Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and Abroad,)

Det, der gør Martinus kosmologi så fascinerende, er, at den altid på een og samme tid opererer med det meget nære og det meget fjerne, med det absolut timelige og det ligeså absolut evige. At stå med en meget smuk og meget vellugtende blomst i hånden er en så decideret timelig oplevelse, at der næppe findes noget menneske på jorden, der ikke har oplevet den, – men samtidigt bevidst at fornemme hele evigheden bag denne oplevelse kan kun times det menneske, der i sig har et medfødt talent for forståelse af denne evige baggrund. Og sådan er det overalt i vort liv. Selv det mindste sandskorn rummer, hvor fantastisk det end kan lyde, hele universets materiemængde i sig og hele verdensaltets kosmiske struktur, – og er dog for de fleste stadigt kun det mest ligegyldige, der findes. Livet eller det, vi kalder "vor tilværelse", byder os således altid to helt forskellige vurderinger af det, vi er vidne til, en timelig, og en kosmisk vurdering. Vælger vi den første vurderingsmåde, vil vi se, at den repræsenterer noget, Martinus kalder "sanseevnen nedenfra", hvilket kun vil sige, at vi har valgt at betragte livet udfra den rent fysiske betragtningsmåde, hvis fornemste blomst vi finder i den almindeligt anerkendte, fysiske videnskab. Det er da tingenes mål, vægt, farve, form osv., der optager os, og vi kan ad den vej opnå en tilsyneladende forbløffende indsigt i naturens verden. Da der ingen grænser er for, hvor mangeartet en form livet optræder under, er der heller ingen grænse for den her nævnte betragtningsmåde, men eet giver den ikke. Den giver intet kendskab til det sjælelige bag formen. Sandt nok får man et vist kendskab til livets rent fysisk-kemiske reaktioner, men de dybereliggende årsager til disse fysisk-kemiske reaktioner, nemlig de åndeligt-kemiske eller, som vi vil foretrække at kalde dem, de kosmisk-kemiske, får man intet at vide om. Man kan således udmærket skrive bindstærke botaniske værker uden overhovedet at berøre den enkle kendsgerning, at det dog er tænkeligt, at planten, som væsen betragtet, er andet og mere end en blot og bar fysisk ting.

Den sansemetode, som Martinus betegner med udtrykket "sanseevnen nedenfra" har således en kosmisk modpol. Denne modpol har Martinus givet navnet "sanseevnen ovenfra", og den udløser sig på den måde, at den stiller spørgsmål og kræver svar på helt andre områder end den rent fysisk-videnskabelige. Den kræver svar på alle de spørgsmål, der har relation til vort evige liv. Da denne videnskab ikke kan baseres på fysiske begreber som mål og vægt osv., men derimod alene kan baseres på en i hvert eneste menneske eksisterende gryende fornemmelse af, at livet er andet og mere end det, man kan "tage og føle på", at livet også har en skjult åndelig side, har man intet bedre navn at give denne specielle form for forskning end navnet eller betegnelsen åndelig videnskab.

Men denne betegnelse rummer visse farer. Begrebet "fysisk videnskab" er så nøje knyttet til eksaminer, videnskabelige grader, laboratorier osv., osv., at mange mennesker føler udtrykket "åndelig videnskab" som en slags tilsnigelse, hvor "ustuderede røvere" af alle kategorier kan brillere, uden at man kan kontrollere deres, det skal indrømmes, ofte højst forbløffende påstande. Men at en ting eller et begreb misbruges, – og ingen kan bestride, at det åndsvidenskabelige område ofte misbruges meget groft endda, – behøver ikke at være ensbetydende med, at begrebet er forkert. Sagt meget skarpt, er ethvert jordisk menneske en uangribelig repræsentant for åndsvidenskabens område der, hvor han ved hjælp af sine egne, selvoplevede erfaringer, formår at gennemskue tingenes fysiske væsen og se de åndelige love og principper bagom den rent fysiske iklædning. At benægte dette, endsige bekæmpe denne sandhed, vil altid være identisk med et angreb på det i livet, der gør det værd at leve. Der er i os alle et "Noget", som vi kan kalde "Jeg'et", "guddomsgnisten" eller, som Martinus foretrækker det "X.1", der i sin egen natur er hævet over enhver form for fornemmelse af slaveri eller afhængighed. Ligegyldigt hvor hårdt det rent fysiske liv end farer frem imod os, hvor dybt vi end tilsyneladende kan synke, eller hvor lidt vi end formår at anvende vore evner eller talenter, altså hvor ringe vi end tager os ud i andre menneskers øjne og for den sags skyld i vore egne med, så er der dog noget i os, som er hævet over alt dette, og som i givne, ofte meget mørke øjeblikke, pludselig giver os en indre fornemmelse af yderverdenen som een stor illusion, som et spil af kræfter bag hvilke der funkler og stråler et himmelsk lys, af hvilket vi selv udgør en urokkelig del. Det er dette af utalte millioner oplevede "Noget", der udgør kernen i al sand åndsvidenskab. Omkring denne kerne grupperer der sig et evigt erfaringsmateriale spaltet i to fra hinanden afvigende former, nemlig de medfødte evner og anlæg, der udgør resultatet af de i vor evige fortid indhøstede erfaringer og så alle de i vort nuværende liv oplevede erfaringer, der automatisk glider ind i de områder, der gennem de allerede nævnte evner, anlæg eller talenter står klar til at modtage dem. Og så vidunderligt er livet bygget op, at ejer vi et særligt udviklet talent, behøver vi kun små "nyoplevelser" eller erfaringsmæssige nyskabelser, for klart at se hvad andre overhovedet ikke kan få øje på. En Newton f.eks. skulle kun se et æble falde for i sig at opleve "tyngdeloven" som realistisk kendsgerning, og en Finsen skulle kun se en syg kat dreje sig efter solen, således at dennes stråler ustandseligt skinnede på dens sår, for at opleve den stråleterapi, der senere skulle gøre hans navn kendt jorden over. Og sådan kan man blive ved. De store genier afviger kun fra os andre, almindelige dødelige ved i tidligere liv at have bearbejdet deres egne selvoplevede erfaringer på en sådan måde, at de i dette liv stråler som medfødte evner, der simpelthen betinger, at disse mennesker nu fødes som strålende tjenere for den menneskehed, af hvilken de er en ubrydelig del.

Sanseevnen ovenfra ligger således til grund for vor evne til at begribe, at livet er andet og mere end fysisk stof, at der bag stoffet eksisterer dybe kosmiske love, og at disse love samlet udtrykker det, vi i et fattigt ord kalder "Guds bevidsthed". At det her, som alle andre steder i livet, viser sig, at nogle mennesker har en medfødt fremragende evne til at forstå disse kosmiske love, denne "livets dybere mening", medens andre synes aldeles blottet for denne evne, rokker ikke det mindste ved selve kendsgerningen. Det eneste, dette forhold betinger, er, at vi, der har denne evne, må lære os selv at forstå nødvendigheden af en i sig selv aldeles ubegrænset tolerance overfor disse mennesker! Som den blinde ikke kan fatte farverne, kan disse mennesker ikke fatte vor tale om en for dem tåget eller absolut uvirkelig guddoms eksistens. De mange, – altfor mange! – hidsige diskussioner, der opstår indenfor disse områder, har ikke rod i en fejl hos dem, men i en fejl hos os!!! Thi hvor er vor ydmyghed henne, når vi diskuterer? Hvor er stilheden i sindet, skønheden i sjælen, i det øjeblik øjnene flammer, og kinderne farves røde af ophidselse? Hvor er den værdighed, der skulle være resultatet af vor høje stræben? Lad os her være meget ærlige. Kun det menneske, der formår i alle livets forhold at være de andre overlegne i kærlighed, beskedenhed, ydmyghed og sjælelig varme, er en virkelig repræsentant for den åndsvidenskab, der engang skal udgøre den naturlige fortsættelse af den fysiske videnskab, Martinus så smukt har betegnet som værende "søluften i nærheden af havet!"

Som det indenfor den fysiske videnskab altid var ignoranterne, der udgjorde de største hindringer for dens vækst, er det også indenfor den åndelige videnskabs område ignoranternes optræden, der er årsag til den skepsis, hvormed det almindelige menneske ofte møder åndsvidenskaben. Det er så let at slå sig selv til ridder på andres åndelige oplevelser. Så let at dramatisere dette vidunder– lige stof. Så let at gøre sig selv til et selskabeligt midtpunkt. Og så fortvivlende billigt!

Nej, åndsvidenskaben vil aldrig blive truet virkeligt udefra. Den kan kun trues indefra. Men der trues den til gengæld også meget stærkt. På den anden side er den i vor tid meget, meget ung og har i sig en livskraft, der vil overleve enhver "barnesygdom". År for år vil den gro frem, ledet af og værnet om af mennesker, der forlængst er vokset op over primitiv ærgerrighed og tåbelig forfængelighed. Thi intet sted i livet er begrebet "ambition" mere ilde anbragt end her, så sandt som at kun det menneske, i hvis hjerte ydmyghedens meget sarte blomst har slået rødder, alene har chancen for ved selvsyn at møde den guddom, hvis navn den ofte altfor umodne discipel så lynende intelligent bærer på sine læber.

Medens sanseevnen nedenfra i vor tid er bragt frem til en heltud eventyrlig blomstring, kulminerende i den moderne atomforskning, er sanseevnen ovenfra kun i sin spæde begyndelse. Dens fremragende "lærde", "professorer" etc. er ikke mennesker udgået fra berømte universiteter eller læreanstalter. Det var for det meste "mænd af folket". Ydmyge mennesker med en brændende gudshunger i deres hjerter. Den, vi her i Vesten er mest fortrolig med, var en ung håndværkersvend fra Gallilei i Israel. En ung jøde, der gennem en af de mest ydmygende retsforfølgelser verden har bragt os bud om, fra et råt kors, med blodet løbende nedover sit ansigt, kunne råbe udover verden: "Det er fuldbragt!" Selv offer for en dyrisk rå og barbarisk mentalitet kunne han midt i dette frygtelige, mentale mørke repræsentere hint guddommelige lys, der nu igen i vor tid flammer på hadets mørke baggrund. Og igen bragt os af en af disse ydmyge sjæle, for hvem dette at give, give og give i een uendelighed, er deres indre livs adelsmærke.

Lad os være meget nøgterne. Alle står vi idag ved en kosmisk korsvej. Bag os ligger en verden, som aldrig mere vil gentage sig, foran os en verden i svøb. Vi befinder os midt i en stor kosmisk fødselsproces, i hvilken den verden, vi idag kender, vil forgå, medens en ny verden, hvis struktur vi kun kan ane, er i færd med at blive til. Hvor står vi selv? Mange, altfor mange hyller sig selv i det falske håb, at den verden, der var, vil bestå. Men det vil den ikke. Den er allerede forgået! Klynger vi os idag til falske forestillinger, bliver vort liv unødigt hårdt. Skriften på væggen har nu stået der sålænge, at vi ingen undskyldninger har for ikke at have læst dens manende ord. Vi står, i dette ords dybeste betydning, ansigt til ansigt med en ny verden. En verden i hvilken kun den, der for alvor har forstået, at "dyret" i os må under kontrol, for at freden og harmonien i vort sind kan blive vort daglige eje, står virkeligt stærkt. Men intet menneske kan bringe sit eget sind under kontrol uden at kende dette sind. Det er her, at åndsvidenskaben, i vort arbejde skabt i relation til Martinus kosmiske analyser, repræsenterer sanseevnen ovenfra i en sådan grad, at hver den, der går ind i dette studium med den ydmyghed i hjertet, der alene er den rette forudsætning, kan opnå en indsigt i livet, der får dette til at åbne sig for ham på en måde, han end ikke idag evner at drømme om. Men eet må denne studerende gøre sig klart, og det er, at hvor den fysiske videnskab former sig som en rejse udefter, altid udefter, så former det sande åndsvidenskabelige studium sig som en rejse indefter, altid indefter. Det "guld", vi finder på denne rejse, er ikke fundet for at brillere med, det bliver givet os som en værdi ved hvis hjælp, vi kan sprede kærlighedens livgivende varme i verden. Bruger vi det ikke på denne måde, vil det ganske enkelt blive aske i vore hænder!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.