Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind stk. 701 og 702.

"At der mellem det barnlige gudesønlige væsen og denne mægtige verdensaltets evige fader og behersker opstår divergenser, er ikke så mærkeligt, ligesom det heller ikke kan være mærkeligt, at reaktionerne af disse divergenser kan fylde det daglige liv med ubehageligheder. Således timeligt, fysisk at være stedet overfor denne evighedens største livskunstner, dette kærlighedens ophav, kræver træning. Væsenerne kan kun langsomt tilvænnes hans nærværelses lyse atmosfære. Kun igennem kærlighedstræning kan deres sanser åbne sig for hans åsyns gennemtrængende strålevæld. Uden denne træning er jordmenneskets sanser uåbnede for virkeligheden. Dets liv er en vandring igennem natsorte, øde og mørke slimhuler, er en dødningedans på det dræbende princips blodige valpladser. Dets åndedræt er savn, sorg, sygdom og lemlæstelse. Dets tale er gråd og tænders gnidsel. "Guds billede" er borte. Det ser endog undertiden sine medvæsener som "fjender", "forbrydere", "djævle", "trolle", "hekse", ja, lever i hele forestillinger om blodtørstige bestier eller rædselsvæsener. Jo, i sandhed, sanserne er her meget tillukkede for Guds åsyns lysvæld. Det ser kun asken eller slaggerne af den flammende højeste ild, fra hvilken dets egen tilværelse får liv, varme og lys. Det ser kun nogle tomme fodspor i sandet af det væsen, i hvis levende favntag det evigt hviler. Ja, det når endog frem til at benægte samme væsens altgennemtrængende stemme, den livets tale, af hvilken det selv er et ekko. Det råber med denne sin materialisme tilbedelsen af døden ud, skønt den aldrig har eksisteret, og proklamerer, i form af hadet til sin næste, forfølgelsen af den almægtige Guddom, hvis tanker og manifestationer ligger bag dets eget åndedræt og hjærtets pulsslag. Man forstår her bedre sandheden i de vise ord: "Dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde", samt i gudesønnens erkendelse af, at "hvad I har gjort imod disse små, det har I også gjort imod mig".

Ligeledes bliver sandheden i den ophøjede påmindelse om at "tilbede Gud i ånd og sandhed", igennem ovennævnte, også til åbenlys kendsgerning. Når alt, hvad der eksisterer, er "Guds billede" eller eneste synlige åbenbaring, er det givet, at et enkelt væsen eller en enkelt ting umuligt kan være andet end en lokalitet eller en brøkdel af "Guds billede" og ikke helheden. Men når det, vi ser af "Guds billede", ikke er helheden, vil en dom, der kun er baseret på den brøkdel, vi ser af samme billede, jo umuligt kunne være et retmæssigt udtryk for helheden. At antage brøkdelen for helheden er jo et falsum. Og det er på sådanne falsa, ethvert væsens gudsdyrkelse er baseret, der tillægger Gud en særlig bestemt væremåde, medens alt, hvad der er uden for denne væremåde, tillægges et andet ophav, tillægges en "fjende" af Guddommen, tillægges "djævlen". Således i højeste instans at frakende Guddommen visse særlige manifestationsformer, som man selv ikke kan lide eller anser for at være "syndige", er jo det samme som at forme eller skabe. Resultatet heraf kan derfor kun være en "skabt realitet". Det resultat eller produkt, vi således på denne måde har skabt, kan derfor ikke i noget som helst tilfælde være et retmæssigt udtryk for Guddommen, men er derimod et stabilt udtryk for vor egen mentalitets begrænsning. At udtrykke dette billede som Guddommen er "afgudsdyrkelse"."