Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and Abroad,)

I mit sidste brev til Dem berørte jeg et af tilværelsens mest elementære kosmiske principper, nemlig kontrastprincippet. Når jeg igen nævner dette princip, er det for at understrege den store nødvendighed af at forstå, at medens fortidens mennesker – og til en vis grad også nutidens! – har kunnet akceptere den forestilling, at vort liv var behersket af "onde kræfter", udstrålende fra en direkte "ond bevidsthed", nemlig djævelens, Lucifers eller hvilket navn man nu end har givet denne "mørkets fyrste", og af "gode kræfter" udstrålende fra een eller mange guders bevidsthed, så vil fremtidens mennesker, i kraft af deres rene kosmiske forståelse af livet eller tilværelsen, vide, at det, vi idag kalder "det onde" og "det gode", kun er to sider af een og samme ting, nemlig tilværelsens kosmiske kontrastprincip. Livet omkring os har forlængst bekræftet, at hvad der forekommer eet menneske identisk med det absolut gode – f,eks, at gå i krig og "heltemodigt" udslette andre menneskers liv – for et andet menneske er et så stort onde, at det foretrækker døden for egen hånd fremfor at tage andres liv. I sit livsværk har Martinus derfor erstattet udtrykkene "det onde" og "det gode" med udtrykkene "det ubehagelige gode" og "det behagelige gode". For ham er det, menneskene i almindelighed kalder "ondskab", kun identisk med uvidenhed, og gennem utallige foredrag i sit eget land har han klart givet udtryk for det livssyn, at "der, hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere".

Den dybeste forståelse af tilværelsens kontrastprincip kan kun blive den til del, der forstår, at livet er evigt, og at selv den grænse, vi her på det fysiske plan på en måde finder i plantevæsenets yderst svage bevidstheds funktioner, er en uvirkelig grænse. Det er sandt, at plantevæsenet her på det fysiske plan demonstrerer begrebet "dagsbevidsthed"s minimumsudfoldelse, fordi planten kun evner at ane forskel på begreberne "behag" og "ubehag", men akcepteringen af dette forhold får først værdi i det øjeblik, man forstår, at plantens bevidsthed her på det fysiske plan i virkeligheden udgør en underbevidsthedsfunktion for et væsen, der selv har en kulminerende, strålende dagsbevidsthedsoplevelse på et helt andet, i dette tilfælde underliggende bevidsthedsplan.

For imidlertid at få en første fornemmelse af dette underliggende plans eksistens er det her nødvendigt at berøre et andet af tilværelsens fundamentale kosmiske principper, nemlig spiralkredsløbsprincippet. At al livsoplevelse foregår i kredsløb, er vi forlængst blevet fortrolig med gennem vor egen livsoplevelse, der jo udtrykker ikke mindre end fire fra hinanden afvigende kredsløb, nemlig barndom, ungdom, manddom og alderdom, gennem døgnets kredsløb: morgen, middag, aften og nat og endelig gennem årets kredsløb: forår, sommer, efterår og vinter. Men alle disse kredsløb ville være uden betydning, om de ikke fortsatte over i endnu større kredsløb. Det største af alle kredsløb er selve tilværelsens spiralkredsløb, indenfor hvilket samtlige tilværelsens kosmiske grundkræfter kommer til en kulminerende helhedsudfoldelse, hvilket så igen betinger, at alle levende væsener foruden at opleve kulminationen af tilværelsens hunger- og mættelsesprincip indenfor de respektive livszoner, i hvilke de enkelte grundenergier dominerer, som netop f.eks. i planteriget, hvor instinktenergien kulminerer, i dyreriget, hvor tyngde- eller eksplosionsenergien kulminerer, i det rigtige menneskerige, hvor følelsesenergien kulminerer og så fremdeles, kommer til at opleve selve kulminationen af begreberne "kosmisk mørke" og "kosmisk lys" i form af en bevidsthedsoplevelse, hvis mørkeområde netop begynder at udløse sig i planteriget for så at kulminere i dyreriget, og hvis lysområde kulminerer i den livszone, Martinus har givet navnet "Den guddommelige verden", og i hvilken intuitionsenergien udgør den dominerende mentale faktor. Når det levende væsen har passeret et sådant kosmisk spiralkredsløb, kontakter det automatisk et overliggende endnu større spiralkredsløb, og det er altså det, vi er vidne til, når vi retter vor bevidsthed imod det planterige, vi her i vor verden ikke alene er i berøring med, men, som vi må indrømme, i sig selv udgør et strålende kosmisk kærtegn for vort sind, når mødet med dyrerigets junglementalitet truer med at berøve os enhver forestilling om en kærlig guddoms eksistens. Det er i sådanne øjeblikke, man erindrer sig Martinus skønne ord: "– sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!"

Naturligvis skal dette første glimt af tilværelsens store kosmiske spiralkredsløbsprincip ikke tages for nogen fuldstændig forklaring. Jeg har blot ønsket at påpege nogle af de kræfter, der berettiger Martinus til at betegne plantens fysiske bevidsthedsfunktion som en "underbevidsthedsfunktion" for et væsen, der endnu dagsbevidst oplever et kulminerende lys, der dog er begyndt at tone ud til fordel for længselen eller hungeren efter kontrasten til dette overvældende lys. Og lad os her med det samme gøre os klart, at eksisterede denne kontrast ikke, ville livet – det evige liv – ikke eksistere! Thi et liv i evigt lys, evig salighed, ville ikke være noget virkeligt liv. Livets urokkelige kontraster er begreberne "hunger" og "mættelse". Uden dem intet liv. Hverken evig hunger eller evig mættelse har noget som helst med livets egen logik at gøre. Overalt hvor vi formår at sanse skarpt og klart, viser livet os, at det er disse to faktorers rytmiske tilsynekomst i vor sanseoplevelse, der udgør den kraft, der bærer os fremad – og opad! Opad i den forstand, at selve vor bevidstheds vækst netop er afhængig af, at vi, der hvor vi i øjeblikket lever, nødvendigvis må synde overfor livslovene på de områder, hvor vi endnu ikke kender tilværelsens indre kosmiske lovmæssighed! Det er vort "syndefald", der her udgør tilværelsens sande kærlighed imod os. At dette "syndefald" påfører os smerte, ved vi. Men vil vi være meget ærlige overfor os selv, må vi indrømme, at vi i øjeblikket står i større gæld til smerten end til glæden, thi uden smerten var vi endnu kun primitive barbarer eller væsener uden dybere forståelse af vor næste. Derfor har Martinus ret, når han i Livets Bog 1 stk.86 skriver, at "smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet!"

At mange mennesker i den forfærdelige smerteoplevelse, de selv eller deres kære kommer ud for, kun ser en "vred Guds straf" eller en "djævels frygtelige magt", er forståeligt, sålænge de endnu må leve uden virkelig åndelig indsigt. Men så vidunderligt er livet indrettet, at tryk avler modtryk, og "modtrykket" i denne forbindelse udgøres af den af alle oplevede kendsgerning, at det er smerten selv, der udgør årsagen til det, vi kalder "åndelig hunger". Det er uretten, der avler længsel efter retten. Det er mørket, der skaber længsel efter lys. Og "lys" i denne forbindelse kan kun være eet, nemlig "åndeligt lys" eller en virkelig forståelse af årsagen til den gentagne smerteoplevelse.

Vi står her ved selve kilden til vor bevidsthedsskabelse, og det er derfor uhyre vigtigt for os at følge begreberne "behag" og "ubehag"s sande udspring i plantevæsenets bevidsthed, hvor vi altså også står overfor begrebet "dagsbevidsthed" s minimumsudfoldelse i vor verden.

Men mellem denne dagsbevidsthedens minimumsudfoldelse og dens maksimumsudfoldelse i den for os meget fjerne "guddommelige verden", hvor intuitionsenergien dominerer vor bevidsthed med akkurat samme styrke, som tyngde- eller eksplosionsenergien idag hersker i vort sind, befinder der sig en ganske speciel bevidsthedstilstand, som dels ligger os meget nærmere og dels udgør vort absolutte, foreløbige mål. Denne bevidsthedstilstand har Martinus givet navnet "kosmisk bevidsthed", og han har betegnet vort møde med den med ordene "Den store fødsel", fordi vi i dette møde for første gang i den kosmiske udviklingsspiral, hvor vi nu befinder os, da vil opleve at "stå ansigt til ansigt" med guddommen selv, og selv opleve den indre dybe bekræftelse på sandheden i de berømte ord:"– og Han så udover verden, og Han så, at alt var såre godt!"

Da det er denne oplevelse, dette syn, der udgør vort foreløbige absolutte mål, vil vi i de efterfølgende breve fordybe os i de analyser, der udgør Martinus hjælp til os til at nå dette mål. Thi lad mig her endnu én gang understrege, at studiet af Martinus verdensbillede aldrig nogen sinde vil kunne udgøre nogen som helst erstatning for denne oplevelse. De er skabt som en hjælp til det søgende menneske til at nå dette mål. I sit værk beskriver Martinus for os den vej, vi alle har at vandre for at nå dette mål. Men han er lærer, ikke profeti Thi en profet er et menneske, der forudsiger visse kommende begivenheder. Den slags giver Martinus sig ikke af med. Nok viser han vej frem. Men han tegner denne vej ved hjælp af vore egne, selvoplevede erfaringer. Det er disse selvoplevede erfaringer, der for ham udgør "livets sande byggemateriale" til den "klippe", på hvilken "vort åndelige hus" må hvile. Gennem vore egne ukontrollerede begær har vi selv vandret vejen "udad". Liv efter liv har vi gennem utallige smertefulde oplevelser fyldt vor "åndelige lade" med smertens bitre frugter. Liv efter liv har vi gennem vore egne begær overtrådt de love, på hvilke al virkelig lykke beror. I dag står vi ved et kosmisk vendepunkt i vor tilværelse. Vi har erobret magten over det fysiske liv. Vi kender nu de fysiske kræfters natur og evner i en udstrækning som aldrig før at beherske dem og tvinge dem til at være vore tjenere. Men livet afslører ubarmhjertigt, at medens vi står som sejrherrer på een front, står vi som tabere på en anden og langt vigtigere front, nemlig den menneskelige! Det er ikke længere udenfor, at de store opdagelser skal gøres. Det er indenfor, i vor egen sjæl! Og lad mig slutte dette brev med at gøre enhver åndelig interesseret opmærksom på, at medens man med stolthed i sjælen kan "erobre" land efter land, finder kun den, der i sig selv har begrebet ydmyghedens inderste væsen og natur den vej, der en dag vil lede til den oplevelse, der er al sand åndelig søgens mål, nemlig mødet med den guddom der, skjult bag "Mayas slør" har ledet vor lange vandring frem imod hans evigt bankende, varme Faderhjerte.

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.