer! Det kan være en fordel at have passeret en af de ovenfor nævnte åndelige retninger, men det er absolut ingen forudsætning, såvel som et tidligere tilhørsforhold til en eller anden åndsretning absolut ikke indebærer nogen som helst garanti for, at man i et sådant tilfælde forstår de kosmiske analyser bedre end den, der møder dem uden nogen art af forkundskab. Det kan være lidt ubehageligt at skulle understrege denne sandhed, men det er nødvendigt at gøre det, da spørgsmålet atter og atter bliver stillet. Martinus verdensbillede er en suveræn skabelse i den forstand, at det udgør resultatet af den åndelige indvielse Martinus gennemgik i foråret 1921. Denne indvielse udløste sig spontant, og Martinus har aldrig på noget tidspunkt siden sin åndelige indvielse været tilknyttet nogen som helst religiøs bevægelse, såvel som han heller aldrig siden da har modtaget nogen som helst form for religiøs undervisning eller hjælp udefra. Hans værk udgør således i sig selv et uomstødeligt bevis på, at et menneske uden nogen som helst form for åndelig undervisning, hjælp eller direkte påvirkning udefra, på nogle få døgn kan forvandles fra at have været et åndeligt aldeles uvidende menneske, til et menneske med en indsigt i tilværelsesmysteriet større end det før i vor historie har været givet noget enkeltmenneske at være i besiddelse af. Jeg anser denne oplysning for at være af uhyre betydning, fordi Martinus selv i indledningen til sit værk netop betoner, at han, hvad åndelig viden og indsigt angår, ikke udgør andet og mere, end hvad ethvert menneske, der har passeret den samme åndelige udvikling som han, har været før ham, og hvad ethvert menneske efter ham selv vil blive. Hans situation er således kun exceptionel i den forstand, at hans liv hidindtil er uden direkte fortilfælde i historien, eftersom det er en kendsgerning, at ingen af fortidens store åndelige lærere efterlod sig et af dem selv forfattet værk, der kan sidestilles med "Livets Bog".

Når dette er sagt, må det naturligvis understreges, at den virkelig store glæde ved studiet af de kosmiske analyser er den, at de alle understreger og bekræfter den viden, menneskeheden har fået igennem alle fortidens store Vise, hvorved Martinus verdensbillede i virkeligheden kommer til at fremtræde som et enestående defensorat for verdens samlede visdom og for denne visdoms ophav, enten det så drejer sig om Kristina, Buddha, Jesus, Mohammed eller de mange andre, måske mindre kendte, men ligeså nødvendige lærere i humanitet og næstekærlighed verden op til vor tid har fostret.

Martinus verdensbillede er således ikke skabt til en enkelt del af verden eller til en enkelt gruppe af mennesker. Det er i kraft af sin natur som ren åndsvidenskab absolut universelt. Det er bl.a. af denne grund, at Martinus har modsat sig enhver form for foreningsskabelse over det. Det er ikke skabt for at skulle være en "konkurrent" til nogen som helst allerede eksisterende åndelig bevægelse, men kun som en hjælp til at forstå denne bevægelses dybereliggende sandheder bedre, end tilfældet måske allerede er og til i givet fald at 'udgøre en vej for det moderne, såkaldt "gudløse" eller ateistisk indstillede menneske tilbage til den kontakt med universets indre lovmæssighed, der igen vil gøre det bevidst i guddommens reale eksistens. Martinus kosmiske analyser sigter således ikke mod at fjerne et menneske fra den bestemte tro, der måske allerede har gjort det lykkelig, tværtimod ønsker han kun, såfremt man selv fremsætter ønske derom, ved sin viden at bidrage til at gøre en om muligt endnu lykkeligere. Det er udfra denne indstilling, han selv har formuleret sit ønske om, at man skal tage det af hans analyser, man kan bruge, og som gør en glad, og simpelthen lade det ligge, man ikke har brug for, ikke forstår!

– – – – – –

Det første kosmiske princip, ethvert menneske allerede fra sin fødsel stifter bekendtskab med, er tilværelsens kontrastprincip. Hvert eneste tilværelsesplans samlede energimanifestation udløser sig i to kontraster, der opleves som "behag" og "ubehag". Oplevelsen af disse to livsformer udgør simpelthen oplevelsen af den urform, til hvilken al bevidsthedsoplevelse kan føres tilbage. Medens denne urform allerede i vor verden er blevet så nuanceret, at hvad der er behag for den ene, forlængst er blevet ubehag for den anden, så er vi alle her på det fysiske plan i berøring med en livszone, hvor denne urform endnu totalt dominerer, nemlig den livszone eller det tilværelsesplan vi har givet navnet: "planteriget".

Plantevæsenet formår endnu kun at opleve instinktivt, hvilket i denne forbindelse vil sige kun at kunne ane forskellen mellem disse to fundamentale begreber. Det åbner sig for lyset og varmen og lukker sig for kulden og mørket. Den bærende bevidsthedsfaktor i planteriget er således instinktenergien, hvorfor planteriget også retmæssigt vil kunne udtrykkes som "instinktriget". Da det, vi kalder "instinkt", i virkeligheden er det samme som det, vi udtrykker med ordet "anelse", består plantevæsenets livsoplevelse i virkeligheden kun af anelsesoplevelser. Planten formår endnu ikke at opleve en realistisk kendsgerning. Og med hensyn til dets oplevelse af begrebet anelse må man også her gøre sig klart, at disse anelsesoplevelser også kun er af meget primitiv karakter. Planten kan ikke opleve de nuancerede anelsesoplevelser, der finder sted i dyrets og det jordiske menneskes bevidsthedsliv. Årsagen til dette forhold skyldes den kendsgerning, at dyret og især det jordiske menneske i langt højere grad formår at anvende de højereliggende kosmiske grundenergier eller kræfter, end tilfældet er for plantens vedkommende. Sandt nok er også plantevæsenet, som vi senere skal se, i berøring med disse kræfter, men i en langt mere latent form end tilfældet er for både dyrets og det jordiske menneskes vedkommende.

For imidlertid at give et første klart indtryk af plantevæsenets virkelige kosmiske natur som "underbevidsthedsfunktion" for en livszone eller et tilværelsesplan af ren åndelig karakter, vil jeg give ordet til Martinus, der i Livets Bog 1, stk.183 skriver: "Men selv om Plantevæsenets Dagsbevidsthed er af en saa elementær Natur, saa er dets Tilværelsesplan dog saa nær en af Tilværelsens højeste Lysregioner, som vi senere skal lære at kende under Begrebet "Salighedsriget", at dets dagsbevidste Oplevelser repræsenterer en saa altovervejende Behagsanelse eller et saa gennemtrængende Salighedslys, at dette gennem nævnte Væsens Underbevidsthed, hvilket altsaa vil sige, den Del af dets Bevidsthed, der paa det materielle Plan er synlig som "Plante", kan kaste sin Refleks eller Straaleglans helt ind i den fysiske Verden. Fra Instinktvæsenernes Underbevidstheder, der altsaa tilsammen udgør "Planteriget", udgaar der saa megen Refleks af det Lys, som disse Væsener gennem deres Dagsbevidstheder i Form af Behagsanelser modtager, at det endog i stor Udstrækning oplyser den materielle Verden. Hvad vilde Jorden f.Eks. være, hvis der paa den ikke fandtes Planter? – Den vilde rent fysisk set fremtræde som en øde og gold Ørken. Overalt hvor vi møder Planter, møder vi Genskin af Salighed. Den Glæde eller Behagsfornemmelse, som det udviklede Jordmenneske paa en sollys Sommerdag føler, naar Kornet bølger i Brisen, og Havernes og Engenes Blomsterflor i Duft og Farve kærtegner det helt ind i Tanke og Sind, er saaledes et Genskær af Atmosfæren fra lysere og renere Regioner end den robuste og dødbringende materielle Verden. Men med dette paa en Sommerdag gennem Planteriget reflekterende Salighedslys bliver en i Individet eksisterende ubevidst eller døende Tendens til en Erindring om en Lysverden, det engang har forladt, en Erindring om noget, der er smukt og skønt, her midt i Livets mørkeste Tilværelsesplan bragt til Live, givet fornyet Kraft og Styrke til Stimulering af dets Længsel efter atter at vende tilbage til Lysets Riger. Er ikke netop Planterne Inspirationskilde for Kunstnere, Forfattere og Videnskabsmænd? – Er ikke Planterne Naturens egne Kærtegn overfor Sunde og Syge, overfor Lykkelige og Ulykkelige? – I enhver frisk Blomst eksisterer Kontrasten til Vinterens Kulde. Saalænge der findes en Blomst, kan Erindringen om en højere Verden ikke slettes ud."

Og i stk.184 i samme bog fortsætter Martinus: "Plantens vaagne Bevidsthed findes saaledes kun paa et aandeligt Plan. Hele dens fysiske Tilværelse oplever den derfor kun i Form af "Søvn". Dette vil igen sige, at naar Planten hviler sin Dagsbevidsthed og befinder sig i Søvn, udvikler den sin materielle Tilværelse. Da er den med til at frembringe Sommer i den materielle Verden. Da arbejder den paa det fysiske Plan. Hensigten med dette Arbejde vil være at faa udviklet dens fysiske Legeme saa meget, at det kan bære dens Bevidsthed eller gøre den dagsbevidst i den materielle Verden. Og naar den er naaet saa vidt, ser vi den ikke mere som "Plante", men som "Dyr"."

– – – – – –

Jeg har gengivet disse to citater fra Livets Bog for at illustrere for Dem, hvor dybtgående Martinus kosmiske analyser er. I mit forrige brev til Dem berørte jeg den kendsgerning, at det vil være os umuligt at forstå vor evige fremtid uden et dybtgående kendskab til vor evige fortid, af hvilke vor nuværende bevidsthedstilstand nødvendigvis må være et produkt. Det sande udgangspunkt i vor nuværende bevidstheds tilblivelse finder Martinus således dybt i det planterige, der for de fleste mennesker står som noget ligegyldigt, som noget i virkeligheden ret livløst. Men lad mig her minde Dem om, at verden idet mindste har fostret een videnskabsmand, nemlig den forlængst afdøde berømte, indiske professor Sir Boose, der gennem sine geniale instrumenter var den første i verden til at påvise rent fysisk-videnskabeligt, at plantevæsenet var istand til at føle smerte og give udtryk derfor. Da smerte imidlertid er en livsytring og derfor nødvendigvis må udstråle fra en bevidsthed, ser vi her, at også indenfor dette område begynder den fysiske videnskab og åndsvidenskaben langsomt at forbinde sig. To sansedimensioner så forskellige som næsten kun nat og dag er ifærd med at mødes. Sanseevnen "nedenfra", hvis fornemste repræsentanter findes blandt jordens mest fremtrædende videnskabsmænd, har i sin søgen frembragt netop det erfaringsmateriale, der gør det muligt for "sanseevnen ovenfra", repræsenteret af alle tidsaldres største Vise, at påbegynde det højintellektuelle brobygningsarbejde mellem det timelige og det evige, der skal gøre det muligt for hvert eneste åndeligt søgende menneske selv at se, at det, vi før kaldte det materielle og timelige liv, og det, vi har lært at kende under navn af det immaterielle, det usynlige eller evige liv, i virkeligheden er eet og det samme. Vi har anet dette forhold gennem tidsaldre, men først nu får vi i kraft af Martinus kosmiske analyser klarhed over dette forhold og kan dermed for alvor begynde at fornemme den virkelige eksistens af den "klippe", vi alle føler må være det livsnødvendige fundament for al virkelig logisk tænkning, Lad os i de kommende kontaktbreve bygge videre på denne klippe!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.