Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For mange mennesker dækker udtrykket "åndsliv" over noget umådelig højtideligt, fjernt og gravalvorligt. Der er på een gang noget fint og noget kedeligt over det. Der er patina, men også støv og måske endda lidt mug, for det er gammelt. Åndsliv og hverdagsliv har for de fleste af vor tids mennesker ikke rigtig noget med hinanden at gøre, man har hverken tid eller råd til at beskæftige sig med Sokrates, Shakespeare eller Goethe, og måske, hvis det kom til stykket, heller ikke lyst. Man har muligvis forsøgt at læse en eller anden klassiker, men er blevet hængende i ordenes ydre tidskolorit og synes, at det er et andet sprog, der tales, selvom det er oversat til dansk. Lad dem, der studerer, beskæftige sig med alt det gamle åndsliv, tænker man, vi må leve i nuet og tjene til det daglige brød, og så må aviser og ugeblade, film, radio og fjernsyn sørge for vort åndsliv, det er tidssvarende og ikke trættende.

For en del mennesker viser det sig nu alligevel at være trættende, de lukker for radioen eller fjernsynet og smider avisen væk, eller siger, når udsendelserne er forbi eller avisen læst fra ende til anden, at det var der alligevel ikke meget ved, det var næsten spild af tid. Men tiden skal jo slås ihjel, fritiden altså, arbejdstiden går hurtigt nok, det kan somme tider knibe med at nå alt det, man skal. Menneskene vil i fremtiden komme til at få mere og mere fritid, altså mere og mere tid, der skal slås ihjel. Hvordan skal man klare det problem? Der er sporten, den spiller jo allerede en kolossal rolle i vor tid. Måske i større grad på den måde, at flere tusind mennesker ser på, at to mennesker slår løs på hinanden, eller at toogtyve sparker til en bold, end på den, at de selv dyrker idræt og sport. Hvordan skal man få udfyldt millioner af menneskers fritid, når maskinerne lidt efter lidt vil overtage mere og mere af arbejdet? Selv cykelløb og boksekampe m.m. vil blive kedelige, hvis man får alt for mange af dem, og skønhedskonkurrencer bliver man også træt af. Man kan, som man også ser en del af nutidens ungdom gør det, lade fare- og spændingsmomentet spille en større rolle i fritidsoplevelserne, ofte så stor en rolle, at det overskrider grænsen til det kriminelle. Læderjakkementaliteten vil, at der skal SKE noget, og det skal ikke bare være på filmslærredet eller det kulørte heftes sider, det skal være i virkeligheden. Det er "afsporet ungdom", siger man, og det er også rigtigt. Men de fleste af dem, der udtaler denne dom, er dog lige så "afsporede", selvom deres afsporing ytrer sig på en lidt mindre, direkte farlig måde for dem selv og omgivelserne. Der findes mange slags afsporinger i vor tid, og alle afsporede mennesker er direkte eller indirekte farlige for dem selv og omgivelserne på grund af deres uvidenhed. Alle vor tids afsporinger bunder i den tilstand, man kalder materialisme.

En amerikansk politimand, der for nylig var på besøg i Danmark, udtalte, at en væsentlig årsag til, at der var så megen "farlig ungdom" i Amerika i vor tid, var, at ungdommen ikke var blevet opdraget til at erkende nogen anden livsværdi end luksus og penge. Og det gælder vist ikke blot for Amerikas vedkommende. Hvad har den ældre generation, som kritiserer ungdommen så meget, givet denne ungdom af livsværdier? Den har lært dem, at penge er magt, penge er ensbetydende med luksus og tekniske hjælpemidler, penge er næsten selve livet. I skolen uddannes børnene til at "få en eksamen", der vil kunne hjælpe dem til en stilling, hvor de kan tjene godt, og i de eksamensfri retninger lægger man vægt på, at børnene i alt fald kommer ud af skolen med gode muligheder til at klare sig, fordi de kan regne og skrive. Det er naturligvis godt, at de kan det, men det viser sig gang på gang, at det ikke er nok til at "klare sig" i livet. At tjene penge er ikke nok for at klare sig, det må selv millionærer erkende i deres stille sind. Der er ting og situationer, der ikke kan klares med penge, eksaminer, regning og skrivning, det er alle de mange nervesammenbrud og selvmord i vor tid et tydeligt bevis på. Beretninger fra fortiden kan fortælle os om, at adskillige af fortidens mennesker også kom ud for situationer, der let kunne have ført dem til sammenbrud eller selvmord, men de overvandt vanskelighederne, eller også holdt de pinen ud uden at klage. Var det da stærkere mennesker, der levede i gamle dage? Det var i alt fald mennesker, som ikke var materialister. De var vel også indstillet på at tilkæmpe sig magt, rigdom og ære, men de tvivlede ikke på, at der bag livet var en mening, og at åndelige kræfter virkede bag den fysiske materie. De havde deres blinde tro på et forsyn, på himmel og helvede, og de havde ærbødighed for kirken og dens tjenere. Deres religiøse instinkt sagde dem, at der ikke blot var en jordisk, men også en himmelsk retfærdighed. De frygtede Gud, og det lagde en vis dæmpende virkning over deres livsudfoldelse. Gudsfrygten fandtes både i de højere samfundslag, hvor man, som man sagde, havde dannelse og kultur, og i de lavere, hvor man ganske vist ikke i den forstand "dyrkede åndsliv", men alligevel besad et sådant. Det har senere tiders folkemindesamlere i høj grad bevist. Evnen til at fortælle, spille, synge, danse og lave det fineste kunsthåndværk var noget, som spillede en stor rolle blandt fortidens almue. Men det er alt sammen forsvundet og er idag kun minder om en svunden tid, hvor åndsliv og hverdagsliv nøje var forbundet, og den materialistiske afsporing endnu ikke havde fundet sted. Man var virkelig, som Karen Blixen har udtrykt det, både "grevinde af Guds nåde" og "tyende af Guds nåde".

Nu er det ikke meningen, at jeg vil drage fortiden frem på nutidens bekostning i et ønske om at få "de gode gamle dage" tilbage. De var nemlig ikke bedre end vor tid, de var blot anderledes, og hele den forvandling, der har fundet sted, man kan vel kalde den socialisering, og nogle vil kalde den proletarisering, har været nødvendig med henblik på den tilstand den jordiske menneskehed engang skal nå frem til, en tilstand, hvor kultur og åndsliv ikke er baseret på rangforordning, klassedeling og social uretfærdighed, men på tolerance, næstekærlighed og indsigt i livets love.

Hvad kan føre menneskene frem mod en sådan kulturel tilstand? Det kan hverken et politisk parti, en religion, en fredsliga eller nogen anden organisation, forening eller sekt. Kan videnskaben gøre det? Nej, videnskaben er jo netop en af de faktorer, som har været medvirkende til at gøre menneskenes indstilling materialistisk. Den beskæftiger sig med forhold i den fysiske materie og ikke med ånd, udover at den betragter ånden som et produkt af materien. Alt er energi, siger forskerne, hvilket vil sige bevægelse, bevægelser i rum, tid og materie.

Når en sådan livsopfattelse doceres med autoritet, må det naturligvis medføre, at der skabes en sjælløs eller materialistisk tro, som på sin vis er akkurat lige så dogmatisk bundet, som de religiøse trosformer er det. At materien er det primære og ånden et sekundært produkt deraf, er et dogme, som ikke alene bliver troet af millioner af mennesker, men som samtidig er medvirkende til at gøre disse menneskers hverdag åndsfattig, tom og uden mening og betydning. Den amerikansk betonede materialisme søger at erstatte tomheden med komfort og raffineret luksus. Men det kan aldrig blive andet end erstatning, som før eller senere afslører tomheden med dobbelt styrke. Det erkendte millionæren, som havde opnået alt, hvad penge kunne give ham. Han skød sig på sit kontor og efterlod sig blot en seddel, hvorpå der stod: "Arbejdet er gjort, hvorfor vente længere?" Materialismen dør for egen hånd, og det vil den gøre, enten den er øst- eller vestbetonet. I Rusland søger man at dække over materialismens tomhed ved gennem propaganda, suggestion og til tider skrappere midler at få det enkelte individ til at give sig hæmningsløst ind under den helhed, som hedder den sovjetiske stat, at vie sit liv til denne stats opbygning og stadige vækst og dermed til proletariatets revolution over hele jorden. Denne form for materialisme er også ved at begå selvmord, omend det sker på en anden måde. Massesuggestion kan, som ordet i sig selv viser det, virke på masserne, som ikke kan tænke selvstændigt. Men intet kan hindre mennesket i at gøre erfaringer. I de autoritære stater gør menneskene ganske særlige erfaringer, som lidt efter lidt vil underminere selve de autoritære systemer og den materialistiske kommunisme.

De virkeligt menneskelige værdier både i øst og vest vil derimod ikke kunne ødelægges. Hvori består disse værdier? Det er det menneskelige åndsliv, ikke "åndsliv" i den forstand, som folk snobber for, men åndsliv i betydningen: udfoldelse af livskunst i hverdagen. Livskunst er en balancekunst, som består i at skabe balance i sin bevidsthed mellem sin intelligens og sin følelse og udadtil at skabe balance mellem det individuelle og det kollektive, altså mellem sig selv og helheden. Men når det jordiske menneske ikke kender noget til sig selv, og det kun kender den helhed, hvoraf det udgør en del, som en masse isolerede detaljer, hvordan skal det da komme til at skabe harmoni i dette forhold? Det kan komme til det, fordi der nu er skabt en videnskab, der fortæller både om individets og universets åndelige kræfter. Martinus åndsvidenskab eller kosmologi, som nu så småt er ved at spredes ud over hele jorden, henvender sig netop til det enkelte, søgende menneske, som, bevidst eller ubevidst, arbejder på at skabe balance i sit sind for dermed at være medvirkende til at bringe vor verden ud af den store uligevægt, den i øjeblikket befinder sig i. Martinus kosmologi er også en videnskab om bevægelser i rum, tid og materie både i mikrobernes og i himmellegemernes verden, men den er mere end det. Den er også en videnskab om det, der skaber, opretholder og standser bevægelserne og sætter nye bevægelser igang.

En af den moderne atomforsknings pionerer, nobelpristageren Schrodinger, er, som flere andre af den fysiske videnskabs ypperste repræsentanter, ophørt med at være materialist. Hans forskning har ført ham til erkendelsen af en åndelig realitet som noget primært bag den sekundære materie. Han giver udtryk for, at det materialistiske verdensbillede er ufuldstændigt og nærmest falsk, fordi man skaber et "billede" og glemmer at tage selve skaberen af "billedet" med i betragtning. (Tidsskriftet "Mind and Matter. Cambridge University Press 1958. Kronik derom af Jacob Paludan i Politiken 25-3-1959.) Årsagen til at jeg nævner Schrödinger her, er ikke specielt den, at han er en berømt forsker, men mere, at han er et eksempel på den "omvendelse", der er ved at finde sted blandt tænkende mennesker. Naturligvis ikke omvendelse i banal religiøs betydning, men i den forstand, at mennesket vender om fra den tilstand af ensidig materialistisk betonet tankegang, hvori det var "afsporet" til en nyorientering på det åndelige område. Martinus kosmiske analyser vil blive en meget væsentlig del af denne nyorientering for stadig flere og flere mennesker over hele kloden uden sekt- eller foreningsdannelse af nogen art.

Kosmologi kan ikke udbredes ved propaganda og suggestion, den henvender sig til det enkelte menneskes individuelle tankeverden. Martinus viser klart, at det enkelte menneske ikke blot er en fysisk krop med diverse funktioner eller bevægelser, men en åndelig-sjælelig realitet, et "jeg" med sin skabeevne og sin bevidsthed, der har skabt og en tid opretholder et fysisk redskab, der kun har kunnet skabes på basis af de erfaringer "jeg'et" har gjort gennem tidligere skabelsesprocesser i mineral-, plante-, dyre- og mennesketilstande. "Jeg'et" er en evig uforanderlig realitet, "noget som er", alle cirklers centrum. Gennem sit "jeg" er det levende væsen "eet med Faderen", d.v.s. eet med den universelle realitet, vi kalder Gud. Det er ikke nye tanker, tværtimod, østens ældgamle mystik er baseret på en sådan tankegang. Det nye ligger i, at Martinus forbinder dette ældgamle åndelige verdensbillede, hvor mennesket ikke blot er tilskuer, som i det materialistiske, men både skuespiller, tilskuer og – i forhold til sin udvikling – begyndende medinstruktør, med en moderne tankegang, hvortil det materialistiske verdensbillede med sin udviklingslære, sin lære om mikrokosmos og om stråler og elektro-magnetiske kræfter kommer til at passe som en handske til en levende hånd. Specielt vil Martinus analyser af det seksuelle polprincip komme til at spille en stor rolle for forståelsen af alt det, der foregår på jorden i øjeblikket og for det enkelte menneskes forhold til sin næste.

Denne artikel har som overskrift "Åndsliv og hverdagsliv", og læseren vil måske mene, at vi efterhånden har bevæget os lidt vel langt bort fra hverdagen. Men det er nu ikke tilfældet. Martinus viser netop sine læsere, at hver eneste dag er et kosmisk vidunder, der gives dem, et vidunder af energikombinationer både i makro–, mellem– og mikrokosmos. Den er et led i en kæde af dage, ligesom vort liv er et led i en kæde af liv, og den kan gøres betydningsfuld gennem den måde, hvorpå vi lever den. Det menneske, der vil gøre åndsvidenskaben til en lærebog for livet og ikke blot til en interessant teori, vil lidt efter lidt opleve, at alle tidens svære problemer løser sig, fordi han kommer til at se dem i et større perspektiv ved at arbejde med sig selv. Fritidsproblemet vil ikke mere være et problem, fordi man ønsker mere og mere tid til at få lov til at arbejde med udviklingen af sin skabeevne. Problemet: andre menneskers være– og tænkemåde vil også ophøre at være et problem, og man vil udvikle større tolerance og forståelse, når man ser den enkelte i et kosmisk perspektiv. Men hvad med alt "det gamle åndsliv", vil nogen måske spørge, "vil det da blot være kassabelt og forældet?" Absolut ikke. For den, der gennem åndsvidenskaben udvikler sine evner som livskunstner, vil alle fortidens åndelige skatte ophøre med at være "gammelt arvegods", der føles som en byrde. Den levende ånd, der bor i disse værker, vil naturligt forbinde sig med menneskets ånd i nutid og fremtid, og man vil kunne forstå, hvorfor de netop måtte formes, som de blev det. Alle mennesker vil i fremtiden komme til at tilegne sig stor viden om fortiden, om livets fysiske og åndelige love, om mikroverdener og himmel legemer, ja, om de utroligste ting mellem himmel og jord, men de vil også erfare, at åndsliv og hverdagsliv må blive eet, og at det må komme til at omfatte alle mennesker, og at det væsentlige ikke blot er at vide, men at være eet med sandheden, livet og kærligheden, hvilket er at være eet med Gud.